DR har ændret licensen til en skat
FØR I TIDEN skulle man betale licens for at få adgang til DR's radio- og fjernsynsudsendelser. Alle besiddere af et radio- eller fjernsynsapparat skulle betale det samme beløb og fik til gengæld adgang til de samme udsendelser. I dag betaler alle lyttere og seere det samme beløb, men for forskellige ydelser. Licensen har derfor ændret karakter til en skat, skriver Knud Aage Frøbert.
I forbindelse med det smalle medieforlig har licensen til DR og TV2 været på banen nogle gange.
I kulturministerens første udspil indgik et forslag om, at enhver skatteborger skal betale licens, medmindre vedkommende dokumenterer eller på tro og love erklærer, at et radio- eller TV-apparat ikke indgår i hjemmets eller virksomhedens bestand af løsøregenstande. Forslaget blev dog hurtigt skudt ned.
Men det efterlader et indtryk af, at kulturministeren og dermed formentlig regeringen anser det for en nærliggende mulighed at lade licensen afløse af skat. Når nu så mange mennesker ejer det fornødne apparatur til modtagelse af æterbårne radio- eller fjernsynsprogrammer, kunne man vel også forlange, at de betaler skat for muligheden af et nyde dette gode, ligesom de betaler skat for goder som undervisning, hospitalsvæsen, alderdomspleje og motorveje.
Det ville formentlig ikke være helt udelukket at få skatteministeren til at indrømme et fradrag for de få skatteydere, der frivilligt giver afkald på muligheden for at høre radioavis eller se "Edderkoppen".
Herved overses det imidlertid, at licensen for længst er ophørt med at være licens og i stedet har antaget karakter af en skat.
Begrebsmæssigt er der en væsentlig forskel mellem disse to muligheder for finansiering af offentlige udgifter.
Skatten opkræves hos alle danskere bortset fra de relativt få, der ligger under en vis bundgrænse. Skatteyderne betaler ikke til et bestemt formål, men til statskassen, hvorfra pengene fordeles til dækning af udgifterne på statens husholdningsbudget, finansloven. Skatteborgerens penge kan gå til hospitalsvæsenet, selv om vedkommende aldrig har været syg, og til videregående uddannelse, selv om vedkommende forlod undervisningssektoren efter folkeskolens 9. klasse.
Licens derimod er noget andet. Gennem mange år har det været betegnelsen for mod vederlag at få tilladelse til at udnytte en andens eneret. Et dansk medicinalfirma kan få tilladelse til at producere et lægemiddel, som et amerikansk firma har patent på. Danske uddannelsesinstitutioner kan få en generel tilladelse til at fotokopiere værker, som danske eller udenlandske forfattere har ophavsret til. Der skal naturligvis betales for adgangen til at gribe ind i andres eneret. Licens bruges derfor ofte som synonym for det beløb, der skal betales herfor. Beløbet må normalt aftales med enerettens indehaver, og her bruger man derfor udtrykket aftalelicens. Men i visse tilfælde er det bestemt ved lov, at der mod et vist vederlag kan gribes ind i eneretten. Her taler man om tvangslicens.
Når det drejer sig om licens som betaling for adgang til radio- og fjensynsudsendelser, er der tale om en sådan traditionel afgift for at udnytte en eneret. Men det er uoverkommeligt at fastsætte og opkræve et gebyr for den rent faktiske "brug" af udsendelserne.
Allerede i den første lov om radiospredning fra 1926 tales derfor om »den afgift, der bliver at opkræve for benyttelsen af modtagerapparater.« Afgiften blev således lagt på benyttelsen, dvs. besiddelsen, af modtagerapparater. Men da staten havde eneret til at drive en "Centralstation for Statens Radiospredning og fornødne Lokalstationer", er det klart, at afgiften var lagt på adgangen til at aflytte og dermed "udnytte" statens eneret.
Nu er eneretten eller monopolet ændret, men licensen er stadig afgrænset til bestemte formål. I den gældende lov står der: »Størrelsen af afgifterne for opstillede radio- og fjernsynsmodtagere fastsættes for et eller flere år ad gangen af kulturministeren med tilslutning fra Folketingets finansudvalg.
Afgifterne opkræves af Danmarks Radio og fordeles efter ministerens nærmere bestemmelse til Danmarks Radio, TV2 og eventuelle andre medierelaterede formål.«
Der er altså ifølge loven fortsat tale om en afgift for gennem besiddelsen af et apparat at have adgang til at se eller aflytte udsendelser fra DR og TV2. Tilsammen har de to stationer monopol- eller eventuelt duopolstatus.
Men der er opstået det problem, at nogle licensbetalere får mere end andre for det samme beløb. En del af licensbetalerne får adgang til DR2's udsendelser, men ca. en fjerdedel af dem får ikke denne adgang, selv om de betaler det samme beløb. På tilsvarende måde har kun en del af de licensbetalende radiolyttere adgang til at høre klassisk musik på DR's satellit- og kabelkanal.
Det sidste er især beklageligt, fordi de to timers klassisk morgenmusik på program 1 flere dage om ugen spoleres af alt for snakkende studieværter, hvoraf én henvender sig til lytterne i et barnagtigt sprog (»Klokken siger 7.30«), medens en anden har den opfattelse, at end ikke et klassisk musikprogram kan afvikles uden en indbygget quiz. Ifølge medieforliget skal der oprettes en femte radiokanal, som alle apparatejere skal betale til, men som en femtedel af dem ikke kan aflytte.
Hermed har Danmarks Radio klart fastslået, at den ikke anser afgiften for at besidde en radio- eller fjernsynsmodtager for licens, men for en skat.
Man opkræver beløbet hos alle apparatejere, men fordeler det til formål, som kun vedrører en del af dem. På samme måde som skatteborgerens penge bruges til at finansiere udgiften til goder, som den pågældende ikke selv kan nyde.
En særlig ulempe ved DR's overgang til et skatteopkrævnings- i stedet for et licenssystem består deri, at den enkelte seer/lytter har en meget svag retsstilling. Siger man nej til at skattesystem, der fratager én adgangen til at se DR2, mister man retten til at besidde et apparat.
Det kan undre, at overgangen til et skatteopkrævningssystem er gået så stille for sig. Tilsyneladende kan den ikke begrundes med henvisning til radio- og fjernsynsloven. Men i en ministeriel bekendtgørelse står der: »Betalingspligten indtræder uanset antenneforholdene for modtagning af radio- og TV-udsendelser.«
Måske vil DR's departement for skatteopkrævning henholde sig hertil. »Du skal betale, selv om dine antenneforhold ikke giver dig mulighed for at høre klassisk musik eller se DR2.«
Mon det var lovgivernes hensigt at gennemføre en så vidtrækkende ændring i licenssystemet, da de bemyndigede kulturministeren til at fastsætte nærmere regler om afgiftspligten?