Kronik: De mente det nok ikke

Det danske sprog er trængt i disse år. Engelsk vinder frem. Dansk taber terræn, og det bekymrer sprogets mange venner, hvilket er fuldt forståeligt. Desværre er vennerne ikke altid lige gode, når det gælder et effektivt forsvar for det danske sprog og dermed for dansk kultur.

En af årsagerne til svagheden i forsvaret for sproget skyldes, at der ikke er enighed om, hvad sagen faktisk drejer sig om. Nogle synes at der er kommet alt for mange fremmedord ind i det danske sprog, og det gør sproget grimt. Andre synes det er skønt med så mange nye ord som muligt, for det gør sproget større.

Nogle frygter at den nationale ånd går tabt, andre at sproget mister sin evne til at udtrykke sig præcist og fyldestgørende. Nogle mener at sproget har en særlig dansk sjæl, andre at sproget blot er et redskab til at udtrykke sig med.

Bekymringerne for sproget stritter således i alle retninger, og så længe det er tilfældet, kan man naturligvis heller ikke stille et effektivt forsvar på benene. Dertil kommer, at når det gælder nogle af det danske sprogs arnesteder, er sprogets forsvarere som sunket i jorden. Man får let det indtryk, at ikke alle mener det seriøst med den bekymring.

Udfordringen er ellers til at tage og føle på. I store dele af erhvervslivet og på de højere læreanstalter er det dominerende sprog ikke længere dansk, men en slags globaliseret engelsk, der af fagfolk kaldes globish.

I dag tilbydes ca. 130 ud af 329 videregående uddannelser på engelsk, og tallet er stigende. Samtidig kan man konstatere, at tendenserne fra universiteterne er ved at forplante sig nedad i undervisningssystemet.

På nogle gymnasier undervises der således i naturfag på engelsk, og det samme sker endda i enkelte folkeskoler.

At mestre et fremmedsprog er godt, men dansk er måske ved at blive et andenrangs sprog blandt børn og unge, men de ansvarlige politikere har tilsyneladende ikke gjort sig større overvejelser i den anledning. Nogle af dem udtrykker ganske vist en vis bekymring, men de har samtidig været med til at vedtage, at undervisningen på de højere læreanstalter kan foregå på engelsk.

Som et plaster på såret har de til gengæld vedtaget, at kulturstøtten til dansk litteratur skal fortsætte uændret, dog med en let øgning af støtten til skønlitteratur, for sådan har man nu altid gjort, men det er gammeldags tænkning, der er helt ude af trit med realiteterne i nutidens kamp om sprog og bevidsthed.

Hovedslaget udkæmpes nemlig ikke længere i romaner og digte. Det gjorde det måske på Oehlenschlaegers og Ingemanns tid, men i dag udkæmpes slaget om det danske sprog helt andre steder. Det sker ikke mindst i faglige tekster, og det drejer sig helt konkret om skolebøger, debatbøger, historiske værker, erindringer og essays.

Det er i disse former for faglitteratur man indføres i tidens væsentligste emner. Det er der man diskuterer tidens store spørgsmål. Det er der man sætter dagsordenen for alle væsentlige samfundsdebatter. De tekstformer der bør støttes i den aktuelle sprogkamp er kort sagt sagprosaen i deres mange former. Det er her begreber udvikles og gøres tilgængelige for almenheden og det er her den gode diskussion etableres.

En effektiv sprogpolitik bør naturligvis bygge på en sådan kendsgerning og sidestille faglitteratur med skønlitteratur, også når det gælder offentlige støtteordninger og status. Det er Dansk Sprognævn da også blevet opmærksom på.

I et notat fra januar 2007 gør man udtrykkelig opmærksom på den funktion, fagsproget har i kampen for at bevare det danske sprog, og for at bevare et demokratisk samfund.

Sprogpolitik handler nemlig også om lige værdighed i borg og hytte, og nogle af forudsætningerne for et levende demokrati er, at der skrives debatterende, reflekterende og kundskabsformidlende bøger, og at de bliver tilgængelige for så mange som muligt.

Desværre bevæger vi os for tiden i en anden retning, og med den nuværende udvikling risikerer vi at få et samfund, hvor engelsk bliver elitens og magtens sprog, mens dansk bliver et sprog for de marginaliserede og magtesløse.

Dette burde en aktiv sprogpolitik modarbejde, men det sker ikke her i landet. Udviklingen sejler af sted uden mål og med.

Nogle af det danske sprogs kraftcentre, såsom aftenskoler, folkeligt oplysningsarbejde og biblioteker reduceres endda kraftigt i disse år.

For tiden er vi således afmægtige vidner til, at man nedlægger i stribevis af biblioteker og biblioteksfilialer over det ganske land.

Dette er ikke blot en kulturpolitisk, men også en sproglig skandale. Folkebibliotekerne har gennem årene sikret det kulturelle arvegods og vedligeholdt et levende forhold til dansk sprog og tradition, men nu beskæres de, og som om dette ikke er nok, har nogle af de resterende folkebiblioteker meddelt, at de for fremtiden vil stoppe for indkøb af faglitteratur.

Til gengæld vil de købe romaner af den slags som især kvinder elsker at læse, så det, der kunne være lokale centre for viden, kultur og dansk sprog, degraderes til klubber for dannede damer, mens mændene kan sidde derhjemme og hygge sig med engelsk på internettet.

Således mister det danske sprog terræn, og det er dybt bekymrende, men lige så bekymrende er det, at alle sprogets vogtere er som sunket i jorden.

Hvor er de?

Hvor er alle venner af dansk kultur? Hvor er de kulturkonservative smagsdommere, der i foråret 2006 var med til at lancere en dansk kulturkanon under flotte proklamationer om, at nu skulle dansk kultur forsvares mod glemsel og globalisering?

Sidder de på en bar i det finere udland og taler globish? Jeg har i det mindste ikke set eller hørt en eneste af dem i et forsvar for det folkelige oplysningsarbejde eller for vore folkebiblioteker, så de mente nok ikke deres mange smukke ord om støtte til dansk kultur.

Det hele var bare nogle indholdstomme luftigheder fra en verden af i går.

Tavse er de, og det er trist for os alle, for med så elendige forsvarere kan det ikke undre, at dansk sprog og dermed dansk kultur taber domæne efter domæne i disse år.