Kronik: Den bitre præst fra Kroatien

Vreden og forbitrelsen over den stort set kampløse besættelse af Danmark i april 1940 fik næring af de få danske soldater, der faktisk mistede livet den 9. april 1940. Vreden rettede sig i første række mod den danske regering og særligt mod den radikale udenrigsminister, Peter Munch.

I en pjece, der udkom i maj 1940 med titlen "9. april 1940!", blev besættelsen således betegnet som en »fornedrelse og skændsel«. Den forsvarspolitiske skribent C. W. D. von Blankensteiner og en Preben Wenck havde skrevet pjecen, der udkom i Wencks navn. Teksten drejede sig om, hvorfor Danmark var blevet besat.

Skytset blev primært rettet mod Munch, sekundært mod den danske regering. Der var ikke blevet opbygget et forsvar ud fra "danske interesser". Derfor var Danmark, der lå »fuldstændigt og ensidigt« inden for tysk magtområde, ude af stand til at gribe ind, hvis vestmagterne angreb Tyskland via dansk farvand. Dette gav Tyskland ret til at sikre sig mod denne potentielle trussel. Besættelsen af Danmark var med andre ord rent tysk selvforsvar, lød det i pjecen. På trods af at forholdene indenfor dansk militært beredskab på alle måder var »forbryderisk forsømte«, havde regeringen ofret unge danske mænds liv og førlighed i et forsøg på at bilde befolkningen ind, at man virkelig havde forsøgt at kæmpe militært for Danmarks frihed, hed det videre. Hele oplaget blev beslaglagt ved udsendelsen den 17. maj 1940, og Preben Wenck blev idømt fire måneders fængsel for injurier mod udenrigsminister Munch. I september samme år blev pjecen frigivet, og allerede to måneder efter, i november 1940, udkom endnu en pjece i Wencks navn. Denne udgivelse, der havde den lange titel "Den fulde sandhed om landsforræderiet og mordene på de danske soldater den 9. april", var et voldsomt angreb på statsminister Thorvald Stauning. Han blev bl.a. kaldt en "landsforræder", der havde fremkaldt Besættelsen, ligesom han kynisk havde bestemt sig til at ofre danske soldater. I denne forbindelse blev Stauning endvidere beskyldt for »overlagt mord« og for at være »bevidst løgnagtig«. Udgivelsen af den sidste pjece medførte endnu en retssag mod Preben Wenck. I Københavns Byret blev han den 21. januar 1941 idømt seks måneders fængsel - endnu en gang for injurier. En måned senere bestemte Østre Landsret dog, at straffen skulle nedsættes til fængsel i fire måneder.

Herefter forsvandt Preben Wenck ud af offentlighedens søgelys. Han dukkede op som en trold af en æske i april 1940 og forsvandt lige så pludseligt godt ti måneder senere. I den parlamentariske kommissions beretning er Wenck beskrevet som »tidligere officer«, men han er ikke opført i det danske militærs personelregistre.

Dette er faktisk alt, vi ved om Preben Wenck i dag, og det er jo i virkeligheden meget lidt. Gennem Preben Wencks søn har jeg imidlertid fået adgang til hans privatarkiv, som, når det sammenholdes med straffesagerne mod ham, kaster nyt lys på den hidtil kendte historie om den vrede og forbitrede mand, der i to omgange blev idømt fængselsstraf for skarpe angreb på regeringen. Der tegner sig på denne baggrund et meget nuanceret og højst overraskende billede af Preben Wenck.

Preben Holger Christian von Wenck blev født den 26. marts 1896 på Frederiksberg og boede med sine forældre i Hvidovre. Den lille ny var ikke ud af en hvilken som helst familie. Farfaderen, Heinrich Theodor von Wenck, var general, og faderen, Heinrich Wenck, der var overarkitekt ved DSB, har bl.a. tegnet Københavns Hovedbanegård. Preben Wencks fætter, Henri Wenck, gik ind i militæret og var en kort periode omkring årsskiftet 1931-32 viceadmiral.

