Anker J.'s mangler
VAR ANKER Jørgensen en god statsminister? Det afhænger fuldstændig af definitionen på "god".
Ole Stavad lægger i JP 24/1 udelukkende vægt på det moralske. Og så er der ingen tvivl. Anker var en hædersmand med et stærkt og ærligt ment engagement. Der var hverken svig eller smarthed i hans sind. Ham kunne man stole på. Han var vores allesammens Anker. Ja, jeg stemte såmænd på ham fem gange.
Men "god" kan også defineres anderledes. Som "effektiv". Som lederen, der fik gennemført nødvendige, men umiddelbart upopulære beslutninger. Kort sagt: Som statsmanden. Og her slog Anker Jørgensen ganske enkelt ikke til: Han tumlede rundt med udgangspunkt i en banal keynianisme (problemerne løses, hvis blot staten bruger flere penge).
Derfor traf han og hans regeringer beslutninger, der var dybt problematiske: Midlertidig nedsættelse af momsen (der omdannede hele Danmark til et importagentur). Løbende devalueringer af kronen (der førte til en rente på 20 pct. og standsede alt byggeri). Eksplosion i antallet af offentligt ansatte (fra 250.000 til 700.000). Total ubekymrethed over for underskud over for udlandet (50 mia. om året, oversat til nutidsdansk) og på statsbudgettet (da Anker Jørgensen gik af, var underskuddet på statsbudgettet - oversat til i dag - på 200 mia. kr.).
SV-muligheden
Tilmed fik han sit livs chance: SV-regeringen. Her kunne han have vist over for historien, at han var statsmanden ved at slutte det store kompromis: At S accepterede stop for devalueringer og dyrtidsregulering, mens V accepterede beskatning af pensionsopsparing og kapitalgevinster.
Men intet blev det til. Bortset fra at denne såkaldte arbejder-bonderegering standsede byggeriet af Storebæltsbroen, satte momsen op til 20,25 pct. samt gennemførte retten til en generel efterløn.
Den kritiske vurdering af Anker Jørgensen står jeg ikke alene med. Når således den kyndige historiker Søren Mørch (Ritt Bjerregaards mand) i bogen "25 statsministre" skal vurdere: Hvem har blandt de 25 været Danmarks svageste statsminister? Ja, så har han tre kandidater: Knud Kristensen (1945-47), Hilmar Baunsgaard (1968-71) og Anker Jørgensen (1972-73 og 1975-82). Og jeg kan kun tilslutte mig.
Altså: Selv om Anker Jørgensen var en hædersmand (og her er jeg 100 pct. enig med Stavad), så er det ikke slet så sikkert, at han var den statsminister, som Danmark havde brug for i 1970'erne.