Kronik: Krigen mod terrorismen giver mere terror

Terrororganisationen Al Qaida ramte fjenden lige i hjertet, og ca. 3.000 mennesker mistede livet. Den 11. september 2001 er dagen, da Al Qaida for alvor slår sit navn fast verden over. Al Qaida har antagelig kopieret en algerisk gruppe, som havde planer om at styre et fly ind i Eiffeltårnet i 1994. Angrebene ryster USA og en stor del af den øvrige verden. Vesten ser en ny fjendes ansigt - en fjende, som også findes midt iblandt os. I USA afliver angriberne den opfattelse, at nationen er usårlig. Præsident Bush erklærer krig mod terrorismen. Og formulerer sin doktrin: Enten er I med os, eller også er I imod os (og med terroristerne).

Den nye internationale terrorisme har rettet følehornene mod hele verden. Al Qaida og organisationens medinteressenter har etableret celler i flere lande i Europa. Angrebene i Paris i 1990'erne, Moskva 2002, Istanbul 2003, Madrid 2004, Beslan 2004 og London 2005 skaber rystelser. Efterretningsvæsenet har afværget flere angreb: mod julemarkedet i Strasbourg i 2000; Sydney og Canberra i 2005 og London i 2006. Storbritannien, Tyskland og Frankrig afslører hvert år en række terrorforsøg. Radioaktive og biologiske våben frembyder også en trussel.

Waziristan i Pakistan, på grænsen til Afghanistan, er base for talebanere og Al Qaida. Der er 5.000-15.000 talebanere i området. Her uddannes hellige krigere og selvmordsbombere. Pakistans forsvar har dræbt 300-400 af dem, men har ikke længere kontrol over området. Der er mistanke om, at Osama bin Laden befinder sig der. Talebanerne har forberedt sig til større angreb mod Afghanistan i år.

Det er magtens og voldens ironi, at det var USA og den centrale amerikanske efterretningstjeneste CIA, som sammen med Saudi-Arabiens og Pakistans efterretningstjenester finansierede mujahedinbevægelsens og talebanernes træningslejre i Waziristan og forsynede dem med våben i krigen mod russerne i Afghanistan. Ud af denne smeltedigel af militante islamister smedede Osama bin Laden, hans højre hånd, al-Zawahiri, og flere andre deres terrorvåben Al Qaida. USA nærede ved sit bryst det barn, der senere skulle rette sin vrede og dødsforagt mod forældrene.

Nu er mange af de islamistiske grupper forenede i hellig krig mod kætterne i USA og Europa. Al Qaida har allieret sig med undergrundsgrupper i Algeriet, Marokko, Irak, Somalia, Tjetjenien, Kashmir, Indonesien, Tunesien og Libyen og etablerer nye baser i Mauretanien og Mali. Islamister fra hele Nordafrika, Mellemøsten og Europa kommer til disse lejre. »Vi stikker en dolk i hjertet på de amerikanske, britiske og franske korsfarere,« hedder det.

Angrebene mod Vesten har til formål at sprede skræk og rædsel, som får Vestens skrøbelige samfundssystem til at gå i baglås eller amok. Det sidste er vel det, som er under udvikling, når vi ser på, hvordan kontrolapparaterne vokser til noget À la Orwells ”1984”. Angrebene har også symbolværdi. De vækker stor opmærksomhed i medierne, og Al Qaidas handlekraft drager tilhængere. Den svage kan opnå magt og status ved at blive en del af netværket. I Europa arbejder Al Qaida under jorden for at mobilisere utilfredse og desperate muslimer, som ikke kan se nogen fremtid. I Frankrig har organisationen stor fremgang i de muslimske forstæder.

USA's svar på 11. september var at bombe Afghanistan og siden hen angribe Irak. Det har vist sig at være ikke blot en dårligt gennemtænkt strategi i krigen mod terrorisme, men også at virke stik modsat. USA's egen sikkerhedstjeneste, CIA, har konstateret, at terrorismen i verden er taget til, siden USA gik til angreb på »terrorismens rødder«. I en rapport fra det amerikanske udenrigsministerium fra i år hedder det, at antallet af terroranslag voksede med 25 pct. fra 2005 til 2006. 14.000 angreb i 2006 krævede 20.000 menneskeliv, de fleste i Irak og Afghanistan. Antallet af sårede og kvæstede voksede med 54 pct.

Det er at misforstå terrorismens grundlag at angribe nationer. Man burde spørge sig selv, hvem der rekrutteres til terrorismens rækker. Der er i hvert fald fire kategorier: de, der kommer fra den muslimske middelklasse i Mellemøsten og Asien og føler sig ydmygede og krænkede af deres eget styre og af Vestens udnyttelse; udstødte og diskriminerede unge muslimer i Vesten; religiøse fanatikere; og de, der vil hævne uretfærdighed, som Vesten har begået over for dem i form af vold og undertrykkelse.

