Kronik: Kommunisme og fascisme

Lad det fra starten være sagt, at der er afgørende forskel på kommunisme, således som ideen - ret vagt - blev udviklet af Karl Marx i 1800-tallet som betegnelse for et samfund, der en gang ad åre kunne afløse kapitalismen efter dens sammenbrud og et efterfølgende overgangssamfund, og det samfund, som faktisk udviklede sig i Sovjetunionen, specielt under og efter Stalin. Der er også væsentlige forskelle mellem nazismen i den tyske udformning og fascismen i den italienske udformning, for eksempel var raceideologien langt vigtigere for den tyske end for den italienske variant. For overskuelighedens skyld anvendes ordet ''kommunisme'' i det følgende om sovjetkommunismen og ordet ''fascisme'' om såvel den tyske nazisme som den italienske fascisme.

Der er karakteristisk for såvel kommunismen som fascismen, at de udvikles i forbindelse med legitimeringen af en nydannet styreform, fascisterne griber magten i Italien i 1922, Stalin overtager magten efter Lenins død i 1924, og Hitler kommer til magten i Tyskland i 1933.

Der er ikke tale om nogen på forhånd udarbejdet og sammenhængende teori, som beskriver og forklarer samfundet, tværtimod er der både i Rusland og i Tyskland/Italien tale om en efterrationalisering af det, der kommer ud af politisk handling.

Denne efterrationalisering er sammensat af udvalgte, men ikke nødvendigvis sammenhængende dele, og disse dele er dels negative, altså rettet imod noget, snarere end for noget, dels irrationelle med appel til følelser og handling fremfor baseret på viden, analyse og fornuft. Der er tale om ideologier og ikke om teorier.

Hvad var det så, der kom ud af handlingen? Hvad var det for en styreform, der blev bygget op?

To amerikanske politologer, C.J. Freidrich og Z. K. Brzezinski, med henholdsvis en tysk og polsk baggrund, har søgt at sammenfatte de fælles træk ved denne nye styreform under udtrykket ''totalitarisme.'' Mussolini gav selv udtryk for, at han ikke ønskede blot at skabe en traditionel form for autoritært styre, men derimod en totalitær stat. Det totalitære ligger i, at man ønsker at mobilisere hele befolkningen med alle dens ressourcer. Derfor udstrækkes den politiske kontrol sig til alle livets og samfundets områder. Der er ingen skranker mellem staten og det civile samfund, mellem staten og markedet, eller mellem en offentlig og privat sfære. En passiv tilslutning er ikke tilstrækkelig: enten er man for, eller også er man imod, og den aktive tilslutning demonstreres gennem deltagelse i massemøder, demonstrationer, marcher o.s.v., men også ved at børn iklædes uniformer som HitlerJugend i Tyskland eller de unge pionerer i Sovjetunionen.

Ser man nærmere på det ideologiske aspekt, er et fælles træk forkastelsen af individualisme. Hverken sovjetkommunismen eller fascismen sætter mennesket i centrum. Tværtimod underordnes det enkelte menneske en større sag, enten udviklingen af socialismen under partiets ledelse, således at man en gang i en ikke nærmere specificeret fremtid kan skabe det kommunistiske samfund, hvor et nyt, mere socialt menneske kan udfolde sig, eller folkefællesskabet, der finder udtryk i staten og dens fører. Som Mussolini udtrykte det: »Alt i staten, intet imod staten, ingenting uden for staten!«

Dernæst omfatter ideologien en forkastelse af demokratiet. Der er efter kommunisternes opfattelse blot et formelt skindemokrati, der reelt undertrykker den brede arbejderbefolkning ved at varetage kapitalisternes interesser, og efter fascisternes opfattelse et svagt og dekadent styre, der giver unationale grupper - som jøderne i den tyske udgave - mulighed for at styre tingene og tilrane sig penge og ejendom. Kommunister og fascister er nærmest enige om, at demokrati i realiteten er et plutokrati - et pengeherredømme.

