Kronik: Den "danske"definition i foyeren

Publikumsfoyeren på Det kongelige Teater forekommer mig at være en af de skønneste sale i kongeriget. Det er ikke bare udsigten fra vinduerne, fra balkonen, udsigten over Kongens Nytorv, de fantastiske bygningsværker torvet rundt, vinstuen, hotellet, bankhjørnerne, det der nu er blevet avisdomicil, miljøagenturet, og en af byens arkitektoniske perler, admiral Niels Juels gamle adelspalæ, nu fransk ambassade.

Det er heller ikke bare sæsonens skiftende himle, de vandrende lavtryks konstant vekslende farve- og formkombinationer der som året flår flere og flere datoblade af sin kalender, kommer nærmere og nærmere solnedgang. Til "Lohengrin" overhaler solen publikumspausen, og bag hotel og industrikoncern leger aftenhimlen med alle de farver damerne af mit bekendtskab kalder "pastelfarver"Danskere end sådan en himmel, lyserød som en planteskoles afdeling for japanske pyntekirsebær, er der ikke ret meget der er.

Krinsen og vinterens skøjteløbere, juledekorationernes disneylandske koloreringer i alt hvad der er dårlig smag og ser omsætningsfremmende ud, jo, vist hører det også med. Men det er ikke det alene.

Det er heller ikke bare det fantastiske loft med dets mareridt af udskæringer og figurationer, nej, og det er heller ikke bare Bissens helfigur af Johanne Luise Heiberg, hendes mands næsten selvudslettende buste, alle de andre digtere, komponister og scenekunstnere, skildret af de bedste navne i skulpturkapitlerne i Dansk Kunsthistorie bind III og IV.

Spejlene? skidt med spejlene. Dem og kaminhylderne, og mønstret i gulvstavene, stolene og flygelet. Det er helheden af alt dette. Hvis nogen bad en om at skrive en ny fædrelandssang, kunne den handle om publikumsfoyeren på Det kongelige Teater.

Hvor defineres det danske bedre, klarere, mere entydigt end dér? På Dybbøl Banke som Helge Rode anfører det i sin fædrelandssang? Ja, men det var i 1920, og da kunne man ikke tænke på andet end Sønderjylland, rigets deling og genforening. Indfarten til Øresund hvor Kronborg luder ved Sjællands port/ mod hvide skuder, et syn og et farvespil verdensomsejleren Johannes V. Jensen fire år senere ville bruge til at se riget samlet i ét blik? Det kan jo ikke være hvor bøgen spejler/ sin top i bølgen blå, for bølgegang giver ingen spejlbilleder, og her til lands går blæsten altid frisk over samtlige farvande; Oehlenschläger har nok tænkt på kanalerne i Frederiksbergs have, lur ham.

For ikke længe siden fejrede man oprettelsen af en fond til støtte for udgivelse af dansk guldaldermusik. En australsk-svejtsisk forsker var kommet til penge, han ville gerne vise sin taknemmelighed over for kongeriget, så nu havde han sat penge af til at andre forskere, kunstnere og godtfolk i almindelighed kunne bidrage til at bevare erindringen om en af de frodigste perioder i dansk historie.

Det foregik i foyeren, og der blev sunget sange af Weyse, Rung og Gade. Til tekster af Ingemann, Oehlenschläger, de dér. Hvor meget danskere kan det blive?

Det var præcis det spørgsmål den fremmede forsker i sin tid havde forsøgt at finde svaret på. Han havde ikke ledt i underlige aftenlufte, me hvor der var mest at hente: i alle guldalderens sangbøger for at se hvordan danskerne gjorde sig klart at de var danske efter tabet af Norge og det efterfølgende pres fra de tyske i Holsten.

Nu er danskheden igen blevet et spørgsmål om definitioner, og vort partisystem er blevet udvidet med noget der optræder under betegnelsen Dansk Folkeparti, en formulering filologerne gerne vil kalde en modsigelse i tillægsordet.

Da vi for én generation siden fik et Kristeligt Folkeparti, var der mange der protesterede: man kunne ikke sådan monopolisere noget de fleste mente vi var fælles om. Parti betyder som bekendt del.

Det er blevet endnu værre. Men det nøder os til at tage stilling til det selvfølgelige.

For at komme til rette med hvordan det i grunden hænger sammen, skulle vi måske én gang til definere nationen i sang, i de sange vore bedste digtere har skrevet som udtryk for vore klareste forestillinger om livet og verden, vore bedste komponister har sat i musik til fælles afsyngning.

Med brillerne på næsen - eller hvis man er meget nærsynet: skubbet op over hårgrænsen - og højskolesangbogen i venstre hånd, den sidder hjertet nærmest, som bekendt, må man da indse at verden ikke blev opfundet i går, at man kan kombinere det nationaleste af alt, nemlig sproget, med det mest internationale, nemlig musikken, uden at nogen af delene går tabt eller mister noget som helst af deres udtrykskraft, men tvært imod sådan at begge parter vinder på enheden, at til et folk de alle høre,/ som sig regne selv dertil, samt at det danske og det nordiske er uadskillelige elementer af hinanden.

Til den åndshistorisk enestående danske sangtradition har der, lige så længe den har eksisteret, hørt sange på svensk, jajaja, og på norsk, men i 1800-tallet var dansk det fælles skriftsprog for alle på begge sider af Skagerak, det har ingen sagt tydeligere end Bjørnstjerne Bjørnson. På samme måde var svensk skriftsproget i Finland, og den almindelige holdning var at dansk-norsk og rigssvensk-finlandssvensk var to forskellige stavetraditioner for det samme sprog, det sagde de lærde, Porthan i Åbo, Sneedorff i Sorø, og Johan Ludvig Heiberg i København.

