Kronik: Jean-Paul Sartre og hans tid

Han skrev meget om handling, men selv forblev han helst i ordenes vægtløse verden. 100-året for Jean-Paul Sartres fødsel er en anledning til at konstatere rigtigheden i Descartes-udsagnet om, at »der gives intet så absurd eller utroligt, at det ikke er blevet forkyndt af en eller anden filosof,« skriver kronikøren.

Der er 25 år mellem de to billeder. På det første billede ser man en velekviperet Jean-Paul Sartre forklare, hvorfor eksistentialisme er humanisme. Aviserne kunne dagen efter berette, at en propfuld foredragssal havde lånt øren til et nyt og epokegørende frihedsbudskab den 29 oktober 1945. Det andet billede viser en alderstegen Sartre, der i oktober 1970 er kravlet op på en olietønde for at forklare arbejderne på Renault-fabrikkerne, hvorfor maoismen er den rigtige måde at indrette samfundet på: »Arbejderne gad ikke høre på ham. Sartres menighed bestod kun af den lille flok maoister, han havde slæbt med sig«, hed det dagen efter i en avisnotits.

Der er et kvart århundrede mellem de to billeder, og selv om der tilsyneladende er en verden til forskel på budskaberne i dem, så viser begge billeder, hvorledes det 20. århundredes mest indflydelsesrige intellektuelle søgte at underlægge sig den offentlige mening og støbe tidens tankegang i sin filosofi. Jean-Paul Sartre - filosoffen, romanforfatteren, dramatikeren, agitatoren og kunstteoretikeren - blev født den 21. juni 1905, og en 100 års fødselsdag er jo for forskere og forlag en oplagt anledning til at vurdere en forfatters prestige og position i de døde poeters klub. Det har man til overflod gjort i Frankrig med højdepunktet i en gigantisk udstilling på Nationalbiblioteket i Paris. 25 år efter Sartres død, står den største gåde imidlertid stadig tilbage: Hvordan kunne den tænker, der i 1945 stod som den befriede verdens filosofiske symbol, ende med at blive det totalitære diktaturs skødehund?

En af forklaringerne er uden tvivl, at Sartre livet igennem blev forført af ord, ligesom han selv kunne forføre med ord - hans erindringer hedder netop "Ordene". Og talrige oplag og snesevis af oversættelser af bogudgaven "Eksistentialisme er humanisme" understregede, at Sartres ord vitterlig faldt som dug på slagne enge i et Europa, som havde opleves nazismens terror og krigens rædsler.

Hvad er da eksistentialisme? En præst holdt engang foredrag i et af landets statsfængsler om Kierkegaards frihedsbegreb, og efter foredraget rakte en af fangerne hånden op og spurgte: »Nu har du fortalt om Kierkegaard, hvad siger Sartre om friheden?« Foredragsholderen svarede: »Sartre siger, vi er dømt til friheden!« Latteren ville ingen ende tage, for nogle af fangerne sad på 10. år, og tænk at blive dømt - til frihed.

Pointen hos Sartre er imidlertid, at mennesket ofte flygter fra friheden og det personlige ansvar for at følge flokken og føreren. Det var f.eks., hvad man under nazismen havde oplevet i form af ensretning og førerdyrkelse. Eksistentialisme handler derfor grundlæggende om, at et menneske skal afsætte sine egne spor og ikke nøjes med at træde i andres. Som Sartres levnedsskildrer Annie Cohen-Solal bemærker i sin seneste bog "Sartre - un penseur pour le XXIe siècle" (2005) (Sartre - en tænker for det 21. århundrede), så havde Sartre med sin eksistentialistiske filosofi dermed også lagt afstand til Sovjetunionen, der i de år kujonerede og knuste alle, der afveg det mindste fra partilinien. Samtidig med at Vatikanet satte Sartres forfatterskab på listen over forbudte bøger, indløb der da også meddelelse om, at den samme skæbne var overgået hans værker i Sovjetunionen, hvilket Sartre meget godt fangede komikken i: »Jeg er kommet i den enestående situation, at jeg samtidig er blevet forment adgang til både himmel og helvede!«

Da Sartre i 1947 besøgte Danmark, valfartede han andægtigt til Kierkegaard-statuen i Bibliotekshaven, men spørgsmålet er rigtignok, ad hvilke kanaler Kierkegaards tanker var nået til Frankrig, og om de ikke var blevet noget defekte på vejen? Sartres version af Kierkegaard viste sig at være stærkt påvirket af Martin Heidegger, hvad der sikkert var grunden til, at Sartre fremhævede eksistentialismen som ateistisk. Det var Kierkegaards tænkning og tankegang som bekendt ikke, eftersom Kierkegaard hele tiden understregede, at mennesket skal stå til ansvar overfor Gud. Sartre mente derimod, at mennesket kun havde sig selv at stå til ansvar over for - »alt er lige sandt, når blot det er sandt for dig!« Spørgsmålet er, om en sådan ateistisk eksistentialisme ikke fører til, at det menneske der engagerer sig helhjertet i en sag - uanset sagens etiske beskaffenhed - altid har mere ret end den, der vælger ikke at engagere sig?