Videre omfatter ideologien en utopisk vision. Over for demokratiet sættes en vision om et kommunistisk samfund, et genskabt imperium eller et tusindårsrige - en fremtidig lykketilstand, som berettiger øjeblikkelige ofre og afsavn, og som begrunder individuel underkastelse af hensyn til helheden:

Endelig er det, kort sag, kollektivismen, helheden og staten, der sættes over individet og dets selvbestemmelse. Det fascistiske slogan var netop: »at tro, at adlyde, at kæmpe« - »credere, obedire, cambattere« - eller på tysk endnu mere kraftfuldt: »Glauben, Gehorchen, Kämpfen!«

Når kommunisme og fascisme behandles sammen, og de begge tages som repræsentanter for totalitære ideologier, så tenderer man gerne mod at fremhæve lighederne. Det var navnlig almindeligt under Den Kolde Krig at pege på de fælles træk, som kommunisme og fascisme har til forskel fra de liberale demokratier i de vestlige lande. Under Den Anden Verdenskrig, da de vestlige demokratier kæmpede sammen med Stalin og Sovjetunionen mod de fascistiske magter, snakkede man ikke så meget om det. Faren er også, at man ved at fremhæve lighederne glemmer væsentlige forskelle.

Selv om begge ideologier legitimerer etableringen af en ny styreform, så er der stor forskel på de vilkår, som dette foregår under. Medens fascismen overtager magten i forholdsvis veludviklede samfund med et ungt demokrati, så overtager kommunisterne magten i Rusland i et ret tilbagestående samfund, hvor der endnu ikke er etableret nogen demokratisk styreform. Kommunisterne kommer derved til at skulle stå for den modernisering, som ifølge deres egen teori skulle være foregået under kapitalismen.

Det gælder for begge disse ideologier, at de rummer en utopi om fremtiden. Der er dog ganske væsentlige forskelle på, hvad denne utopi går ud på, og hvad man forestiller sig ændret i forhold til samtiden. I den kommunistiske utopi svinder staten bort, undertrykkelse ophører, og mennesket kommer tilbage i centrum. I de fascistiske utopier er der derimod stadig tale om magtudfoldelse og det enkelte menneskes underordning i forhold til helheden. Hvor individualisme er en fremtidig mulighed for kommunismen, er den umulig og uønskelig for fascismen. Medens kommunismen udspringer af oplysningstiden og troen på mennesket og dets fornuft, vender fascismen sig mod disse ideer.

Det gælder også for begge disse ideologier, at de ikke indeholder et på forhånd veludviklet program, som konsekvent er blevet gennemført. Vejen til det utopiske mål efterrationaliseres løbende af Stalin, beskrives midt i kampens tummel af Hitler og henstår i det uvisse hos Mussolini.

Man kan dog sige, at sovjetkommunismen på en og samme tid modificerede en veludviklet teori og gennemførte dele af dens visioner. Fascismen havde derimod hverken i den tyske eller italienske udgave en tilsvarende veludviklet teori. Medens man for eksempel i Sovjetunionen udviklede en central planlægning og forsøgte at gennemføre fem-årsplaner på grundlag af fælles ejendomsret, respekterede man i praksis i Tyskland og Italien den private ejendomsret og gik ind i et samarbejde med storindustrien.

Forskellen er dog ikke helt entydig med hensyn til forholdet mellem den del af ideologien, der handler om vejen til det utopiske mål, og den faktiske praksis, og den kompliceres navnlig, hvis man sammenligner Tyskland og Sovjetunionen. I visse henseender var der nemlig en høj grad af ''overensstemmelse'' mellem nazismens ideologi og praksis. Hitlers ''Mein Kampf'' rummer således hele programmet for jødeforfølgelserne, overfaldet på Sovjetunionen og udplyndringen af Sovjetunionen og Østeuropa. Også førerprincippet, elitismen, anti-socialdemokratismen og anti-demokratiet blev konsekvent ført ud i praksis.

