Kronik: Karl Bovin og Arabien

Vognen gled frem mellem gule lermure med ranke palmestammer bag, styrede uden om et lille bedehus midt i kørebanen, fortsatte ind gennem en landsby med kalkede lerhuse, barbenede unger og flaksende høns for så at dreje til højre lige før en gruppe gravhøje og bumpe videre over gamle, længst forladte vandingskanaler mellem forpjuskede palmer og knækkede stammer. Efter et sving lysnede det forude og »tøvehovedet står endnu!«, lød det triumferende fra de sammenstuvede arkæologer i bilen, der famlede sig vej op over byhøjen og standsede foran den brede voldgrav og de forfaldne, men stadig imponerende mure af en næsten-middelalderlig fæstning. Fra bastionerne var der til de tre sider et blik ind over palmelunde, mod nord lå den glitrende Golf og tidevandets skiftende farvenuancer. Med mellemrum hvirvlede den stride nordenvind, shamalen, sand og kulde ind over fortet og gnavede af det nordøstlige hjørnetårn, der stak trodsigt frem som en sfinks, eller et løvehoved. Inde bag voldgraven, og i lavningen bag de ydre mure godt beskyttet mod klimaets barske vinde - omend ikke mod sol og væde lå omkring en stor gårdsplads en samling huse i den gamle lokale byggestil. Opført af palmetræ og palmegrene blev disse barastier holdt sammen af snor af palmefibre uden anvendelse af bare et enkelt søm. Det eneste grundmurede hus var køkkenet, solidt forankret oven på fortets arsenal med indhold af et par hundrede sten - kanonkugler. Dette var Bahrain Expeditionens hovedlejr. Her i det Portugisiske Fort havde i en årrække gennem tre vintermåneder Expeditionens deltagere og gæster deres hjem. En af dem var maleren Karl Bovin.

Når Kalle i halvtredserne og tresserne regelmæssigt deltog i Bahrain Expeditionerne, skyldtes det venskabet med P.V. Glob, hvis fremsyn også indrømmede kunstnere en plads på holdet - »Det er dem, man vil huske, når vi andre er glemt«. Adskillige fik på denne måde et indblik i en fjern og fremmed kultur, hvor nutid og middelalder blandede blod. Kalle var den, der kom igen år efter år. Hjemme på Bahrain, sagde han, og der smiledes lidt. Men vi andre tænkte jo det samme, og det var ikke nogen talemåde. Man levede sig sammen med palmerne og støvet med de opkiltede arbejdere, der flyttede jord i udgravningerne eller vandede deres små afgrøder rundt om landsbyen, med fiskerne, der reparerede båden ved stranden eller røgtede ruser, når tidevandet trak sig tilbage til en fjern blå linie. Brogede eller sortklædte kvinder gik til og fra brønden med vandkrukker på hovedet. Hvidkjortlede arabere færdedes ud og ind i lejren. Og på byhøjen rundt om lejren flyttedes der jord, afdækkedes mure, der blev målt og tegnet, indsamledes potteskår, der blev studeret og sorteret. Det var en travl, men aldrig forjaget hverdag, oplevelsesrig som ens barndom. Man hørte til.

Gravesæsonen begrænsede sig til de kølige vintermåneder. Oftest var det i januar, holdet drog ud til Bugten i samlet flok eller i mere spredt fægtning til de forskellige områder på Arabergolfens lange kystlinie, hvor arkæologerne efterhånden satte sig fast. På Kalles billet stod der altid Bahrain, han betalte den selv, og det var ikke noget helt ringe beløb at få skrabet sammen. Heldigvis havde han ikke noget afsætningsproblem, når produkterne først var i hus. En del blev solgt i lejren, endnu før malingen var tør. Og så var der jo næste års Corner. Det var naturligvis meningen, at Kalle skulle indsuge det helt forunderlige lys, spillet mellem solen og havet og den højt hvælvede himmel, de frodige palmehavers fine farvenuancer, det fremmedartede liv, der rørte sig om os - og lade det komme til syne igen på lærredet. Og Kalle sugede. Det var straks vanskeligere at få dyppet penslen, for der var så meget at passe.

