Kronik: Manden, der skrev "Jeg ved en lærkerede"

I en af de reklamefilm, der kører i biograferne i øjeblikket, ser man en gruppe drenge "af anden etnisk herkomst" der er i gang med at modtage alvorlige formaninger fra en voksen dansker. De skal tage sig meget alvorligt sammen og kan de ikke finde ud af det, så er det hjem. Først tænker man, at drengene er på vej ud i noget bandekriminalitet, og at den voksne er deres lærer eller måske en civilklædt politimand. Vel vidende at så fordomsfulde er reklamefilm ikke, gætter man på sportsklub og voksen træner. Men nej, ingen af delene. Den voksne løfter hånden i en dirigentbevægelse, og drengene, der er et sangkor, bryder ud i en velklingende indstudering på formfuldendt dansk af sangen "Jeg ved en lærkerede".

Meningen med de provokerende reklamer er tydeligt nok at vende op og ned på vores fordomme og forventninger. Filmen viser os en gruppe indvandrerdrenge, som vi højst forventer nogle sportspræstationer af, bryde artigt ud i vandkæmmet skønsang fra før verden gik af lave. Oven i købet er sangen indbegrebet af danskhed. Alle kender den og kan den udenad. Det er en af de sange, der styrker vores nationale fællesskabsfølelse. Derfor er det flovt at blive overrasket over filmens pointe, og det er just det der er meningen.

Alle kender "Jeg ved en lærkerede", men ingen ved længere, hvem der skrev den. Digteren Harald Bergstedt er i dag et ukendt navn for de fleste. Paradoksalt nok er han, der skrev noget af det mest danske, vi kender, netop ukendt i dag på grund af udansk opførsel under krigen.

Harald Bergstedt blev født i Køge den 10. august 1877. Faderen Joakim Petersen var degn og lærer, og moderen Maria Dorthea Bergstedt var uddannet lærerinde. Familien boede i en tjenestebolig lige ved siden af skolen og kirken, og Harald Bergstedt får således både kirken og skolens verden ind med modermælken. Faderen var en hustyran og myndig og streng som lærer. Han dør af meningitis, allerede da Harald Bergstedt er 12 år. I de sidste år af sit liv udvikler faderen en paranoid psykose og får bl.a. sin mad bragt udefra, da han er overbevist om, at hans kone vil forgive ham. Al kommunikation mellem ægtefællerne foregår pr. brev eller via børnene. Forældrenes dybfrosne ægteskab, som Harald Bergstedt i sine erindringer kalder et "hund og kat-ægteskab" gør et dybt og uudsletteligt indtryk på drengen. Sammen med faderens tyranni får det stor indflydelse på hans psyke og senere udvikling.

Da faderen dør, oplever Harald Bergstedt det som en stor befrielse. Tyrannen er borte. Samtidig efterlader faderen en følelse af tab af angst og af tomhed. Hvem skal erstatte den mistede autoritet? En tilsvarende følelse af meningsløshed ved tabet af autoriteter beskriver Erich Maria Remarque i romanen "Intet nyt fra Vestfronten", hvor de unge mænd går i krig tilskyndet af fædre og lærere, som er mandlige autoriteter, de stoler blindt på. I krigens grusomhed og meningsløshed, går det op for de unge mænd, at autoriteter kan være fulde af løgn og de, der overlever, vender hjem uden illusioner og tro på noget som helst. Opgøret med autoriteterne, der burde føre frigørelse og selvstændighed med sig, fører meget nemt i stedet til en følelse af forladthed og meningsløshed, der igen fører til søgen efter nye autoriteter. En del af de hjemvendte tyske soldater genfinder troen på autoriteten i Hitler og den nazistiske bevægelse.

Harald Bergstedt ender på en måde også sin søgen med at blive nazist, men først i 1942 i en alder af 65 år efter et langt og begivenhedsrigt liv som aktiv i afholdsbevægelsen, i den socialdemokratiske arbejderbevægelse, som skribent på Social-Demokraten, teaterleder, korleder, foredragsholder, og sids,men ikke mindst digter. Han er på mange måder typisk for en bestemt slags menneske i det 20.århundrede. Aktivisten, der går helt og fuldt ind for en sag. Som godt kan skifte mening, men kun for at gå lige så helhjertet ind for en ny sag.

