Kronik: Augustenborgernes "landsforræderi"

Maria Hellebergs nye roman "Kærlighedsbarn" handler om forholdet mellem hertug Frederik Christian af Augustenborg og prinsesse Louise Augusta, kronprins Frederiks (Kong Frederik VI) halvsøster - halv-, fordi hun var frugt af forholdet mellem Struensee og Christian VII's dronning.

I romanen er det kærlighedshistorien, der er i centrum, men i virkeligheden er der stof til et storladent historisk "nord-syd"-drama i historien. Forspillet til de slesvigske krige rummer langt mere end den traditionelle nationalromantiske fremstilling af augustenborgerne som alle tiders landsforrædere. En fremstilling, som flere omtaler af Hellebergs gentog en passant og uden distance. I den danske hær lavede man allerede under den første slesvigske krig natpotter med billeder af hertugen og hans bror, prinsen af Nør, der var general i den slesvig-holstenske oprørshær og leder af oprørsregeringen, i bunden, så danske soldater kunne vise, hvad de mente om dem. Og siden er billedet af dem ikke blevet rokket. Det var måske på tide. For virkeligheden er væsentlig mere nuanceret.

Vi skal tilbage til før Napoleonskrigene. Medens den danske konges riger endnu var en flersproget, flerkulturel mosaik af dansk, norsk, slesvigsk og holstensk, tilsat lidt islandsk, færøsk, grønlandsk og vestindisk. Hertug Frederik Christian II var højdepunktet i den augustenborgske hertugslægt og en af de mest betydningsfulde mænd i den danske konges riger - faktisk nr. 2 i statsrådet efter kongen.

Fra bygningen af det nuværende Augustenborg Slot, der stod færdigt i 1776, og til den tragiske treårskrig, var det lille hof i Augustenborg et kulturelt og politisk centrum. Her var ånd og udsyn. Her mødtes det bedste sydfra og nordfra. Her turde man begejstres for oplysningstidens idealer, ja, endog for frihedsrøret i Frankrig, indtil det skejede ud i revolutionær vold. Man korresponderede med Schiller og andre europæiske åndspersonligheder. Folk som Baggesen og senere H.C.Andersen var skattede gæster. Den åndelige loftshøjde ved den vindtørre Frederik VI's hof i København kunne næppe måle sig med højden i Augustenborg. .

Medens Frederik VI som regerende kronprins holdt på sit formynderiske "Vi alene vide, hvad der tjener folkets vel...". og stoppede de tilløb til pressefrihed, som Struensee havde gennemført, forsvarede hertugen sammen med bl.a. Ernst Schimmelmann pressefriheden som nødvendig for oplysningen..

I regeringen i København var Frederik Christian den første moderne uddannelsespolitiker. Som patron for universitetet ivrede han for gennemgribende reformer, herunder oprettelse af statsvidenskabelige og forvaltningsmæssige universitetsgrader - tanker, som først virkeliggjordes generationer senere.

Men janteloven virkede i fuldt flor i de bornerte hofkredse. Frederik Christians europæiske udsyn og visioner, hans selv- og slægtsbevidsthed, hans måske noget pedantiske form, og hans klejne skikkelse, gjorde ham til et oplagt offer: "Hans lille Højhed" - den vittighed lo de meget af ved hoffet i København. Uden at Kronprinsen fandt anledning til at forsvare sin svoger.

Denne var ellers omvendt særdeles loyal. Ganske vist stod hertugens indviklede arvekrav på Slesvig-Holsten som en skygge mellem dem, men hertugens giftermål med kronprinsens søster havde bragt dem i nær familie, og ægteskabet var synligt lykkeligt. De to begavede mennesker supplerede hinanden, hun med livlighed og kreativitet og ånd, han med fornuft, politisk og pædagogisk begavelse. Og deres børneflok viste, at der var liv og energi i slægten - i modsætning til, hvad der gjaldt hos de hensygnende oldenborgere.

