Kronik: Færøerne - dansk kulturimperialisme?

Den færøske selvstændighedsbevægelse grundlagdes for 100 år siden - i begyndelsen samlet om en styrkelse af øernes sproglige og kulturelle selvforståelse. Her kunne danske og færøske interesser mødes; men snart efter fik den kulturelle selvbesindelse poliiske konsekvenser. Det er dem, der i dag forhandles om mellem regeringen og landsstyret.

Til at være et folk hører at have et fælles landområde, et fælles sprog, en fælles historie og en fælles kultur. Alt det har færingerne i dag, og ingen dansk af nogen betydning benægter dette. Til at være en selvstændig nation, en stat, kræves tillige at have en levedygtig økonomi og at have bestemmelsesretten over alle egne anliggender, dvs. suverænitet. Her står striden indbyrdes mellem færingerne og mellem Færøerne og Danmark. Nedenfor behandles de sprogligt-kulturelle forhold; var og er Danmark kulturimperialist.

Færøerne kom ved kongelig arv i 1380 med Norge og Island ind under den danske krone og forblev der også efter afståelsen af Norge til Sverige i 1814. Det færøske sprog var i middelalderen en del af det norrøne mål med nær tilknytning til vestnorsk og islandsk og er det den dag i dag. Med rigets hovedsæde lagt i København blev dansk i stigende grad kirkens, retsvæsenets, skolens og administrationens sprog i Norge og på Færøerne. Island derimod bevarede, bl.a. takket være en solid skriftlig tradition, islandsk som skriftsprog og talesprog i alle daglige og offentlige anliggender.

I Norge blev dansk det fælles tale- og skriftsprog, mens dagligdagen foregik på egnens dialekt. Omvendt fortsatte dagligsproget på Færøerne med at være færøsk trods stigende dialektale forskelle.

Læsekyndigheden var udbredt både i Norge og på Færøerne, men efter danske tekster. Den danske skolelov af 1814 fastsatte undervisningspligt for alle børn fra seks-syv til 13-14 års alderen. Loven blev allerede 1816 påbudt indført på Færøerne. Økonomisk krise og lokale problemer medførte, at intentioner først gennemførtes på øerne i 1845-46, men derefter måtte opgives 1854. Herunder blev det i den offentlige debat klart, at ét af hovedproblemerne var, at der ikke fandtes et anerkendt færøsk skriftsprog til brug i skolen. Skriftlighed og lærebogsmateriale måtte derfor nødvendigvis være dansk. Hermed fremkom for første gang på øerne og især blandt færinger i København og hos nogle danske sprogforskere det færøske sprogrejsningskrav under påvirkning fra Island og Norge. Først med indførelsen af det kommunale selvstyre på Færøerne fik man dér et funktionsdygtigt folkeskolevæsen i begyndelsen af 1870'erne.

Den lærde færøske sprogforsker og præst V. U. Hammershaimb havde allerede o. 1850 skabt og publiceret en færøsk sproglære, som i bearbejdet form stadig er grundlaget for korrekt færøsk. Alligevel blev færøsk som skrift- og kultursprog først udbredt fra 1890'erne. Selv de få bevidst nationalt sindede færinger korresponderede endnu i 1870- og 80'erne indbyrdes på dansk.

De europæiske stater valgte op til o. 1900 i praksis at lade hovedstadens sprog blive det fælles tale- og skriftsprog uanset, hvad folk lokalt talte. Det danske rige havde da til o. 1850 to hovedsprog, tysk for udenrigsanliggender og Slesvig og Holsten og dansk for resten. Først 1800-tallets europæisk-nationale bølger krævede, at dagligdagens og det offentlige sprog burde være ens.

