Leder: Alt med måde

Det betroede han Morgenavisen Jyllands-Postens medarbejder kort før jul, og han er formentlig ikke alene.

Mens julen er tid til eftertanke, er tiden umiddelbart efter jul traditionelt tid til lettere overdreven bekymring for helbredet ledsaget af ruelse og nytårsforsætter.

Sundhedsministeren driver sin interesse for folkesundheden så vidt, at han ligefrem argumenterer for, at virksomheder skattefrit skal kunne betale deres medarbejderes kontingent til fitness-centre og lignende. Dog skal der være tale om noget, der sætter pulsen op, betoner han. Det går ikke an at søge skattefrihed til dart, billard eller skak.

Nu er der sandt at sige andre og behageligere måder at dyrke motion på end at lade sig pine i sindrigt udtænkte indretninger med automatisk puls- og blodtryksmåling, statistik og bogføring af gennemsnits- og toppræstationer.

Eksempelvis kunne vi nævne et par daglige friske spadsereture, cykel i stedet for bil, trapper i stedet for elevator, og hvad man ellers i al stilfærdighed i det daglige kan finde på for at holde kroppen i gang og ikke falde hen i ladhed.

Ministerens tanker om at påvirke befolkningens fysiske udfoldelser gennem skattebegunstigelser er imidlertid fint i pagt med Sundhedsstyrelsens evindelige kampagner, som efterlader det indtryk, at befolkningen betragtes som børn.

Tiden er inde til at erindre om det gamle ordsprog ”For lidt og for meget fordærver alt”. På dansk optræder talemåden første gang hos den danske sprogforsker Peder Syv, som mellem 1682 og 1688 udgav en samling med 15.000 ordsprog og talemåder.

Netop den med at afpasse goderne er en af de mest levedygtige - selvfølgelig fordi den repræsenterer grundlæggende sund fornuft.

Talemåden ”Alt med måde” kan spores tilbage til flere hundrede år før vor tidsregning. Den fremstod på græsk som inskription på templet i Delfi, og romerne tog fyndordet til sig og sagde ”ne quid nimis”: ”Intet for meget” - på mere mundret dansk: ”Alt med måde”.

Trods gode intentioner havde den herskende klasse i Rom mere end almindeligt svært ved at efterleve sit eget fornuftige bud, og det gik da også på længere sigt ilde. Den herskende klasses vellevned var stærkt medvirkende til imperiets fald.

Mens vi snart i årets første måned i ruelse over julefestlighedernes vellevned løber svedende og stønnende rundt i skoven, kan vi bruge tiden til at gøre os tanker om, hvordan den ultimative sundhedsapostel ville indrette vore liv.

Han ville naturligvis sætte et fint laboratorium til nøje at udregne, hvad et menneske havde brug for af daglige næringsmidler. Derefter ville han konstruere et perfekt kraftfoder, som skulle indtages med vand i nøje afmålte doser, der tog højde for kropsbygning, vægt og energiforbrug.

Den daglige motion ville være nøje reguleret for at kompensere for eventuelt motionsunderskud på arbejdspladsen.

Sundhedsstyrelsen ville nøje overvåge, at ingen spiste uautoriserede mellemmåltider, og hvis det alligevel skete, ville man få sin bekomst senest ved indlæggelse på et hospital.

Det er absurde og urealistiske udsigter, men alligevel kan tanken om dette skræmmescenario stundom melde sig, når man iagttager den emsighed, hvormed Sundhedsstyrelsen bestræber sig på at regulere befolkningens adfærd.

Faktisk er fornøjelsen ved god mad og drikke en væsentlig livskvalitet, og det samme er bevidstheden om, at enhver bærer ansvaret for sin egen sundhed og velfærd.

Vi tager gerne imod gode råd fra eksperterne i Sundhedsstyrelsen, men vi vil helst ikke belæres og retledes på en alt for nedladende måde. Også her gælder talemåden: ”Ne quid nimis”.