Skandinavismens historie er beklageligvis skrevet af dens modstandere, og forfatterne til vore skolehistoriebøger har lært deres holdning til bevægelsen af dem, så derfor har den et dårligt ry i den almindelige bevidsthed, men virkeligheden er og var en anden, og det er den virkelighed vi finder i vore sangbøger, skolens forskellige, arbejdersangbogen, KFUM og K's, spejdersangbøgerne ikke mindre end i højskolesangbogen. Derimod ikke i salmebogen for kirke og hjem; teologerne fra København har siden religionskrigenes tid frygtet indflydelsen fra Uppsala, så man har selv i det nyeste forslag beflittet sig på at holde Bellman, Runeberg og Lars Huldén ude.

Bjørnson var en hovedleverandør af danske sange; Bellman fylder godt op i de folkelige sangbøger helt fra 1840'erne, men også Geijer, Runeberg, Tegnér hører til blandt de digtere der har været med til at forme forestillingen om hvad det danske er.

Dette har betydet at den skandinaviske bevægelse i 1800-tallet og dens afløser siden 1919, Foreningen Norden, ikke rigtigt har følt behov for en egen sangbog; de eksisterende dækkede i det store hele behovet. Ganske vist blev de nordiske foreningerne Norden i 1948 enige om at udgive en fællesnordisk sangbog, men det havde sin aktuelle baggrund i erfaringerne fra årene 1939-1945' og i oprettelsen af de mange venskabsbykredse i årene umiddelbart efter krigsafslutningen.

Også gennem det intensive samarbejde mellem de nordiske radiofonier og via Nordisk Råd og Nordisk Ministerråd har vi fået sang- og visebøger på fællesnordisk basis og på samtlige sprog, finsk, islandsk, færøsk, grønlandsk og samisk iberegnet. Disse samlinger har på den ene side været dokumentationer af det mentale og åndshistoriske fællesskab, på den anden side har de på iøjnefaldende måde demonstreret ulighederne i sangtradition. Kortest sagt: danskere synger sange, de andre foretrækker viser.

Den danske sang er den lutherske menighedssang overført til sækulariserede formål og med verdslige, overvejende politiske og politisk bevidstgørende emner"""". Den danske sang handler om sig selv, nemlig i den forstand at den udgår fra den situation de syngende befinder sig i, og forsøger at definere denne situation: vi er dem vi er, og vi er optaget af at forstå os selv som dem vi er. På den måde er den danske sang - der altså gerne kan være på norsk eller svensk - et middel til opfølgelse af den oldgræske indskrift på orakeltemplet i Delfi: Kend dig selv, i sin kerne al filosofis og al religions centrale budskab. Den der kender sig selv, er nemlig ikke fremmed for andre.

De andres viser handler som filmen om at Hun dansede en sommernat; vi skal ikkje sova bort sumarnatta skrev Aslaug Låstad Lygre, og resten udspiller sig så om begivenhederne mellem fyraften og arbejdstids begyndelse, følgerne af for meget øl og for få kondomer, hjerte rimer i den grad på smerte som skjorta på borta.

Det er ikke fordi digtekunsten i Finland, Island, Norge, Sverige og på øerne i Østersøen og Atlanterhavet ikke rummer den erkendelsestænkning og erfaringsbearbejdning som fylder de danske sangbøger; ingen har bare tænkt på at bruge disse digte til afsyngning ved grundlovsmøder og foredragsaftener, den danske tradition for fællesssang kendes ikke på den måde uden for landets grænser. Det særegne er det er danske komponister der gør norsk tankelyrik til fællessang, Otto Mortensens melodi til Nordahl Griegs Kringsatt av fiender, f. eks. Foreningen Norden har igangsat et arbejde med at skabe en ny Nordensangbog; siden 1948 er der i bogstaveligste forstand løbet meget vand i stranden og mange sangtekster i bogstaver. Behovene i den folkelige selvvirksomhed er ikke mindre som tiderne nu er, end de var da Grundtvig og Hostrup blev bedt om at skrive sange til møder og sammenkomster.

Der er igen et udtalt for at være fælles om at finde ord for hvem man selv er, hvad det er at være dansk. Så måske er foyeren ud mod Kongens Nytorv og hestens rumpe den skønneste sal i kongeriget og den der er stærkest ladet med betydning for øjet, i det ydre. Men for det indre, for tanken og ens bevidsthed, så kan det godt være man bedst finder det i Radsted Forsamlingshus hvor der hverken er intarsia i loftet, spejle på kortvæggene eller buster og figurer af rigets bedste hoveder og mest udtryksfulde fysiognomier, men hvor man kan sidde med Nordens sangbog i den hånd der er hjertet nærmest, og brillerne oppe over hårgrænsen og synge om hvad det er at være til.

Måske burde behjertede mennesker forære alle indvandrere et eksemplar, ikke i første omgang for at de nødvendigvis skal pippe med de fugle de befinder sig iblandt, men mest for at de kunne få en fornemmelse hvad vi er for nogen. Og et eksemplar, magen til, til dem der vil gøre dansk til et partiprogram, så de i det mindste forstod hvad det danske var for en størrelse.

Litteratur:

Hans Kuhn: Defining a Nation in Song Danish patriotic songs in songbooks of the period 1832-1870. Kbh 1990

Karen Bjerre & Lisbeth Kiil(red.): Sanghåndbogen. Kbh. 1999

Ann-Marie Häggman & Lars Huldén: Sångens poetik. Nio nordiska forskare uttalar sig om hur Bellman och andra skriver sånger. Vasa 2001

Søren Sørensen: Den danske sang - og Bellman. Meddelelser fra selskabet Bellman i Danmark 7.årg. nr. 26 sept. 2000