Midt under Napoleonskrigen, i 1810 opstod imidlertid den konflikt der endegyldigt ødelagde forholdet mellem Frederik VI og augustenborgerne:

Danmark-Norge og Sverige er på dette tidspunkt i krig - på hver sin side i Napoleonskrigene. Men den nyudnævnte tronfølger er ikke desto mindre dansk general i Norge, nemlig prins Christian August af Augustenborg, lillebror til hertugen. Da krigen brød ud i 1807, og Norge blev isoleret fra Danmark, fik Christian August den civile og militære ledelse i Norge, klarede den vanskelige opgave på bedste vis, og vandt stor popularitet. I 1809 gjorde Frederik VI ham modvilligt til statholder i Norge og udnævnte ham til feltmarskal.

Modvilligt, for kronprinsen holdt ikke af folk, der stillede ham selv i skyggen. Især ikke, når der var en ledig svensk trone inden for rækkevidde. Og det var der i 1809. Svenskerne havde sat Gustav IV fra bestillingen og efterfølgeren var gammel og barnløs. Frederik VI, som omsider i 1808 havde efterfulgt sin sindssyge far på den danske trone, ville ikke have noget imod at blive den konge, som atter samlede Norden.

Men svenskerne ville ikke have ham, fordi han - i modsætning til Christian August - ikke vil opgive den uindskrænkede enevælde. Valget af den også barnløse Christian August gav næring til håb hos hertugen om, at den omstridte augustenborgske arveret til den danske trone ville kunne gøres politisk gældende, når den oldenborgske linie uddøde, selvom juraen var uklar. Og så ville augustenborgerne pludselig være et magtfuldt dynasti i Europa.

Christian August drog til Sverige i januar 1810, men allerede den 28.maj faldt han af hesten og døde pludseligt under præsentationen for de svenske tropper Kvidinge Hede i Skåne. Den bratte død fik rygter til at svirre om adelskonspiration og forgiftning. Så voldsomt, at selve den svenske rigsmarskal, grev Fersen, blev lynchet på åben gade i Stockholm af den rasende folkemængde, da liget førtes ind i byen. Uden at ordensmagten greb ind.

Så skulle svenskerne igen finde en tronfølger. Frederik VI og hertugen begyndte begge at køre sig selv i stilling. Hertugen måtte ganske vist som sin bror bevare den officielle loyalitet. Det gjorde han til punkt og prikke. Da det stod klart, at kongen stadig var uden chancer, bad Frederik Christian officielt kongen om tilladelse til at tage imod tilbudet, hvis han blev spurgt. Et grotesk forløb fulgte, hvor kongen ganske enkelt undlod at svare. Til sidst begyndte Frederik Christian så at manøvrere uden kongens tilladelse.

Desværre for hertugen var kongen hele tiden orienteret om hvert eneste skridt, han foretog sig. Nemlig via hertuginden. Louise Augusta var en stærk og selvstændig kvinde. Hun følte sig trods det lykkelige ægteskab tvunget til loyalitet over for sin bror, kongen, fremfor sin ægtemand, hertugen. Så hun gav alle fortrolige oplysninger om hertugens manøvrer videre til København. Frederik VI, hvis sømandskab ellers mest er kendt fra roturene med familien, blæste alarm og sendte kongelige kanonbåde over for at blokere Als og dermed sikre, at hertugen ikke tog til Sverige!

Situationens groteskhed understreges af, at svenskerne faktiske allerede havde afskrevet dem begge til fordel for den franske marskal Bernadotte. Hvad de fik ud af det, var et brud, der rakte frem mod katastrofen i de slesvigske krige. Frederik VI var ingen storsindet mand. Fra tronfølgesagen og fremefter gjorde han, hvad han kunne for at holde augustenborgerne ude i kulden - også gennem beklikning af hertugens sindelag, da det nationale spørgsmål blev brændende.

