Ondskabens filosofi
For mange antisemitiske medlemmer af det nazistiske parti var jødeudryddelsen et spørgsmål om at udrydde onde mennesker. Man udryddede andre mennesker i det godes navn for at realisere et ideal. Det er denne idealistiske ondskab, som Osama bin Laden deler med Hitler og andre, der er overbeviste om, at man ved at slå andre mennesker ihjel øger verdens godhed, skriver kronikøren
På mange måder har den danske debat i kølvandet på terrorangrebet den 11. september sidste år været bemærkelsesværdig. Det er sjældent, at debat og meninger om et abstrakt begreb som ondskab finder vej til de danske debatspalter. Teologer, filosoffer, intellektuelle, politikere og andre har været på banen for at forklare, hvad der kan få mennesker til at dræbe tusindvis af uskyldige mennesker. Men i stedet for at nå ind til en dybere forståelse af, hvad ondskab egentlig er, ender denne diskussion - som så mange andre debatter - med at blive en (kun) følelsesladet debat mellem forskellige politiske grupperinger. Vi ender med at tale forbi hinanden, bl.a. fordi begrebet om ondskab er uklart.
Der er dog håb forude for en nuancering af debatten. Den norske filosof Lars Fr. H. Svendsen har skrevet bogen "Ondskabens filosofi", som blandt andet er et fremragende redskab til at forstå, hvilken form for ondskab, der udløste terrorangrebet i New York.
I bogen forsøger han at udarbejde n "ondskabens typologi", en oversigt over forskellige typer af ondskab, for der findes netop ikke kun en ren type af ondskab. Svendsen argumenterer overbevisende for, at vi kan operere med fire forskellige ondskabsbegreber:
- den dæmoniske ondskab,
- den idealistiske ondskab,
- den instrumentelle ondskab, og endelig
- den dumme ondskab.
Det er disse forskellige former for ondskab, jeg her kort vil redegøre for med udgangspunkt i den 11. september.
- Forestillingen om ondskab som dæmonisk ondskab er måske den mest udbredte, men den, der har mindst med den virkelige verden at gøre. Udøveren af den dæmoniske ondskab gør det onde blot for at gøre ondt, men det er kun i meget få tilfælde, det giver mening at tale om denne form for ondskab, hvor den onde er helt igennem ond i sig selv. Men når man ser fjenden som en inkarnation af Satan selv, er det nemmere at få opbakning til bekæmpelsen af ondskaben, og det er det, der er blevet tilfældet med Osama bin Laden, som konsekvent er blevet dæmoniseret, bl. a. af George Bush, som har kaldt ham "Den Onde". Osama bin Laden passer umiddelbart godt ind i rollen som en dæmon, og mange vesterlændinge opfatter ham utvivlsomt som en djævel, der er fyldt med ren ondskab. I virkeligheden er det dog en helt anden type ondskab, der driver terroristerne.
- Det er primært den idealistiske ondskab, som er nøglen til forståelsen af terroren i New York. Som Lars Svendsen selv har formuleret det: "Når vi skal forestille os onde mennesker, tænker vi gerne på individer, som gør noget ondt, fordi det er ondt - mennesker som virker som rene djævle. Det var terroristerne som gennemførte aktionen i USA, næppe. De repræsenterer ikke den {lsquo}dæmoniske' ondskab, men snarere den "idealistiske". Den idealistiske ondskab kendetegnes af, at aktørerne gør noget ondt i den tro, at de gør noget godt. Tænk bare på de kristne korstoge, på hekse- og kætterprocesser - der er ingen tvivl om, at mange af dem, som udførte disse handlinger, betragtede sig selv som repræsentanter for det gode. Mange nazister var også idealister drevet af en ambition om at realisere det, de så som et bedre samfund, og SS betragtede sig selv som en moralske elite. Terrorister må også stort set betragtes som idealister."
Terroristerne fra New York var altså ingen dæmoner uden idealer, men de udførte en ond gerning i det godes og Allahs navn. At en gerning udøves for et ideal, gør det ikke i sig selv godt. Hverken islam eller verdens fattige gøres en tjeneste ved at dræbe tusinder af uskyldige mennesker. Terror i Guds navn er ikke et ideal, der kan retfærdiggøres ud fra almindelig humanistisk standard og almenmenneskelig moral. Derfor hører de palæstinensiske selvmordsbomber også ind under den idealistiske ondskab, ligesom den israelske regerings undertrykkelse af palæstinenserne er en form for idealistisk ondskab, som grundlægges i en nationalistisk Blut-und-Boden-ideologi, der gør det moralsk acceptabelt at forsvare sit land med overlegen vold.
Den idealistiske ondskab, hvor mennesker gør ondt i det godes navn (terrorisme, nazisme, stalinisme), kan opstå, når der konsekvent skelnes mellem "os" og "dem" (muslim/vantro, arier/jøde, kristen/hedning, israeler/palæstinenser, danskerne/de fremmede etc.). Det er f.eks. forskellen på rettroende muslimer og vantro amerikanere, som legitimerer Osama bin Ladens terrorisme. Men George Bush tænker også i "os" og "dem", når han udtaler, at "Enten er I med os, eller også er I med terroristerne", eller taler om "ondskabens akse".
