KRONIK: Pontius Pilatus' egen pine

Pint under Pontius Pilatus". Ifølge adskillige middelalderlegender endte den romerske landshøvding, der dømte Jesus til døden, som et frygteligt genfærd, man særligt skulle undgå om fredagen. Men i den koptiske kirke er han, der også offentligt vaskede sine hænder og erklærede sig uden skyld i Jesu død, en helgen. Var han ond eller god? Var han en håndlanger for Djævelen eller et led i Guds plan for menneskehedens frelse? Det er ikke helt nemt at svare på, skønt millioner af kristne dagligt nævner hans navn, når de fremsiger trosbekendelsen.

Ann Wroe, der er redaktør på det engelske tidsskrift The Economist har i mange år interesseret sig for Pilatus, og det er der kommet en af sæsonens mest originale bøger ud af. "Pilate. The Biography of an Invented Man" hedder den, og allerede titlen antyder den største formelle vanskelighed, hun er stødt på under sit arbejde. For hvordan kan man skrive en biografi om en af verdenshistoriens betydeligste bipersoner, når de fleste af kilderne til hans liv er opdigtede?

Ann Wroes løsning på dilemmaet læses bedst som et moderne mysteriespil. Ved at gennemgå, hvad vi ved, og særligt hvad vi gerne ville vide om Pilatus, giver hun sine læsere en ny indfaldsvinkel til lidelseshistorien. Som et mysteriespil levendegør historien om Pilatus en række historiske, dogmatiske og etiske dimensioner af kristendommen. For i Pilatus og i det rige legendestof omkring ham genfinder vi hovedelementerne i enhver kristens liv: uskyld, synd, anger og håbet om frelse.

Langfredag er bogens naturlige omdrejningspunkt. Her mødes historiske kendsgerninger og arkæologiske vidnesbyrd med evangeliernes beretninger og kristendommens budskab. Pilatus var landshøvding i Judæa fra år 26 til 36. I det romerske imperium var Judæa en andenklasses post, der ikke engang rapporterede direkte til Rom. Og ikke meget tyder på, at Pilatus forstod eller brød sig om det folk, han skulle bestyre på vegne af kejser Tiberius. De jødiske historikere Josefus og Filon beretter, at han klodset krænkede jødernes religiøse følelser ved at føre de romerske felttegn ind i Jerusalem, og at han brugte templets midler til at opføre en aquadukt. Skånselsløs, korrupt og grusom er nogle af de prædikater, der hæftes på ham. Og han var kendt for at henrette folk uden ordentlig domsafsigelse.

Pilatus har heller ikke efterladt sig mange fysiske spor i Judæa. En sten i Cæsarea, der bærer hans navn, nogle mønter og resterne af den aquadukt, som han måske lod bygge for templets penge, er alt, hvad der er tilbage. Det er næsten givet, at han hin påske hellere ville have befundet sig i sin smukke residensstad Cæsarea ude ved Middelhavet end i Jerusalem under en religiøs højtid, der notorisk gjorde jøderne endnu mere uregerlige.

Hvordan så han ud? Om Pilatus' ydre vides intet. Men vi kan gætte på, at han i overenstemmelse med datidens kejserlige mode formentlig var korthåret og glatbarberet. Og det er netop ved at beskrive Pilatus' barbering, at Ann Wroe så at sige kommer ind under huden på ham:

Vi er i Jerusalem i Herodes' palads. Det er tidlig morgen. Fredag. »En tjener bragte koldt vand, og med to eller tre smidige håndbevægelser fugtede tonsor'en Pilatus' kinder uden anvendelse af yderlige smøring. Så begyndte den langsommelige barbering. Barberbladet blev trukket henover huden. Huden blev øm, og så blev bladet atter trukket henover den. Nogle gange smuttede bladet. Der var en kortvarig, intens smerte, og der kom blod på landshøvdingens fingre, da han instinktivt berørte såret. Og således - irriteret, øm og med et snitsår - kom Pilatus ud den fredag morgen til sit møde med Kristus.«

Selvfølgelig er det opspind, men detaljen er god, uanset om vi mener Pilatus er en skurk eller et offer for omstændighederne. Forfatterne af Middelalderens mysteriespil udstyrede tit Pilatus med gevaldige tømmermænd for at understrege hans moralske opløsning og ville have grebet idéen med kyshånd. En tot vat på kinden står i den forstand godt til blodskudte øjne. Men scenen virker også fint i overført betydning som optakt til konfrontationen med Jesus. Her mødes det meget, meget store med det meget, meget små. »Mit rige er ikke af denne verden,« siger Jesus. Og Pilatus piller ved sin skramme.

Stillet over for Jesus spørger Pilatus: »Hvad er sandhed?« Og den replik er måske det mest livskraftige, der kom ud af det møde. Alle kender det dramatiske spørgsmål. Men svaret får lov at hænge i luften. Pilatus vil ikke have noget svar. Han er slet ikke interesseret. Han har forsøgt at undgå sagen mod Jesus og er fristet til at løslade ham, men lader så alligevel være, da mængden råber op. Til gengæld vasker han også sine hænder for at være på den helt sikre side, hvis stemningen skulle ændre sig. Her er en embedsmand, der bryder med alle principper, men som gør alt for at bevare sin autoritet.