Vagtmanden i lejren var i mange tilfælde en omani eller yemenit, der følte sig lidt fremmed på Bahrain og var glad for en snak, og Kalle vidste at gøre sig forståelig på mange sprog. Vigtigst var vel hans levende og ægte interesse. Ingen gik upåagtet gennem lejren, og når udgraverne holdt pause, kom der som regel en forfriskning på bordet. Efter arbejdets ophør samledes man om teen, mens dagens fund og problemer drøftedes. Da kunne Glob godt brumme lidt, hvis Kalle stadig "riggede til',. Men sent på eftermiddagen var der det dejligste lys i palmehaven - bustanen - lige bag voldgraven, den gyldne time for et malerøje. Og med en øl eller to på lommen var der så omsider rigget færdig.

I skumringen, når lejren sad over middagen omkring det lange og meget solide bord i spisebarastien, mødte en træt og tørstig maler op med sit lærred, der kun manglede smårettelser - dem kunne han arbejde på den halve nat, mens petroleumslampen osede mod palmevæggen, og en fantastisk stjernehimmel funklede om kap med oliebålene inde på det arabiske fastland.

Andre dage blev maleren kørt ud i landskabet og efterladt, hvor han havde udset sig et sted. På østsiden af Bahrain svævede Perlefiskerøerne fatamorganaagtigt mellem himlens og Golfens blå. Befolkningen her havde et indisk indslag, åbenbart en god blanding. Det var usædvanligt kønne mennesker, og selv om kvinderne bar slør eller maske, så påstod Kalle, at skønheden alligevel trængte igennem. Det var nu ikke dem, han malede, men han befandt sig godt på deres strand.

Et andet tilholdssted var på øens modsatte kyst ved Budaya, hvor en lille fiskerlandsby trivedes i læ af en række forladte købmandspaladser. På bådebyggerpladsen ved hovedbyen Manama faldt han med sin arabiske kjortel og sit hovedtøj ganske ind i omgivelserne. Det var kun, når han med de andre sad på række i strandkanten med bukserne om hælene, man kunne se forskel, påstod han - og kom tilbage til lejren fuld af viden om faget måske endda med et billede. Studiet af bådene fortsatte han på sine ture ad stranden, hvor fiskerne sad i skyggen af palmerne og kalfatrede.

Hver sæson havde sin daglange udflugt, fra de frodige oaser gennem øens ørkenområder til sydspidsen, der som en sandtange strakte sig ud i Golfen. Hver gang faldt Kalle i henrykkelse, for det var som at besøge Skagen, akkurat det samme vide udsyn, det samme lys. På tilbageturen var han lige så lykkelig for den flade ørkenslette, hvor en strittende palmebusk i solflimmeret fangede hans malerblik, eller varanhullerne lokkede til en jagt på dette sære øgledyr. Han havde kommentarer til alt, fra paladsernes arabiske stilarter til desmerdyrene, der smuttede om mellem blomstrende oleandre, eller en bustanarbejder med sin krumkniv. Det var udmattende og en anelse frustrerende at ledsage Kalle, for han oplevede jo det hele for én. Nu så mange år efter står hans bemærkninger skarpt i erindringen sammen med det oplevede, en rigdom af billeder på sin vis skabt af Kalle. Han lærte os at se, så synet prægedes.