Set med vore dages øjne kan den centralistiske påtrykning af dansk - eller tysk - sprog i skole, kirke, retsvæsen og offentlige anliggender ses som kulturimperialisme. Men sådan var der ingen, der så på det hverken i det multikulturelle København eller på Færøerne omkring 1800. Den færøske forsker J. Chr. Svabo mente tværtimod 1781-82, at færøsk snart ville uddø og blive erstattet af dansk, og andre mente det samme. Danske og færøske sprog- og kulturforskere gjorde i 1800- og størstedelen af 1900-tallet i fællesskab og uden nationalpolitiske stiklerier en kæmpeindsats for at indsamle, bevare, bearbejde og offentliggøre den rige færøske skat i kvad og sagn og vedrørende andre kulturelle forhold.

Bortset fra den danske Indre Mission på øerne samlede sig omkring synliggørelsen af den kulturelle færøskhed ikke kun om en lille "frelst" skare, tværtimod vandt indsatsen bred politisk og økonomisk støtte i Danmark. Dette er foregået parallelt med, at Færøerne selv i stigende grad har overtaget dette arbejde. Færøsk var o. 1900 til daglig reelt truet af dansk som dominanssprog på grund af:



  • Den stigende skriftlighed i mange hverdagsanliggender.
  • Den fremtrængende, moderne erhvervskulturs danske eller engelske orientering.
  • Det stigende krav om højere og specialiserede uddannelser, der alle foregik på dansk.
  • Dansk havde blandt almindelige færinger en højere status en færøsk.


En god beherskelse af dansk var en nødvendighed for almindelige folks børn, hvis de skulle arbejde sig socialt opad gennem uddannelse eller kunne udnytte det moderne samfunds mange nye erhvervsmuligheder. Kun beskæftigelse i det vigende landbrugserhverv eller som menige fiskere i det havgående og stærkt ekspanderende erhvervsfiskeri kunne uden problemer fortsætte med færøsk som dagligdags- og erhvervssprog. Dansk var omkring 1900 og langt op imod nutiden derfor genvejen for mange færinger til den moderne verden storpolitisk, økonomisk og kulturelt, hvis man da ikke forudså en engelsk dominans magtpolitisk, økonomisk og kulturelt.

Et nationalpolitisk opgør af dimensioner måtte forventes omkring en tendens, hvorefter færøsk ville stå som den bagudskuende kulturs og underklassens sprog over for en ny elites frembrusen og dominans på danske betingelser og i dansk sprogdragt. Presset af engelsk var Shetlands- og Orkneyøernes gamle, norrøne Norn forsvundet o. 1700. I Angel i Sydslesvig fortrængtes - men som en mere frivillig proces - sønderjysk af plattysk som dagligsprog på landet i de første årtier af 1800-tallet.

Begge disse faktiske sprogskifter var sidst 1800-tallet bragt ind i den færøske debat. Den nye, national-politiske avis, Tingakrossur, måtte i 1901 med beklagelse erkende, at hvis man i offentligheden på Færøerne ønskede at blive taget alvorligt i alle kredse, så måtte sådanne meninger i trykt form fremlægges på dansk.

En splittelse var fra starten indbygget i den nationalt kulturelle fase i 1890'erne. Mens der var bred opbakning om den bagudrettede kulturelle linie - også fra dansk side - så måtte én af de helt centrale konsekvenser af den færøske kulturelle opvågnen blive sproget i folkeskolen, dvs. fremtiden, og sproget i kirken, dvs. hjertesproget, for de stærkt religiøse færinger. Begge steder var dansk helt enerådende fra gammel tid. Her skiltes vandene, da sagen med nødvendighed politiseredes.

Sambandspartiet dannedes 1906 med ønsket om så nært et samarbejde som muligt Danmark-Færøerne, kulturelt og politisk. Efter en optakt fra 1903 dannedes 1909 Selvstyrepartiet med et program om så udvidet et færøsk selvstyre som praktisk muligt og herunder en central placering af færøsk sprog i den færøske virkelighed på alle planer. Et egentligt suverænitetskrav kom først senere. Helt til den nugældende Hjemmestyrelov af 1948 var disse to sprogligt nationale hovedpositioner i stadig skærpet form afgørende determinander i færøsk indre politik - og er det endnu i dag.

