Kronik: En begavet og naiv hædersmand

Situationen bar tydeligt præg af stilfærdig dramatik, da en af det danske søværns biler den 8. maj 1940 klokken 16 kørte fra flådestationen Holmen til Marineministeriet i Slotsholmsgade, København. Passagererne var fire højtstående flådeofficerer: Chefen for Kystflåden, kontreadmiral E. Briand de Crévecoeur, chefen for Marinestaben, kontreadmiral C. Hammerich, kommandør P. Ipsen, som var chef for Flådestationen, og Søofficersskolens chef, kommandør C.V. Evers.

De fik foretræde hos viceadmiral Hjalmar Rechnitzer, der både var chef for søværnet og direktør for Marineministeriet. Først i 1950 fik Danmark et forsvarsministerium, så hæren hørte indtil da endnu under Krigsministeriet, med en forsvarsminister - fra 1935 socialdemokraten Alsing Andersen - som minister for begge militære ministerier.

Militær og civil chef for marinen var, i en og samme person, den 67-årige Hjalmar Rechnitzer.

De fire flådeofficerer gik til sagen og meddelte deres højeste chef, at han ikke mere besad søofficerskorpsets tillid. Årsag: begivenhederne den 9. april, da Danmark blev besat af Hitlers væbnede styrker, uden at flåden fra sine skibe eller kystdefensionen havde løsnet et skud. Rechnitzer burde omgående trække sig tilbage - for Søværnets og sin egen skyld, sagde de fire.

Han svarede, at han allerede dagen efter Danmarks besættelse havde anmodet regeringen om tilbagetræden, men det var blevet ham nægtet.

Ifølge Rechnitzers dagbog fandt samtalen den 8. maj sted »under kammeratlige former«, men reelt løb de fire herrer en risiko for at blive retsligt forfulgt for deres optræden. Rechnitzer var dog ikke til sinds at fare frem - han erkendte, at spillet var tabt, og at han havde vurderet situationen fejlagtigt.

To dage efter gik han af som flådens øverste chef og efterfulgtes - efter stridigheder mellem Hammerich og Briand de Crévecoeur - af sidstnævnte.

Eftermælet var ikke smukt. Rechnitzer blev - først af historikeren Vilhelm la Cour - fremstillet som en inaktiv umulius og en "kontoradmiral". Betegnelsen bekræftes af Rechnitzers overordnede, viceadmiral Henri Konow, i 1924 efter Rechnitzers ophøjelse til kontreadmiral: »Deres udnævnelse er en hån mod marinen og et misbrug af admiralstitlen, da De aldrig har ført et skib og er blevet kommandør uden om forfremmelsesrådet.«

En anden historiker, Jørgen H.P. Barfod, sammenligner Rechnitzer med admiralen i operetten "Pinafore":

»Stå aldrig til søs - lad de andre stå!

I får stribevis af kors og bånd og stjerner på!«

Den slags havde Rechnitzer absolut fået sit af og bar det på admiralsuniformen - når han ikke sad civil, med gamacher på, i sit direktørkontor.

Rent faktisk var hans ophøjelse da også en politisk foranstaltning - han kunne takke den socialdemokratiske, meget afrustningsivrige, forsvarsminister Laust Rasmussen for sin position, og var gennem tyverne og trediverne en politiserende officer til behag for Staunings socialdemokratisk-radikale regering 1929-40.

Nu kan enhver, der vil, imidlertid bedømme ham på hans egne ord, for flådehistorikeren, overarkivar i Rigsarkivet Hans Chr. Bjerg har netop udsendt Rechnitzers dagbog fra årene 1939-40 og indledt admiralens optegnelser med en kyndig skildring, der på det nærmeste giver ham den oprejsning, han ikke selv gjorde forsøg på at få - han levede stilfærdigt til sin død i 1953.

Hovedindtrykket efter læsning af såvel Bjergs skildring af Rechnitzer som dennes dagbog: En retlinet, men naiv hædersmand.

Og en begavet mand, der kunne takke fine papirer fra Søofficersskolen i 1890'erne for sin hastige stigning mod toppen - han viste glimrende strategiske evner og blev hurtigt medlem af en "tænketank", der skulle analysere Danmarks forsvar og flådens del heri.

Men som flådechef fik han ikke meget at gøre med, for med forsvarsordningen 1932 var både hær og flåde ved at skrabe bunden. Heri var Rechnitzer ikke uden ansvar, hvad han åbent demonstrerede ved at rejse rundt i landet sammen med "nedrustningsminister" Rasmussen og holde møder om forsvar og nedrustning.

Laust Rasmussen gjorde til gengæld den flinke søofficer til kontreadmiral og snart efter viceadmiral.

Da Hitler var kommet til magten, begyndte Socialdemokratiet at sadle om forsvarsmæssigt med en lettere forbedret forsvarsordning i 1937. Dog ikke nok til at Danmark kunne virke som et land, der ønskede at forsvare sin neutralitet. Og dette var, hvad regeringen - og Rechnitzer - betragtede som målet. Her som i andre spørgsmål stod admiralen i modsætningsforhold til hærens skiftende chefer, Erik With og W. W. Prior.