Preben Wenck blev student fra Sct. Andreas Kollegiet i Ordrup i 1915, hvorefter han uddannede sig som bygningsingeniør i København. I 1921 rejste han sammen med sine forældre til Italien og arbejdede herefter et år som arkitektassistent ved DSB. I 1922 rejste han til Østrig for at studere arkitektur under professor P. Behrens ved Kunstakademiet i Wien. I slutningen af 1924 begyndte han at arbejde som korrespondent for Social-Demokraten og skrev en række artikler, der især drejede sig om politiske og økonomiske forhold i Østrig og på Balkan. Arbejdet for den danske regeringsavis betød, at Wenck opgav sine studier ved Kunstakademiet. I stedet begyndte han at studere teologi, først ved Wiens Universitet og siden ved et seminarium i den kroatiske hovedstad Zagreb. I januar 1926 blev han optaget i "Den hellige Gravs Orden" og udnævnt til "ridder-officer" i denne kirkelige orden. Det er altså her, at "officeren" fra den parlamentariske kommissions beretning ligger begravet. Preben Wenck har aldrig været officer i ordets sædvanlige betydning, altså som overordnet befalingsmand i de væbnede styrker.

I november 1926 blev Wenck ordineret som præst i den gammel-katolske kirke og virkede i de følgende år som præst. I slutningen af 1920'rne arvede han en stor sum penge efter sin morfar, grosserer Jørgen Gram, hvorefter han - for en tid - ikke behøvede at bekymre sig om sin økonomi. Det var tilladt præsterne i den gammel-katolske kirke at gifte sig, og Wenck fandt sig en kone ved navn Nada. De flyttede ind i et hus, som Wenck havde købt, men ægteskabet holdt ikke, og de to blev skilt.

I 1936 stod han for at blive udnævnt til biskop, men af uvisse grunde skete det aldrig. Til gengæld arvede han samme år en stor sum penge efter sin far og virkede fortsat som præst. På grund af den usikre internationale situation ved udgangen af 1939 besluttede Wenck at rejse tilbage til Danmark. Godt fire måneder senere blev Danmark besat af Tyskland, hvad der altså fremkaldte en voldsom vrede, især i nationalistiske kredse. Preben Wenck, der var meget forsvarsvenlig, var blandt dem, der var forbitrede og vrede over Besættelsen. Den nyligt hjemvendte præst mente, at regeringen skjulte "sandheden" for folket. Han var så forbitret, at han to dage efter besættelsen, den 11. april 1940, meldte sig ind i det danske nazistparti, DNSAP, der var meget nationalistisk og kom i forbindelse med en gruppe militaristiske personer, herunder Blankensteiner.

Imidlertid længtes Wenck tilsyneladende tilbage til Kroatien. I hvert fald søgte han, formentlig i efteråret 1940, en stilling som dansk konsul i Kroatien. Udenrigsminister Erik Scavenius fortalte i midten af november 1940 nimandsudvalget, at Wenck havde lovet at indstille sine angreb på regeringen, hvis han fik stillingen, hvilket han dog - meget forståeligt - ikke gjorde.

I stedet måtte han blive i Danmark og i januar 1941 stille som tiltalt i endnu en straffesag for injurier. Wenck hævdede under sagen forgæves, at han ikke selv havde deltaget i udarbejdelsen af de to pjecer, men kun lagt navn til dem. Udgivelserne var to mislykkede forsøg på at vinde danske officerer for DNSAP. Wenck forklarede i retten, at årsagen, til at han lagde navn til pjecerne, var, at Blankensteiner tidligere havde været straffet og derfor var "sårbar i en diskussion".

