KRONIK: Det kniber med renligheden

Det er som bekendt en dårlig fugl, der skider i sin egen rede. Ikke engang svinene gør det. Menneskene derimod kan man ikke sige det samme om. Vi er opvokset i en kultur-stat, skriver dagens kronikør. Vi er kultiveret til at være renlige, men er vi det nu også? Sagerne fra Levnedsmiddelkontrollen, der igen og igen finder f.eks. colibakterier i kager, i fast food og andre steder vidner om, at det måske især er på overfladen, vi er rene og pæne.På vejen hjem fra ferie i udlandet benyttede jeg et toilet på Århus Banegård, og med ét sprang følelsen frem i mig igen. Jeg savner den lille, ældre kone med strikketøjet, der i min barndom passede de offentlige toiletter i Danmark. Måske var det surt at skulle slippe et par småmønter, men man kunne forvente at finde et rent toilet.

For nogle år siden indførte DSB betalingstoiletter og indlagde samtidig, blåt og gult lys på toiletterne. Det opleves mere som en foranstaltning for at holde narkomaner væk, end som en forbedring for de almindelige brugere, for hygiejnen er ikke blevet bedre. Hvad nytter det, at toiletterne bliver gjort rene én gang i døgnet, når brugerne generelt er nogle svin?

Det er som bekendt en dårlig fugl, der skider i sin egen rede. Ikke engang svinene gør det. I min barndom gik grisene normalt i to-delte stier. I den ene åd og sov de, og i den anden besørgede de. De er i modsætning til deres navn nogle renlige dyr. Menneskene derimod kan man ikke sige det samme om. Vi er opvokset i en kultur-stat. Vi er kultiveret til at være renlige, men er vi det nu også? Sagerne fra Levnedsmiddelkontrollen, der igen og igen finder f.eks. colibakterier i kager, i fast food og andre steder, vidner om, at det måske især er på overfladen, vi er rene og pæne.

Jeg arbejdede engang på et sygehus. Nytårsaften kom mange folk ind af mange forskellige årsager. Det rygtedes fra modtagelsen, at mange af de indlagte i virkeligheden var møgbeskidte under den pæne skjorte.

Små børn har ble på, og gamle folk får også ble på, når de ikke længere kan tage vare på sig selv. I årene derimellem klarer vi os, som vi har lært det hjemmefra - på godt og skidt.

Førhen var der ikke badeværelser i folks boliger. Min mor boede f.eks. som student i en lille taglejlighed på femte sal i det indre København - med lokum i gården.

Under sådanne forhold er der ikke langt fra tanke til handling.

Når man skal, så skal man, og så er der langt ned fra femte sal.

Køkkenvasken har jo afløb, og vi siger det ikke til nogen. Dengang kunne man vel heller ikke forvente, at kropshygiejnen var særlig god. Gradvis kom der badeværelser i boligerne, men de kom først i den private boligmasse. Nu er badeværelset ét af de vigtigste rum i huset, og der er ingen grænser for dets udstyr for kroppens velvære under bruseren el. i boblebadet. Men borte fra hjemmets trygge rammer har vi også brug for - især et toilet. Der må vi ofte ty til de offentlige toiletter, eller må vi?

Jeg bruger dem så vidt overhovedet muligt ikke. De er ofte slimede - enten uden papir (og sæbe) eller med papir over hele gulvet, tilstoppet i toilettet, og de stinker.

De eneste offentlige toiletter, jeg bruger, er til nød dem i Inter-city togene, på færgerne, der desværre er ved at forsvinde - og i lufthavnene. Nogle få steder på servicestationer kan man være heldig at finde et rent toilet - men man skal ikke forvente det.

Jeg har tilbragt megen tid på landevejene. Jeg har forlængst lært, at naturen er langt mere tiltalende at forrette sin nødstørft i end de opstillede grønne toiletbobler på rastepladserne eller de støbte rustfri ståletablissementer, der er bygget på motorvejene - naturligvis for at beskytte dem imod tyveri og hærværk. Man kan desværre ikke beskytte dem imod misbrug, beskidte skriverier og stank.

Ulækkert, rystende og skammeligt. Vi kan ikke være det bekendt. Så langt hellere risikere at blive stukket af en myg el. i værste fald få et strejf af en brændenælde, der vifter i vinden ude i naturen. Det ved man da, hvad er.

Jeg savner den lille, ældre kone, der ydmygt holdt toiletterne rene i min barndom. For nogle få år siden oplevede jeg hende igen i Budapest. Vi havde nydt en kop kaffe på en udendørs torveservering, og som bekendt: Når man skal, så skal man. Hun var svær at finde. Der var langt til torveserveringens hotels toiletter i kælderen ad krogede gange i skærende kontrast til det stærke sollys ude på pladsen. Men hun var der, og toiletterne var rene og appetitlige.

Hvordan kan det være, at offentlige toiletter har så lav status i Danmark? Det er som om menneskers behov i den retning ikke eksisterer. Hvorfor hører de f.eks. ikke ind under miljøministeriet?

Hvorfor gør man ikke noget (mere) for at få en imødekommende standard?

Mon ikke jeg selv kan svare på det? Det handler om penge. Det koster penge at ansætte en dame - eller måske en stor, stærk mand, til at styre folks brug af de offentlige toiletter. Det er lønninger = flere ansatte i den offentlige sektor.

Hvis vi vender hele problematikken på hovedet, hvordan skal vi så forvente, at børnene lærer både renlighed og orden, når de ser, at hverken forældrene eller det officielle Danmark gør noget ved problemet?