- Udøveren af det, som Lars Svendsen kalder for den instrumentelle ondskab ved, hvad der er godt og ondt, men vælger at gøre det onde for at opnå et subjektivt gode. Det kan f.eks. være medicinalfabrikanten, som egentlig godt ved, at han burde sælge sin AIDS-medicin meget billigt i fattige lande, men alligevel ikke gør det, fordi hans kone ønsker sig et nyt hus. Den instrumentelle ondskab er også lidt inde i billedet hos den tvivlende selvmordspilot, som inderst inde bag doktrinerne godt ved, at det er forkert at dræbe uskyldige mennesker, men når denne handling kan gøre én til fejret martyr og bringe én ind i den muslimske himmel, sejrer det egoistiske, instrumentelle motiv.
- I begrebet om den dumme ondskab tages der udgangspunkt i Hannah Arendts begreb om den banale ondskab. Ofte gør vi det onde pga. mangel på omtanke. Ondskab er som nævnt ikke noget, der udføres af dæmoniske monstre, de andre, men af almindelige mennesker, os selv. Almindelige mennesker kan udføre ekstrem ondskab under særlige omstændigheder og under gruppepres. Det oplevede vi i millioner af tilfælde i det 20. århundredes krige. Den dumme ondskab kan bl.a. skabes via indoktrinering. F.eks. er træningslejre for terrorister også en udklækning af den dumme ondskab, fordi der misinformeres om, hvordan vestlige mennesker er over en bred kam. Muslimsk fundamentalisme lever for en stor del af en blanding af idealisme og uvidenhed, mens den kristne fundamentalisme f.eks. i form af Søren Krarups fremmedfjendtlige holdninger nok må kaldes for en afart af den idealistiske ondskab.
For nærmere at eksemplificere de fire forskellige former for ondskab kan man f.eks. se dem i lyset af jødeudryddelserne under Anden Verdenskrig.
For patologisk syge mennesker, som finder glæde ved at pine andre, har jødehadet i Tyskland været en kærkommen anledning til at kunne udøve deres dæmoniske ondskab, men denne gruppe har været forsvindende lille.
For mange antisemitiske medlemmer af det nazistiske parti var jødeudryddelsen et spørgsmål om at udrydde onde mennesker. Man udryddede andre mennesker i det godes navn, for at realisere et ideal. Det er denne idealistiske ondskab, som Osama bin Laden deler med Hitler og andre, der er overbeviste om, at man ved at slå andre mennesker ihjel øger verdens godhed.
Mange mennesker i Nazityskland var ikke jødehadere og vidste også, at det var moralsk forkert at forfølge dem, men mange af dem bidrog alligevel direkte eller indirekte til forfølgelserne, fordi det gav dem en personlig fordel i deres karriere, økonomi eller andre personlige, egoistiske forhold. Det kunne f.eks. dreje sig om en leder af en stor fabrik, som havde ulønnede jødiske slavearbejdere, som udøvede denne form for instrumentel ondskab, hvor man egentlig godt kender forskellen mellem godt og ondt, men vælger at gøre det onde for egen vindings skyld.
Endelig var der også alle de tusinder af menige soldater, som var med til at skyde jøder og andre fjender under Anden Verdenskrig, fordi de ikke vidste bedre. Denne dumme ondskab er en mangel på personlig moralsk integritet, hvor man uden at stille spørgsmål eller tænke selv begår de værste uhyrligheder. Det var denne form for ondskab, som Hannah Arendt også kaldte for den banale ondskab i sin bog om topnazisten Eichmann (kontoristen fra Helvede), som hverken var glødende nazist eller antisemit, men en bureaukrat, som ikke anede, at han havde gjort noget ondt. Han havde bare fulgt Hitlers ordrer.
I slutningen af "Ondskabens filosofi" skitserer Lars Svendsen mulige løsninger på det ondes problem, for det hjælper ikke noget at forstå det onde, hvis man ikke vil forsøge at begrænse det. Svendsen vil i den anledning bl.a. forsvare vold som forsvar for menneskerettighederne. Pacifismen fører ofte til undladelsessynder. Ondskabens realitet medfører et ansvar og en pligt. Nogle gange må man gøre ondt for at bekæmpe ondskaben. Derfor forsvarer han også USA's ret til at føre krig i Afghanistan, men han er meget kritisk over for f.eks. brugen af tæppebombning. Desuden kritiserer han også de nye retsprincipper i USA, hvor terrormistænkte kan blive anholdt uden rettergang. Han skriver: »Brugen af udemokratiske midler undergraver det demokrati, disse midler skal forsvare.
Hvis konsekvensen af angrebet på World Trade Center og Pentagon den 11. september fører til gradvis afvikling af det vestlige, liberale demokrati, vil vi have føjet et nyt stort onde til det første. Og terroristerne vil have lykkedes bedre, end de kunne have drømt om.
De sidste måneders hændelser burde være et incitament til at udbygge et internationalt retssamfund, som kan bekæmpe terrorisme, i stedet for at nedrive de demokratiske rettigheder i troen på, at man gør det for at bevare noget godt.
Vi kan ikke lade en terrorhandling - hvor ekstrem den end måtte være - føre til nedrivning af vores demokratiske institutioner.«