Frederik VI kom ud af Napoleonskrigene med tabet af Norge, et uløst problem i Slesvig-Holsten og en statsbankerot. Hertugen kom ud af sagen med tab af alle visioner på nordisk plan. Fra nu af koncentrerede han sig om arveretten i Slesvig. Han måtte nedlægge alle sine embeder ved regeringen i København og blev til sin tidlige død i 1814, kun 48 år gammel, i Augustenborg som en bitter mand med et ødelagt helbred.

Bitterheden understregedes af den personlige tragedie, at hertugparrets harmoniske ægteskab var ødelagt. Tilliden mellem dem blev aldrig genoprettet.

Frederik Christians ganske unge søn Christian August arvede hertugtitlen. Han forsøgte længe at holde sig ude af de nationale modsætninger og fast holde sine rene slægtsinteresser, som var et tæt sammenknyttet Slesvig-Holsten. Gerne inden for den danske helstat, men med augustenborgerne i venteposition med arveretten. Som sin far var han europæisk orienteret oplysningsmand, uden sympati for de nationale strømninger og nationalstatstankerne. Tysk enhed sagde ham lige så lidt som dansk ejderpolitik. Hans hengivenhed gjaldt hjemegnen og slægten. Sprog var for ham et praktisk kommunikationsmiddel, ikke et nationalt afgrænsende signal. På slottet taltes både dansk og tysk.

I stænderforsamlingen i Slesvig, hvor han var selvskreven medlem, blev han en central figur, som med en moderat konservativ helstatslinie forsøgte at modvirke den aggressive nationalisme både nordfra og sydfra og bygge bro mellem dansk og tysk. Først da dette endegyldigt mislykkedes, og det blev klart, at de danske nationalliberale under alle omstændigheder ville skille Slesvig og Holsten fra hinanden og lave forfatning på rent national basis, så hertugen ingen anden udvej end at knytte sin sag til slesvig-holstenismen, hvis nationalliberale perspektiv han ellers ingen videre sympati havde for.

Endnu da oprøret brød ud og hans egen bror, Prins Frederik (som kaldtes Prinsen af Nør efter det gods, hvor han boede), var gået ind som øverstkommanderende for de slesvig-holstenske tropper, sagde han bittert om broderen: "Den knægt spolerer det hele for os!". Det gik da også så slemt som det på nogen måde kunne: hertugfamilien måtte flygte og kom aldrig tilbage til deres smukke residens i Augustenborg. I Danmark var de fra da af placeret som landsforræddere. Og da Slesvig-Holsten i 1864 blev løsrevet fra Danmark, fuldendtes ydmygelsen ved, at Bismarck fejede augustenborgernes arvekrav af bordet. Hans projekt var Tysklands enhed, ikke nogen nye småstater.

Tilbage af storhed for augustenborgerne var alene den, at Kejser Wilhelm blev gift med en augustenborgsk prinsesse. Resten er tavshed, og i 1931 døde den sidste hertug af Augustenborg uden nogensinde at have set det slot, som titel og slægt stammede fra.

Men det vidner om den lokale holdning til hertugslægten og de nationale spørgsmål, at det ikke var de enhedstyske Bismarck-støtter blandt kandidaterne, der fik de ikke-dansksindede stemmer til de første valg i Slesvig efter 1864. Alle de ikke-dansksindede kandidater, der blev valgt ind, var folk, der støttede hertugen.

Nationalstaterne og enhedskulturen sejrede. I Tyskland offensivt og med stormagtsambitioner - i Danmark defensivt og med "Hvad udad tabes, skal indad vindes" som overskrift. Taberen blev den udgave af oplysningstankerne, der var europæisk i sit udblik, "konservativ" i forhold til nationalliberalismen, men ikke uden visionært indhold om et oplyst samfund, hvor flere sprog og kulturer udmærket kunne leve side om side og berige hinanden i hverdagen og i det åndelige liv, og hvor Europa var en kulturel realitet. Måske er denne tradition, som augustenborgerne stod for, slet ikke så uinteressant endda.