For nogle år siden var jeg på et kort besøg i Amsterdam. På en lørdag - eller var det søndag morgen, var folk allevegne i gang med koste, spande og vandsianger. De vaskede både deres huse og fortovene af, og vandet drev, men overalt stod der blomster i klare, stærke farver. Det var en fornøjelse at opleve hollændernes livsstil på det område. Det inspirerede til renlighed.

Jeg kunne f.eks. ikke drømme om at smide noget som helst sådan et sted, hvor folk satte en ære i at holde det pænt og rent. Mon ikke andre hår det på samme måde.

Betyder det, at det lettere selv at smide sit affald, når der ligger noget skidt i forvejen? Jeg tror det.

Hvad hjælper det, at der er sat affaldskurve op i bybilledet, når folk alligevel smider deres papir, cigaretskod, ølkapsler, flasker og plasticpose over alt? De gider ikke ulejlige sig til at gå hen med skidtet til affaldskurven.

For nylig fandt jeg sågar tre ølkapsler på min fars gravsted inde midt på kirkegården. Hvordan kan sådan noget overhovedet ske? Er folk bare ligeglade, eller har de ingen opdragelse?

Langs de sønderjydske landeveje ligger tyske øldåser spredt. De er smidt ud ad vinduerne fra bilerne, efterhånden som de er blevet tømt på vejen hjem efter en indkøbstur. Ikke bare ser det grimt ud. Nogle af dåserne flyver helt ind på markerne, og der kommer de i grønthøsteren og bliver senere som strimler serveret for kreaturerne sammen med vinterensilagen.

Desværre er dyrene ikke i stand til at sortere metalstumperne fra. De forårsager derfor lidelse og død, ærgrelse, dyrlægeregninger og tab for landmændene. (Mon ikke disse erfaringer er med i miljøministerens fortsatte holdning imod øldåser på det danske marked?)

Er det blevet sådan, at vi er alt for vant til, at samfundet ordner tingene for os? At vi ikke selv behøver at gøre noget? At det bare kan være ligemeget?

Der sker jo ikke noget ved det. Hvorfor ulejlige sig, når man bare kan lade skidtet ligge? - F.eks. tømme bilens propfulde askebæger med cigaretskod lige midt på vejen på rastepladsen bare to meter fra affaldssækken. Det er jo det nemmeste. Og slibe den gamle øses stelnummer af og smide den - måske på den samme rasteplads. Det er billigere end at køre den til bilophuggeren, og der er jo ingen, der kan se, hvor den kommer fra. Måske - men det er hensynsløst svineri. Det betyder, at andre skal rydde op, og at vi alle skal være med til at betale det over skatten. Det er smadderærgerligt, og det er der ingen af os, der kan være tilfredse med.

Er vi gennemgående blevet for forvænte i vort samfund? Er vi så vant til, at vi kan få næsten alting uden at skulle gøre ret meget, endsige betale ret meget, fordi vi lever i en velfærdsstat? Er det derfor, at vi åbenbart giver hele dette menneskelige affaldsproblem en nok så solid finger?

Der er ikke tvivl om, at det handler om holdninger. Børn ser, hvad deres forældre gør, og de gør det samme. Børn er børn. De er i nogen grad undskyldt. De tænker ikke over konsekvenserne. Det er deres forældre, der har ansvaret - også for at børnene ikke får lært, hvordan heldigvis de fleste mennesker gerne vil have det pænt og rent omkring deres hjem - at vort land også er vort hjem, og at vi derfor har en pligt til at kunne være os selv bekendt, når vi færdes ude omkring.

Skolen kan gøre meget. Mange især private skoler har også ordninger, hvor børnene skal rydde op efter sig, sætte stole op, tørre tavlen af og muligvis feje gulvet, inden de får lov at gå hjem. Det er en god id´e. Det hjælper,men det er næppe privatskolerne = betalingsskolerne, der har de elever, der kommer fra de hjem, der er mest ligegyldige overfor orden, hensyn til andre og almindelig hygiejne.

I Oslo er fortorvene plettede af folks nedtrådte tyggegummiklatter. I Danmark er det af hundelorte.

»Lorteland« råbte Buster Larsen i det daværende satireprogram på TV.

Vi grinede, men vi gjorde åbenbart ingenting ved det.

»Se, hvor du træder,« sagde min mor, da jeg var lille pige. Det var vist for at lære mig at sætte foden sikkert. Det er lige så nødvenvendigt i dag, for det er ærgerligt at træde i en hundelort. Det stinker, og lugten bliver hængende længe.

Man prøver igen og igen med kampagner for at få hundeejerne til at samle op efter deres firebenede venner. Mange gør det heldigvis, men der er desværre stadig alt for mange, der nok så uskyldigt vender ryggen til, mens hunden krummer sig sammen og afleverer sine efterladenskaber der, hvor inspirationen og trangen meldte sig. Hunden er ellers et intelligent dyr, men den bliver desværre ikke bedre, end den bliver trænet/opdraget til. Det er synd, for der er et meget større potentiale i den.

Det er der også i os mennesker, Det betyder, at det ikke behøver at være sådan, at skidtet flyder, og at vi skammer os over at være danskere.

I min lille by her langt ude på landet er forskellen ikke så stor. For at undgå hærværk og unødigt svineri låser man det offentlige toilet kl. 22. Derefter tisser folk op ad husmurene, fortrinsvis i smøgerne. Velbekomme.