Omvendt, så rummede den oprindelige kommunisme nogle visioner om at nedbryde skellet mellem regerende og regerede og ophæve udbytning og undertrykkelse. Disse ideologiske elementer stødte allerede an mod Lenins partiteori, men under borgerkrigen og for alvor senere under 1930'ernes tvangskollektivisering, fem-årsplanerne, industrialiseringen og terroren åbnede der sig her en stadig voldsommere uoverensstemmelse mellem den oprindelige teori og praksis.

Forskellen er dog, at hvor der under kommunismen skete et brud mellem den oprindelige teori og den efterfølgende praksis, idet sovjet-kommunismen kun fastholdt dele af den oprindelige marxistiske teori, men opgav andre dele og tilføjede klart umarxistiske træk, så rummede fascismen ingen egentlig teori, der kunne forvanskes, men alene et ideologisk handlingsprogram. Specielt under den tyske nazisme var der en (uhyggelig) overensstemmelse og konsekvens mellem ideologi og praksis.

Man kan måske udtrykke det på den måde, at ideologiens funktion var forskellig i de to tilfælde: under nazismen tjente ideologien til mobilisering og som ''vejledning til handling''. Under sovjet-kommunismen havde ideologien nok også en mobiliseringsfunktion, men tjente i lige så høj grad til at tilsløre, forskønne og idyllisere de faktiske forhold.

Forholdet mellem ideologi og praksis er altså ganske kompliceret, men det er under alle omstændigheder misvisende at sige, at kommunisme og fascisme i denne henseende er to sider af samme sag.

Det er også en forskel mellem kommunisme og fascisme, at fascismen og nationalsocialismen kun nåede at fungere i en forholdsvis kort årrække og ikke nåede at bevise deres levedygtighed. De gik ikke i indre opløsning, men holdt op alene med at eksistere, fordi de led militært nederlag under Den Anden Verdenskrig. Derimod har sovjetkommunismen fungeret i mere end tre-kvart århundrede og gik - trods forskellige tilpasninger under Khrustjev og Gorbatjov - i opløsning i slutningen af 1980'erne. Medens fascismen blev nedkæmpet i en varm krig, blev sovjet-kommunismen nedkæmpet i en kold krig. Dette lægger op til en afsluttende refleksion om disse ideologiers aktuelle relevans.

Fascismen har ikke blot historisk og akademisk interesse. Tilsvarende bevægelser kan - formodentlig - opstå igen, når liberal-demokratiske styreformer stilles over for omfattende problemer. To forudsætninger synes dog at skulle være tilstede:

For det første et massegrundlag, som mobiliseres og sættes i gang af en demogogisk leder, der udpeger syndebukke for de nationale problemer (arbejdsløshed, økonomisk nedgang m.v.). Der er tendenser hertil i nogle vesteuropæiske lande, hvor flygtninge og indvandrere af stærke ledere (Le Pen i Frankrig) udpeges som årsagen til alle mulige problemer, men tendensen er nok stærkere i østeuropæiske lande, som for eksempel i Hviderusland (Lukasjenko).

For det andet en bevægelse i retning af en stærk stat, som gradvis undergraver de demokratiske rettigheder og styrker den udøvende og repressive statsmagt på bekostning af den repræsentative og magtbegrænsende statsmagt. Når præsidentmagten styrkes på parlamentets bekostning, og når der sættes snævre rammer for den offentlige debat - for eksempel gennem statsmagtens kontrol med massemedierne/TV, er der grund til at være på vagt .

Fascismen er fortsat en mulighed, når demokratiet kommer i krise, medens kommunismen i den sovjetiske udgave har udspillet sin rolle - i hvert fald i de veludviklede lande. Den var et barn af helt specifikke omstændigheder og viste sig ikke levedygtig i længden.

Kommunisme og fascisme er begge totalitære ideologier, som i en periode kom til magten i nogle lande, men forskellene mellem dem og deres aktuelle relevans viser, at de ikke er to sider af samme sag. Opgøret med sovjetkommunismen er bagudrettet, medens fascismen fortsat udgør en fase i vores del af verden, fordi fascismen er en mulighed i de veludviklede lande, når demokratiet kommer i krise.