I 1896 bliver Harald Bergstedt student fra Roskilde Katedralskole. Efter moderens ønske begynder han at studere teologi i København og lever her bondestudentens typiske tilværelse på et kummerligt logi i yderste fattigdom og ensomhed. Det er her, i de ensomme stunder på værelset, at han begynder at digte. Harald Bergstedt kan ikke affinde sig med det meget akademiske syn på kristendommen, han finder på universitetet. Han opgiver studierne og giver sig i kast med undervisning i stedet som huslærer og som "vandrelærer. Harald Bergstedt prøver at slå igennem som digter, men uden held. Alt hvad han sender ind til forlag til udgivelse får han retur. I 1908 bliver han fast ansat som lærer i Skagen og forlover sig samme år med Jane Iversen, der også var lærer. I skagensperioden kommer der skred i forfatterskabet. Gyldendal antager og udgiver hans første digtsamling "Sange fra Provinsen" i 1913. I 1915 udkommer versromanen "Hans og Else" samt en ny samling "Sange fra Provinsen", som rummer digte som "Den lille Drengs Sovetide", senere kendt som "Solen er så rød mor" og "Adelheide von Fürstenfelsen", der blev udødeliggjort i Carl Alstrups indspilning og var et hyppigt ønske i radioens Giro 413.

Hvor mange digtere i perioden skildrer enten livet i storbyen eller livet på landet, går Harald Bergstedt "midt i mellem" og beskæftiger sig med provinsbyen og dens mennesker. Hermed gør hans sig til talerør for en gruppe mennesker, der på den ene side lever et liv, der er helt typisk og meget karakteristisk for dansk kultur, og som på den anden side kan føle sig negligeret og måske endda ringeagtet af kulturlivets elite.

Det er ikke kun i sit emnevalg at Harald Bergstedt er i opposition til den del af det akademisk dannede borgerskab, der udgør datidens kulturelt herskende klasse, hvad enten de kalder sig kommunister, kulturradikale eller konservative. Også i sit værdigrundlag går han sine egne veje og bekender sig til værdier som ungdom, sundhed og naturlighed. Han tager afstand fra materialisme og intellektualisme. Materialismen fører til magt og magten korrumperer. For megen tankevirksomhed og filosoferen tager energien fra det naturlige menneske og får de naturlige drifter til at visne. Dette værdigrundlag bevarer Harald Bergstedt livet igennem og forsvarer det ihærdigt både i sin tid som socialdemokrat, hvor det gennemsyrer alle hans artikler i Social-Demokraten og senere da han bliver medlem af DNSAP og fortsætter sin skribentvirksomhed ved det nationalsocialistiske dagblad Fædrelandet. Det er derfor ikke mærkeligt, at Harald Bergstedt under retsopgøret ikke forstår, hvorfor han er under anklage. Han har jo altid ment det samme.

I 1916 bliver Harald Bergstedt tilbudt stillingen som lokalredaktør for Vendsyssel Venstreblad og familien flytter til Sæby. Harald Bergstedt, der i perioder har haft et alkoholproblem, lægger nu helt spiritussen på hylden og engagerer sig samtidigt i afholdsbevægelsen.

Hustruen Jane dør i 1919 i en alder af 44 år af tuberkulose. Inden sin død har hun opfordret Harald Bergstedt til at tage Helga, en af hendes gamle elever fra Skagen, i huset til at passe parrets to børn. Helga kommer, hun er 18 år, fiskerdatter fra Skagen, strutter af ungdom og sundhed, og hun og Harald Bergstedt forlover sig i august, fire måneder efter Janes død. Harald Bergstedt får snart en hastigt voksende familie at sørge for. Han vil gerne skrive og samtidig kunne leve af det. Han søger ind ved Politiken, hvor man gerne vil trykke hans ting, men ikke fastansætte ham. I 1927 bliver han fastansat ved dagbladet Social-Demokraten, og flytter med familien til Vanløse. Harald Bergstedt, der nu har succes med sit forfatterskab og er blevet en kendt skikkelse i Danmark, bliver modtaget med kyshånd i Socialdemokratiet. Det er ikke "trendigt" at være kunstner og socialdemokrat i mellemkrigstidens Danmark, hvor kulturpersonlighederne tiltrækkes af yderfløjene: kulturradikale, konservative, og kommunister. Harald Bergstedt er derfor et "scoop", og han bliver behandlet derefter. Socialdemokratiet er vært ved en fest for digteren, da han bliver 50 i august 1927 samtidig med hans indtrædelse ved bladet, og 10 år efter bliver alle sejl sat til ved Harald Bergstedts 60 årsdag, hvor Hartvig Frisch er festtaler ved en gallafest for Harald Bergstedt i Odd-Fellow Palæet.

