Disintegration

Det er så populært med lister i disse tider. Og ganske som vi kan få en dumpekarakter ved europæisk melodi grandprix, i fodbold og håndbold, kan vi også få det i integration. Sådan reduceres politik til pop, skønt det fremstilles som videnskab.

Det er videnskab, fordi der er et ”forskerteam” bag. Og sådan konstrueres moderne videnskabelige sandheder. Hvis et team af enige forskere er enige om, at noget er sandhed, da er det sandhed. Men som de fleste også ved, tager de kun dem med i teamet, der på forhånd har de rette meninger.


Ikke underligt er det det statslige og emsige Institut for Menneskerettigheder, der har medvirket. Tænk hvis de havde inviteret kritiske forskere.

Det går jo skidt for Danmark, mener nogen, på alle områder: integration, pop og fodbold. Nu er vi nogle, der er bedøvende ligeglade med pop og fodbold. Vi er nemlig ikke banale nationalister.

Kan vi også være ligeglade med 21. pladsen? Ja, da. Vi er jo på førstepladsen, når det gælder om at være det lykkeligste land og det mindst korrupte.

Der er mange ting galt med undersøgelsen. Den forholder sig kun til lovtekster, men da disse ikke i sig selv betyder noget, kan man med rette sige, at denne undersøgelse ikke handler om virkeligheden, men om tekster. Hal Koch sagde så rigtigt, at grundloven kun var et symbol. Som tekst betød den ikke noget. På samme måde er disse lovtekster betydningsløse symboler, der kan fortolkes, som man vil.

Med andre ord er de, der har lavet undersøgelsen, lovfundamentalister. De forveksler love med virkeligheden. Det er at være ideologisk.

Dernæst kan man spørge: Hvorfor handler den - ligesom melodi grandprix - kun om Europa og Canada? Hvordan er integrationen af palæstinensere i Libanon? Mig bekendt bor de stadig i ”flygtningelejre”. Hvorfor er USA ikke med? Eller Færøerne? Rusland? Ukraine? Hvorfor er den eurocentrisk?


Og endelig er undersøgelsen udtryk for, hvad man kalder metodologisk nationalisme.

Den tager jo for givet, at nationalstaten er intakt, at der er grænser, og dermed indrømmer den, at den europæiske integration er mislykkedes. Man vil dermed mobilisere nationalismen for at fremme integrationen.

Integration bruges jo flittigt af canadiske nationalister som symbol på, at de er bedre end amerikanerne. Som de siger: Vi integrerer, og I (amerikanerne) assimilerer.

Vi skal alle blive som Sverige. Siden EU har skudt penge i denne undersøgelse, kunne det tyde på, at EU's formål er at bevare den europæiske nationalstat.

For hvor er den europæiske integration blevet af? Hvor er det fælles Europa? Hvorfor laver EU-kommisionen ikke en stor undersøgelse af, hvor godt vi er integreret i Europa.

Mon ikke Sverige så ville dumpe?



Hans Hauge er lektor, dr. phil. på Nordisk Institut, Aarhus Universitet, og skriver på denne plads hver lørdag.