H.C. Bjerg tager Rechnitzer i forsvar: Det er svært at se, hvad han egentlig skulle have gjort, også selv om han havde haft et veludrustet søværn til sin rådighed. Danmarks situation forsvarsmæssigt var fastlagt af politikerne, dvs. Socialdemokratiet og de radikale, til hvem Rechnitzer talrige gange forgæves havde stillet krav om forøgelser af flåden.

Realistisk set kunne Danmark dengang lige så lidt som i dag hævde sig militært uden at være i alliance med stormagter - og det blev jo først situationen fra 1949.

Det eneste Bjerg stort set kan finde at bebrejde Rechnitzer er, at han ikke tog sit tøj og gik af. Men han fortsatte i sin dobbeltstilling som ministerens forlængede arm, muligvis fordi han satte sin lid til den nævnte 1937-ordning - som også fra flådens synspunkt blev en skuffelse.

Både Bjergs skildring af Rechnitzer og dagbogsbladene viser en dansk topofficer, der så det som sin næsten fornemste opgave at opretholde et smukt forhold til Tyskland, specielt den tyske marine.

Rechnitzer stod på fortrolig fod med storadmiral Erich Raeder (en af de dømte ved Nürnberg-processen 1946), og da Rechnitzer sammen med general With repræsenterede Danmark ved Hitlers 50 års fødselsdag i april 1939, havde han - uden With - en hyggelig frokost med Raeder, der samtidig indstillede sin gæst til dekorering med storkorset af Den tyske Ørns fortjenstorden.

Denne symbolske pynt til uniformen fik han overrakt i september samme år - general With fik ingenting, "fordi man fra tysk side følte sig mest knyttet til marinen," oplyste gesandten i København, von Renthe-Fink.

Rechnitzer var ikke glad for ørnen - der var jo krig mellem Tyskland og England nu, og Danmark var neutralt.

Så Udenrigsministeriets Pressebureau fik besked om at drage omsorg for, at der ikke kom noget i aviserne om admiralens orden.

Intet tyder på, at admiralen på nogen måde sympatiserede med nazistiske synspunkter. Men søofficersvennerne dernede stolede han nærmest blindt på - og så på den omstændighed at Danmark jo da havde en ikke-angrebspagt med Tyskland siden april 1939.

Gang på gang betroede han sin dagbog, at Tyskland kun havde interesse i et neutralt Danmark. Så sent som den 5. april 1940, da der fra Danmarks gesandt i Berlin, H. Zahle, og fra marineattaché F.H. Kjølsen forelå bekræftede rygter om en snarlig tysk invasion i Danmark, skrev Rechnitzer i dagbogen:

»Mit syn herpå, sagde jeg til Alsing Andersen, var, at en sådan aktion fra tysk side måtte anses for ganske usandsynlig, da den ikke kunne tjene noget som helst forståeligt formål.«

Og dagen efter sagde han, at han »ville anse det for mest nærliggende, at der blev rettet en underhåndshenvendelse« til ham fra storadmiralen, hvis man havde »ønsker af en eller anden art over for Danmark.«

Den 8. april konstaterede han: »Alt i alt er stemningen ikke hyggelig efterhånden som tiden går.«

Den 9. april sagde Rechnitzer til kong Christian X og de ledende ministre på Amalienborg: »Hvis jeg havde nogen tro på, at modstand kunne være af betydning, ville jeg være den første til at anbefale det, men det vi kunne præstere over for et så eklatant overrumplingsforsøg var uden nogen som helst reel værdi og prøvede vi derpå, havde vi om få minutter hele byen bombarderet.«

Den 10. april: »Jeg havde den bestemte følelse, at alt var slået sammen for mig, alt, hvad jeg havde arbejdet for, var forgæves.«

I et brev til sin ven storadmiralen den 20. april: »For mig personligt er det en bitter skuffelse at se resultatet af et mangeårigt samarbejde så ganske sønderbrudt.«

Som digteren Carsten Hauch skrev det: »Oh Danmark, på rænker du aldrig dig forstod...«

Politikerne delte stort set Rechnitzers synspunkter - som de i øvrigt havde fra ham selv, den sagkyndige.

Ud over en repetition af forspillet til den 9. april, som de, der oplevede den, aldrig glemmer, tegner admiral Rechnitzer med sine optegnelser et interessevækkende og velskrevet billede af, hvordan en højtstående embedsmand så på verden.

Med militær konsekvens satte han sig til dagbogen hver aften, og det skrevne fremstår helt uredigeret - stort og småt mellem hinanden.

»I Berlingske Tidende meddeles i aften, at kronprinsessen i april/maj venter et barn. Smagløst og taktløst. Men det skal måske være således,« skriver han den 17. november 1939, fem måneder før dronning Margrethes fødsel. Han skulle lige se, hvad visse blade tillader sig i dag.

Og efter at mangelen på kul satte ind: »Fik varmt bad i eftermiddags, vel det sidste af den slags i længere tid.«

Jo, krigen havde sine konsekvenser.

"Fra neutralitet til besættelse". Viceadmiral Rechnitzers dagbog om flådens virke 1939-40. Udgivet og kommenteret af Hans Chr. Bjerg. 376 sider, kr. 200 (indtil nytår). Forlag: Selskabet til Udgivelse af Kilder til Dansk Historie.