Kampen om færøsk sprog i skolen og kirken m.v. rejstes løbende i den færøske offentlighed, i Lagtinget og over for Danmark. I perioden 1909-12 skete dette med det for sprogrejsningsfolkene uheldige resultat, at lagtingsflertallet af sambandsfolk vedtog, og efter nogen tøven fra dansk side i 1912 fik lovfæstet en styrkelse og formalisering af det danske sprogs dominans i skolen med den senere så berygtede §7. Omkring 1920 vedtog Lagtinget gentagne gange en ophævelse af §7. Undervisningsminister Nina Bang søgte i 1925 et kompromis med en ligestillng af dansk og færøsk i skolen, men det forslag blev fældet af det nye, sambandspolitiske lagtingsflertal.

Fra 1920'erne var færøsk i stigende grad blevet indført i kirken. I midten af 1930'erne forelå de nødvendige kirkeritualer, salmebøger og bibeloversættelser i kvalificeret færøsk sprogdragt, så at en reel overgang til færøsk i kirkelivet kunne gennemføres. Endnu omkring 1900 fandtes næsten intet lærebogsstof på færøsk til skolebrug, og kun ganske få lærere magtede en kvalificeret undervisning på og i færøsk. Færøsk sprog blev med tiden udvidet på seminariet i Tórshavn, og lærerkurser i færøsk blev afholdt. Udbuddet af undervisningsmateriale på færøsk steg både kvalitativt og i mængde op mod 1930. Men reelt var den danske dominans i lærerkorpset så stærk - holdningsmæssigt og sprogligt - at en overgang til færøsk som det herskende skolesprog ikke var mulig før sidst i 1930'erne og i løbet af 1940'erne.

Først 1936-38 var tiden moden og færingerne indbyrdes nær en enighed. Med stærk støtte fra den danske minister, Jørgen Jørgensen, gennemførtes derefter den nødvendige lovgivning for indførelse af færøsk som hovedsprog i kirke og skole. Men mange steder på øerne måtte man godtage en sidestilling af sprogene og reelt affinde sig med, at det også drejede sig om, om læreren eller præsten magtede færøsk som institutionelt sprog. I Hjemmestyreloven 1948 blev færøsk endegyldigt fastslået som sproget på Færøerne, selv om dansk stadigt skal læres godt og forsvarligt.

Bortset fra Indre Missions holdning op til midten af århundredet har der i kulturelle spørgsmål, både vedrørende finkulturen og folkekulturen, i praksis ikke været nogen bevidst eller centralt organiseret dansk kulturimperialisme, snarere tværtimod. Vedrørende færøsk ikke blot som hverdagssprog, men også i skole og kirke m.v. har færingerne naturligvis fået det, som de gerne ville - når de blot ved udbredt enighed både i antal og over tid overbeviste de danske myndigheder og offentligheden derom. Omvendt har de danske myndigheder ud fra et demokratisk princip naturligvis hverken kunnet eller villet fungere som et målbevidst mindretals forlængede arm til sproglig-kulturel undertrykkelse på Færøerne af et mindre veltalende flertals ønsker og rettigheder.

Hvis færingerne i deres indbyrdes uenighed ikke permanent skulle benævne hverandre som landsforrædere, var det nødvendigt med et fjendebillede. Dette fjendebillede havde og har klart danske træk. Men som ethvert fjendebillede bygger det mere på myter end på realiteter.

Om den kulturelt-sproglige sejr på de indre linier på Færøerne også skal føre til et ydre brud med Danmark med påfølgende statsretlig selvstændighed vil blive afgjort inden længe. Forhåbentlig bliver den indre færøske debat fremadrettet på nationalpolitiske og økonomiske argumenter - f.eks. omkring velfærdsstatens vilkår - og ikke bagudrettet mod et sprogligt-kulturelt fjendebillede.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.