Baggrunden omkring udgivelsen af de to pjecer, der førte til injuriesagerne mod Preben Wenck, er omtalt ovenfor. Den del af hans liv, der ligger efter 1940-41, er imidlertid lige så ukendt som den del af hans liv, der lå forud for hans korte optræden i offentlighedens søgelys. Som det vil fremgå, er den videre historie om Wenck dog lige så interessant som perioden op til 1940-41. Wenck levede fortsat af sin formue, og i efteråret 1942 meldte han sig ud af DNSAP. Den forhenværende præst havde imidlertid ingen sans for økonomi, og i begyndelsen af 1943 havde han tabt så mange penge, at han var nødt til at søge arbejde.

Han blev ansat som vægter på den tyske marines bygningskontor, Marinebauamt, i København. Efter nogle måneders forløb blev han regningskontrollør samme sted. Efter augustoprøret i 1943 søgte han sin afsked, som imidlertid først blev bevilget i januar 1944. Herefter flyttede familien til Fyn, hvor Wenck i begyndelsen af 1944 købte et hus i Strib ved Middelfart samt, i slutningen af april samme år, gården "Fredenslund" ved Tommerup. Hans tanke var, at familien nu skulle være selvforsynende, selv om han havde lige så lidt forstand på landbrug som på økonomi. Imidlertid mente han - temmelig naivt - at da hans anden kone, som han var blevet gift med i 1942, var vokset op på landet, måtte hun også vide alt om landbrug. Desværre for familiens økonomi kendte Ellen Margrethe Wenck, der var hjemmesygeplejerske, lige så lidt til landbrug som sin mand.

Den 5. maj 1945 blev Preben Wenck interneret i Middelfart, og gården måtte kort efter sælges med tab. Familiens genvordigheder var dog langt fra overstået, idet der forude ventede endnu en batalje med det danske retsvæsen. Den forhenværende præst sad fængslet, indtil han den 18. marts 1946 endnu engang mødte op i Københavns Byret. Denne gang var han tiltalt for at have ladet sig hverve til tysk krigstjeneste ved i to-tre måneder at have gjort tjeneste som marinevægter i København. Endvidere var han tiltalt for at have revideret håndværkerregninger for den tyske marines bygningskontor i København. Wenck nægtede konsekvent at have været marinevægter, men erkendte at have fungeret som civilvægter. Han fremhævede, at han som sådan hverken havde været bevæbnet eller uniformeret. På trods heraf blev han idømt ikke mindre end tre års fængsel, hvoraf de 287 dage i varetægtsarrest dog skulle fratrækkes. Desuden blev han kendt "uværdig til almen tillid" i fem år.

Umiddelbart en meget hård straf for en virksomhed, der selv i den største befrielsesrus vel næppe kan karakteriseres som en forbrydelse. Men det var altså ikke desto mindre det resultat, byretten nåede frem til. Hævntørsten var stor i befrielsessommeren, og måske har Københavns Byret også haft et ønske om at markere, at den lidet glorværdige æra, hvor byretten sendte danskere i fængsel på tysk anfordring, nu var ovre. I hvert fald måtte Wenck tilbringe det meste af 1946 bag tremmer, før han den 27. september samme år blev frifundet for alle anklager af Østre Landsret.

Herefter flyttede familien til Jylland, men tiden hvor økonomi ikke spillede nogen rolle, var endegyldigt forbi.

Wenck havde tabt alle de penge, han havde arvet i slutningen af 1920'erne og i 1936. Desuden havde han formøblet en ukendt sum, som han havde arvet efter sin mor.

I 1950 flyttede familien til Helsingør, og Wenck arbejdede i de følgende år som kustode på Frederiksborg Slot og derefter som ingeniør ved Geoteknisk Institut. Preben Wenck døde i februar 1957, og hermed slutter historien om den hjemvendte præst fra Kroatien, der blev så forbitret over den danske regerings angivelige forræderi, at han meldte sig ind i DNSAP og i to omgange blev fængslet for injurier mod udenrigsminister Munch og statsminister Stauning.