Det er derfor ironisk, at Johannesevangeliet også anbringer Pilatus i en sammenhæng, der må være enhver embedsmands mareridt, nemlig at blive holdt i uvidenhed om sine egne sager. For Pilatus gennemskuer ikke, hvad der sker, da han bliver konfronteret med Jesus. »Du havde ikke nogen som helst magt over mig, hvis ikke det var givet dig ovenfra,« fortæller Jesus ham. Her mangler vi Pilatus' svar. Men for den kristne, der tror, at Gud har en plan for menneskehedens frelse, er det oplagt, at Pilatus havde en rolle at spille fra begyndelsen. I Johannesevangeliets beretning er det Jesus, ikke Pilatus, der dominerer mødet mellem de to. Og i teologisk forstand er Pilatus fanget i Guds plan. Han vrider og vender sig og redder næsten Jesus fra at blive korsfæstet. Og det ville selvfølgelig have været helt forkert.

"Pilatus" var traditionelt en titel, romerne gav til soldater, der var dygtige til at kaste med spyd ("pilum"). Men vi ved ikke, om Pontius Pilatus var militær. Vi ved heller ikke, hvor gammel han var, eller hvor begavet han var. Ejheller ved vi, hvor han stammede fra. Romerriget var stort, og nogle hævder han var indfødt romer, andre at han var af kongelig byrd og fra Mainz og andre igen, at han var af spansk oprindelse.

Hans endeligt er også mere interessant end hans oprindelse, fordi det er svært at forestille sig, at der ikke er et efterspil, når det drejer sig om den mand, der dømte Guds Søn til døden. For det er uomtvisteligt, at Pilatus dømmer Jesus til døden. Men lige så umomtvisteligt er det, at han kun gør det efter hårdt pres fra jøderne. Og er det virkeligt alt, hvad der er at sige om den sag? Blev han selv nogensinde klar over uhyrligheden af, hvad han havde gjort? Og hvor er mellemregningerne om fri vilje, profetier og guddommelige planer?

I de apokryfe Pilatusakter, der er en videre bearbejdning af processen mod Jesus fra evangelierne, løses problemet ved, at Pilatus ender med at blive kristen sammen med sin hustru Procula og derved selv får del i Kristi frelsergerning. Og i den koptiske tradition får efterspillet en yderligere drejning. Overbevist om at Pilatus har begået et justitsmord ved at lade Jesus herette dømmer kejser Tiberius Pilatus til selv at blive korsfæstet (og halshugget). Før sin død knæler Pilatus ned og beder Gud om nåde, og en stemme fra himlen forsikrer ham: "Alle generationer og alle hedningefamilier skal kalde dig salig, for i din tid blev alt det opfyldt, som profeten havde forudsagt om mig." Og Pilatus blev en helgen i den koptiske kirke. Og hans festdag fejres den 25. juni.

Den vestlige tradition er knap så sentimental. De kirkelige mysteriespil tildelte Pilatus en skurkerolle og lod ham vise sine værste sider i samspillet med Judas, Kajfas og de romerske soldater. Og for de oldkirkelige og middelalderlige krønikeskrivere var et selvmord simpelthen den eneste mulige afslutning på Pilatus' karriere. For hvordan kunne man ellers vise Himlens vrede?

Kirkehistorikeren Eusebius skrev således, at Pilatus »i den grad ramtes af ulykke, at han af nødvendighed blev sin egen morder og sin egen bøddel«, og daterede fortrøstningsfuldt selvmordet til mellem marts 39 og marts 40. Og der findes utallige beretninger om mennesker, der har set Pilatus' genfærd. For uanset at han forsøgte, lykkedes det aldrig for Pilatus at vaske Kristi blod af sine hænder. Plaget af skam og fortvivlelse over sin gerning må han fortsætte sin endeløse vandring på jorden indtil dommedag.

Ingen tvivl om at Ann Wroe kender Pilatus' type fra sit arbejde på The Economist. Han er den opportunistiske politiker og meningsdanner, hvis pragmatisme skyldes fraværet af personlig overbevisning. I heldigste fald vil han måske kort overveje den modige, men upopulære handling og så alligevel trække følehornene til sig. Det er en meget menneskelig reaktion, og derfor er beretningen om Pilatus også en fortælling om menneskeslægten siden da. For hvordan formodes det 20. århundredes mennesker at forholde sig ansigt til ansigt med Vorherre, når religiøs overbevisning så tit ligner svaghed eller simpelthen stiller for store krav? Det er for billigt blot at spørge: »Hvad er sandhed«?

Heldigvis.

Ann Wroe: Pilate. The Biography of an Invented Man. Jonathan Cape, London 1999. £ 17.99.