Disse saglige indvendinger hindrede dog ikke eksistentialismen i at skrive dagsordenen og præge tidsånden i 1940'erne og 1950'erne, ligesom de heller ikke hindrede Sartre i at blive den mest toneangivende filosof i det 20.århundrede. Han havde jo også den styrke at kunne begå sig i alle skrivekunstens genrer - ja, det var faktisk kun lyrikken, Sartre afstod fra at kaste sig ud i. Som forfatter og offentlig person kan han dermed minde om Voltaire, der af Diderot fik at vide, at han egentlig kun var nr. to inden for hver enkelt af de genrer, han skrev i. Den karakteristik kan man også bruge om Sartre, når man til sammenligning læser de romaner hans samleverske Simone de Beauvoir skrev, og de filosofiske traktater vennen Albert Camus udgav. Sartres stærke position i offentligheden udsprang dog også af, at han pø om pø blev et ikon, som turister henført kunne beskue på Café Flore, og som journalister kunne gøre til genstand for indgående interviews og portrætter. Det er uden tvivl uretfærdigt, når Samuel Johnson i sin tid kunne skrive, at »en franskmand må altid snakke, enten han så aner noget om det, han snakker om, eller ej«, men læser man, hvad Sartre i tidens løb gav sit besyv med om, så passer det i alt fald på denne franskmand. Således kunne Sartre vende hjem fra et besøg i Sovjetunionen i 1954 og meddele en forbløffet offentlighed, at »friheden i Sovjetunionen er total; hvis nogen forsøger at bilde mig ind, at religion bliver forfulgt eller forbudt i Sovjetunionen, så skal han have én på kassen!« Denne advarsel skræmte dog ikke Albert Camus, der tog kraftigt til genmæle overfor hvidvaskningen og støtten til Sovjet, hvilket fik Sartre til at gøre noget, som var værre end at benægte eksistensen af de sovjetiske fangelejre; han legitimerede dem simpelthen i det klasseløse samfunds navn.

Kommunistpartiet brød Sartre dog med efter Sovjets overfald på Ungarn i 1956, og i den sammenhæng udtalte han bl.a.: »Efter mit besøg i Sovjetunionen i 1954 løj jeg. Nå ja, "løj" er måske et for stærkt udtryk. Jeg skrev en artikel, hvori jeg sagde en del pæne ting om Sovjet, som jeg faktisk ikke troede på. Det gjorde jeg, dels fordi jeg ikke syntes, det er høfligt at rakke ned på sine værter, så snart man er kommet hjem, og dels fordi jeg ikke rigtig var klar over, hvor jeg egentlig stod overfor både Sovjet og mine egne meninger.«

Denne udmelding kan måske forklare, hvorfor Sartre indvilligede i at agere propagandacentral for henholdsvis Mao, Castro, Pol Pot og Baader-Meinhof-gruppen, men den kan immervæk ikke forklare, hvorfor Sartre i forbindelse med kolonialismen kunne skrive: »Vold, der ikke lader sig holde tilbage, er mennesket, der skaber sig selv på ny.« Hermed gav Sartre tilkende, at han så terror som en slags terapi, som folk i den tredje verden kunne generobre selvbestemmelse og værdighed med.

Ja, når man læser, hvad Sartre sagde og skrev i kronologisk rækkefølge, så bliver man slået af, at der ad åre sker en radikalisering af Sartres synspunkter. En dansk filosofiprofessor bemærkede engang, at »med alderen afstumpes følelserne så meget, at man ender som et ganske pænt menneske.« Hos Sartre gjorde det omvendte sig gældende. Ordene antog stadig mere krigerisk karakter, efterhånden som han blev ældre, og den Anden Verdenskrig kom på stadig større afstand. Under den tyske besættelse havde Sartre bidraget til værnemagerbladet "Comoedia", og var i det hele taget ikke stødt på problemer, når han ville have sine teaterstykker opført, som modstandsmanden og den senere minister Andre Malraux udtrykte det: »Jeg var i Gestapos kløer, mens Sartre sad i Paris og fik sine stykker opført med de tyske censorers godkendelse.«

Har Sartre villet kompensere for sin manglende indsats under krigen ved at tilslutte sig rabiate ideologier efter krigen? Da Sartre pustede sig op som en kalkunsk hane og fra en olietønde foran Renault-fabrikkerne pludrede løs om maoismens velsignelser i 1970, så fortonede billedet af den forsigtige forfatter fra besættelsesårene sig i alt fald. Nu kunne han rundkaste opfordringer til at begynde en væbnet kamp mod kapitalismens ondskab, og selv om det lød som om alle sikringer var sprunget hos den aldrende filosof, så blev han ikke desto mindre feteret af f.eks. præsident Charles de Gaulle.

I foredraget om eksistentialisme fra oktober 1945 havde Sartre bebudet, at eksistensen altid går forud for essensen. Hermed mente Sartre, at vi ikke er andet end det vore handlinger gør os til, eller kun hvor vi lader handling følge på ord, er vi sande mennesker. Men netop hos Sartre var der et dybt svælg mellem det han forkyndte, og det han gjorde. Han talte meget om sandhed, men selv løj han uafbrudt. Han skrev meget om handling, men selv forblev han helst i ordenes vægtløse verden.

René Descartes udtalte i sin tid, at »der gives intet så absurd eller utroligt, at det ikke er blevet forkyndt af en eller anden filosof.«

100-året for Jean-Paul Sartres fødsel er en anledning til at konstatere rigtigheden i det udsagn.