Harald Bergstedt bliver en flittig skribent på Social-Demokraten hvor han har sin egen klumme "Søndagens Tekst" fra 1927 til 1935, hvor digteren rager uklar med daværende socialminister K. K. Steincke i en strid om Socialdemokratiets kulturpolitik. Steincke mente at kulturlivet burde udvikle sig uafhængigt af samfundets udvikling hen imod en socialdemokratisk velfærdsstat. Begrebet massekultur, som man så det i Sovjetunionen, var ham inderligt imod. Kulturen var båret af eneren. Harald Bergstedt forsvarede med næb og klør massekulturen. Al sand kultur var folkelig og udsprang af folket. Eneren var fortænkt og sygelig. Både Steincke og Harald Bergstedt var stridbare personligheder, og ingen af dem lagde fingrene imellem i diskussionen Det var den verbale grovfil, der var fremme, kulminerende med at Steincke kaldte Bergstedt en digter der »yndede at forvandle sig til en duft fra en ajlebeholder«.

Striden endte med, at Harald Bergstedt blev frataget sin faste klumme "Søndagens tekst" og blev sat på det mindre betydningsfulde radiostof i Social-Demokraten.

Det endelige opgør med partiet og avisen kommer dog først i 1942. Harald Bergstedt bliver inviteret med på en tysklandstur arrangeret af herboende repræsentanter for besættelsesmagten. Turen er tænkt som en charmeoffensiv, arrangeret for ledere indenfor den socialdemokratiske arbejderbevægelse, der skal overbevise dem om at Det Tredje Rige er en idealstat for arbejderne. Harald Bergstedt hopper på limpinden og skriver tre begejstrede kronikker om turen til Social-Demokraten. På grund af den tyske kontrol med dagspressen føler redaktionen sig presset til at trykke kronikkerne, men tilføjer en bemærkning om, at de synspunkter, der udtrykkes, står for forfatterens egen regning og ikke dækker redaktionens holdning. Kronikkerne og digterens stadig mere og mere tydelige sympati med det nazistiske Tyskland fører til at Harald Bergstedt tvinges til at tage sin afsked fra Social-Demokraten i november 1942. Umiddelbart efter tiltræder han en ny ansættelse ved det nationalsocialistiske dagblad Fædrelandet. Her skriver han lige så flittigt, indtil befrielsen i maj 1945.

Under retsopgøret efter krigen blev Harald Bergstedt anklaget for landsforræderi. Han nægtede sig skyldig under hele retssagen, idet han stædigt hævdede at han blot havde fulgt Staunings linje i forhold til den tyske besættelsesmagt. Harald Bergstedt blev udover ærestab på livstid idømt tre års fængsel, den mildeste dom for landsforræderi. Han afsonede alle tre år og levede efter løsladelsen i 1948 i glemsel og isolation til sin død som 87 årig i 1965. Han kom aldrig til at forstå at han havde gjort noget forkert og han forholdt sig aldrig til de grusomheder, der blev begået under nazismen.

Man kan ikke undre sig over, at Harald Bergstedt blev stillet for retten og dømt under retsopgøret. Mærkeligt er det imidlertid, at forfatteren til "Jeg ved en lærkerede" stadig er en ukendt skikkelse mere end 50 år efter retsopgøret.

Ida Nielsen har netop udgivet "Ildsjæl på vildspor, en biografi om Harald Bergstedt" (Syddansk Universitetsforlag)