Normalt nævnes fire områder, hvor der skal sættes ind for at bekæmpe terrorisme: 1) etablering af en ny verdensorden med global retfærdighed, dvs. punktum for Vestens udnyttelse af Den Tredje Verden, frihandel, gældsafskrivning og investeringer; 2) omfattende udviklingsprojekter i Den Tredje Verden, som fører til modernisering af samfundene, inkl. demokratiske ledelsesformer og mærkbart mindskede klasseskel; 3) selv i Vesten er der behov for at mindske klasseskel, fjerne diskrimination og sætte en stopper for, at nogle står udenfor, ligesom der er behov for fornyede bestræbelser på at integrere flygtninge og indvandrere, uddannelse, arbejde, karrieremuligheder og mulighed for at deltage på lige fod i samfundslivet og politik; endvidere bekæmpelse af fanatiske ledere, f.eks. militante imamer, som udnytter utilfredshed hos unge indvandrere; 4) øget sikkerhed, informationstilvejebringelse og kontrol for at afsløre terrorister og deres planer.

Satsningen på global retfærdighed er vigtig i kampen mod terrorisme, men har hidtil ikke været så omfattende. Ganske vist er der mange udviklingsprojekter i Den Tredje Verden, men set i et globalt perspektiv øges kløften ikke desto mindre. Et aspekt af globaliseringen er, at befolkningen i Den Tredje Verden er blevet mere bevidst om sine egne og andres livsvilkår. Forskellene er kolossale. Mange er derfor rede til at ofre livet for drømmen om Europa eller USA. Men når flygtningene når så langt, havner de ofte på samfundets bund, uden anerkendelse og karrieremulighed. Det finder de unge sig ikke i. De har set rigdommen og den moderne tilværelse, og det at være udenfor gør dem bitre.

EU satser mest på det, som er billigst og nemt. Det handler om sikkerheds- og kontrolforanstaltninger. Der opbygges kolossale aflytningssystemer, som snart kan måle sig med USA's. Al data- og teletrafik vil blive kontrolleret. Hver gang vi køber en flybillet, vil personlige oplysninger om os blive lagret i APIS (Advanced Passenger Information System) og udvekslet med USA. Pas og id-kort skal forsynes med biometriske data (fingeraftryk, irismønster, osv.) og bliver lagret i en database for hele EU. Vi havner alt efter risiko i en af tre grupper: grøn, gul og rød. Havner man i den røde, kan man glemme alt om at rejse med fly i fremtiden. EU etablerer en juridisk overbygning, som er begyndelsen til en overordnet EU-stat, som truer den personlige integritet. I Sverige har Riksdagen besluttet at give politiet lov til at aflytte personer, selv om der ikke er mistanke om en forbrydelse.

Vor tids terrorisme er knyttet til det moderne, sårbare samfund og vor måde at leve på. Men overflodssamfundet er også et luftspejling, som pirrer den muslimske middelklasse, en velstand, som imidlertid kun et fåtal kan opnå. Modsætningen afspejles i de supermoderne metropoler, som opbygges med oliepenge i bl.a. Saudi-Arabien. Overklassen beriger sig og styrer efter et feudalt system, med støtte fra USA og Europa. Middelklassens utilfredshed vokser. Al Qaida kritiserer styret for »ikke at følge Guds lov« og udnytter utilfredsheden.

Det er, som om krigen mod terrorisme fører til den polarisering, som terroristerne stiler efter mellem Vesten og den islamiske verden. Under terrortruslen bliver den politiske kultur monolitisk. Der er risiko for, at Vestens hidtidige reaktion på terrorismen resulterer i, at den vesterlandske, demokratiske livsstil erstattes af et autoritært kontrolsamfund. Så er der ikke længere noget, der hedder tolerance, mangfoldighed og åbenhed. Dertil kommer, at de vestlige økonomier vil blive udmattet af krigen mod terrorismen. Vi vil nærme os det frygtede scenario, civilisationernes kamp - just hvad terroristerne ønsker.

Vesten skabte den trojanske hest Israel for at dulme sin dårlige samvittighed over for jøderne, men på arabernes bekostning. Det er en evig kilde til arabisk vrede. Det bliver ikke bedre af, at Israel opfører sig nogenlunde sådan over for sine fjender, som Saddam Hussein gjorde i Irak. USA's angreb på Afghanistan og talebanstyrets detronisering var vellykkede i den forstand, at Al Qaida næsten blev udslettet og mistede støtte i befolkningen. Men USA giver Al Qaida ny vind i sejlene ved at overfalde Irak. Saddam Hussein-styret beskyldes for at have haft kontakt til Al Qaida, og det påstås, at al-Zarqawi er beviset herfor.

al-Zarqawi tilhørte imidlertid ikke Al Qaida og havde heller ikke kontakt til Saddam. Tværtimod var han Saddams fjende ligesom Al Qaida. Den respekterede tidligere amerikanske udenrigsminister Colin Powell løj om disse forhold i FN, og USA forspildte chancen for at knække Al Qaida en gang for alle. Efter invasionen i Irak har Al Qaida fået ny vind i sejlene og får flere medlemmer og selvmordsbombere, end netværket kan rumme. Der ligger en dyb ironi i, at Bush' og USA's krig mod terrorismen har givet os mere terrorisme, og at vi alle føler os endnu mere truede. Det er på høje tid at ændre strategi over for terrorismen.