Fortsæt til indhold
Debat

Tænk på de små sultne børn i Afrika

Sult er en større dræber end aids og malaria. 240 mio. kr. fra den danske regering i 2004 - svarende til 48 fra hver dansker - har bidraget til at afhjælpe problemerne, men der kunne gøres meget mere.

Af Mikael Bjerrum, direktør for FN's Verdensfødevareprogram, Nordisk kontor, Midtermolen 3, København

I DENNE søde juletid, da forbruget atter ser ud til at sætte nye rekorder, og da vores fokus et kort øjeblik er flyttet væk fra slankekure og fitnesscentre til de veldækkede borde, vil man givetvis høre denne formaning til børnene: »Spis op - tænk på de små sultne børn i Afrika!«

En klassisk sætning, der mest af alt bruges som en trussel over for børnene. Som om selve tanken om de små sultne børn skulle kunne sætte gang i appetitten hos lille Peter og Camilla.

Det er formentlig ikke der, koblingen - om en sådan findes - er mellem vores righoldige forbrug og nøden i Afrika og andre udviklingslande.

Bekymrende

Her på tærsklen til et nyt år er det tid at gøre status for dels de meget omtalte små sultne børn og dels, om der er en sammenhæng med vores måde at leve livet på.

Det bekymrende er, at der stadig er 25.000 mennesker, der hver eneste dag dør af sult.

Sult er en større dræber end aids og malaria tilsammen.

Det er også bekymrende, at mere end 300 mio. børn går sultne i seng hver aften.

Det er svært at se, at tingene går den rigtige vej: på den ene side oplever vi store fremskridt i f.eks. Kina og Indien, men samtidig er en lang række lande milevidt fra at kunne opfylde FN's mål om en halvering af fattigdommen inden år 2015. Der er stadig behov for en indsats fra os alle: rige som fattige.

Fantastisk støtte

Det er glædeligt at kunne konstatere, at FN's Verdensfødevareprogram (WFP) i 2004 har leveret mad til ca. 100 mio. mennesker i mere end 70 lande, og at mere end 15 mio. børn hver eneste dag får et sundt og nærende måltid, når de går i skole.

Det ville ikke være sket uden en fantastisk støtte fra bl.a. den danske befolkning, som i 2004 gennem den danske regering gav ikke mindre end 240 mio. kr. til at bekæmpe sult i verden. 240 mio. kr. svarer til, at hver eneste dansker i år 2004 har givet 48 kr. til Verdensfødevareprogrammet.

Nu vil der måske være nogle, som mener, at 48 kroner ikke lyder af ret meget, når man lige har brugt 2-3-4.000 kr. på julegaver, men for de sultende er det livsvigtige penge. For de 48 kr. har WFP kunnet give mad til et skolebarn hver eneste dag i to måneder.

Taknemmelighed

WFP ønsker på vegne af de mange, der har nydt godt af den generøse danske støtte, at udtrykke taknemmelighed for disse midler, der i virkelighedens verden betyder forskellen mellem liv og død.

Det er samtidig på sin plads at konstatere, at de 48 kr. fra hver dansker tydeligvis ikke har betydet, at man generelt set har været nødt til at yde de store ofre ved at skulle sætte sit eget forbrug ned.

Det kan altså godt lade sig gøre at yde en vigtig humanitær indsats, uden at det mærkes som en stor byrde.

WFP har som mål at give mad til 50 mio. børn i år 2007. For de millionere af mennesker, der også i år 2005 vil opleve sulten banke på døren, håber WFP, at danskerne også i fremtiden vil være generøse med bidragene på vejen frem mod målet: en verden, hvor ingen er nødt til at sulte.