Der var vel også den tanke bag disse blandede expeditioner, at de skulle være en udfordring parterne imellem, en gensidig påvirkning. Fagcentrerede arkæologer havde godt af et blik ind i en anden verden. Og Kalle mumlede vel snefoged og pernittenrøv om den, der ville indskrænke hans malerværksted, der havde en tendens til at brede sig over hele lejren, men det regelmæssige liv bekom hans helbred og produktion godt, og han var ikke utilfreds med, at han kunne finde et redskab, når han havde brug for det. Arkæologernes saks var ganske vist tøjret med en snor, men det var der jo råd for. Mange slidte og kasserede buksebage splittedes op til lærred, når det - regelmæssigt - viste sig, at der var medbragt for lidt. Der kunne også fejlagtigt ryge et nyt agterspejl, dog hvem havde sind til at klage over det, når det var genopstået som Sheik Ibrahims have eller en trommende araber. Der var endda mulighed for at generhverve det. Det gjaldt blot om at få værket fra maleren i rette øjeblik, han var umådeligt kritisk med sine ting, arbejdede stadig videre på dem, rettede med pensel, skrabede med ølkapsel, smurte med fingrene. Det lykkedes ikke altid til hans tilfredshed, og så blev de nådesløst kasseret. Blanke i blikket så vi dem tilintetgjort, de var jo salgbare, det var mange penge. Vi lærte noget om selvkritik.

Kalle satte sjældent sine ben i en udgravning. Han holdt af at sidde højt på en bastion med staffeliet, og lade et af felterne på byhøjen indgå i motivet. Arbejdernes karakterfulde ansigter skitserede han, når de havde ærinde i lejren. Man respekterede hinandens arbejde. Samme hensyn gjaldt de små private territorier i lejren, selv om det kneb mere. I den lange boliglænge havde hver sin celle skilt fra yderverdenen af en flettet måtte og fra naboen ved en palmevæg, der vel ikke var gennemsigtig, men absolut ikke lydisoleret. Om støv og fluer var man fælles. Alligevel gav det en fornemmelse af privatliv, og på de få kvadratmeter kunne enhver indrette sig efter ønske.

Her blev Kalles samlermani en hård prøvelse. Sommerfugle og biller gik an, og hans herbarium duftede balsamisk, men på et tidspunkt husede han en død varan, der skulle med til Fårevejle (det kom den), og der var altid et større madforråd - natmaden skulle sikres. Det tiltrak mange små levende væsener, ikke mindst fluer, så det krævede megen selvtugt at gennemføre ikke-indblandingspolitikken.

Efter en måned eller to i så nært samliv vokser små irritationer uforholdsmæssigt og bliver til eksplosioner. Her fungerede Kalle som lynafleder. Hvem kunne holde sin arrigskab vedlige, når han ikke fattede årsagen og forlængst var optaget af mere væsentlige ting. Hans utallige barokke indfald forløste latteren. I stilfærdige stunder fængslede hans store viden. Ved festlige lejligheder kom klarinetten op af posen. Som Glob havde han evnen til at gøre hverdagen oplevelsesrig. Omgivelserne kunne tabe pusten, men ingen kom hjem med blank billedflade.

Hvordan så nu det arabiske samfund på denne farverige personlighed? Bahrain mødte os alle med åbenhed og overbærenhed. I palmehaverne lyste de brune ansigter op, når Kalle lod sig se. Indsamlingen af planter, der stak frem af malerkasse og lommer, mens han memorerede deres arabiske navne, kunne kun finde forståelse hos oasefolket. Hans musikalitet slog bro, hvor sproget ikke rakte. Som regel havde han en indisk fløjte fra bazaren i lommen, og var den forsvundet gennem et hul, så kunne han på den nærmeste stump vandslange spille Bahrains nationalsang, så politisoldaterne stod ret og vi andre nynnede med.

Kalle og Expeditionen kom måske til at betyde mere for hinanden, end selv Glob forudså. For hans kunst blev mødet med Arabien et langt og frodigt kapitel. Gamle Bahrain-kammerater kan daglig glæde sig over, hvor utroligt fint han fangede solflimmeret i en palmehave eller over en blændende strand - vi, der var så lykkelige at opleve Bahrain sammen med ham og i lyset på dens sydspids, genså Skagen.