Mand og kone - far og søn

At det skulle være belastende for en embedsmand, at dennes ægtefælle offentligt kritiserer embedsmandens nærmeste foresatte - det er en helt ny måde at anskue tingene på som Roskilde-biskoppen lægger for dagen. Det skal blive interessant at se, om retshistorikere overhovedet kan finde et fortilfælde.

Belastende kunne det selvfølgelig være for en embedsmand, hvis ægtefællen har overtrådt injurielovgivningen eller på anden måde tilsidesat skrevne eller uskrevne regler. Men da den angrebne part i det aktuelle tilfælde hverken har rejst eller meddelt at ville rejse injuriesag, må man antage, at angrebene ikke er af ulovlig karakter. Og den angrebnes voldsomme reaktion må derfor skyldes en særlig sarthed, en sårbarhed som det nok kan være ubehageligt at lide af for en kirkens mand.

I godt selskab

Den ekspert i kirkeret som JP allerede har konsulteret, gør med rette opmærksom på, at debatformen i det kirkelige landskab ofte er skarp. Det er mildt sagt.

Den værdifulde debattradition i vor kirke, så gammel som kirken selv, fremhæves af, at det var netop vore kirkefædre, der var de skrappeste polemikere og måtte lide mest for det: Martin Luther blev lyst i band, Grundtvig blev belagt med censur, og Søren Kierkegaard latterliggjort i den kulørte presse. Man må ønske Carsten Breengaard, som er ramt af biskoppens vrede, velkommen i det gode selskab.

At nært familieskab skulle udgøre et problem - sådan at en debattørs ægtefælle af sin nærmeste foresatte beskyldes for troværdighedstab alene i kraft af familieskabet - det er en så usædvanlig tankegang, at spørgsmålet uundgåeligt melder sig: Jamen, får provst Breengaard så ikke selskab af mange andre, der kunne tænkes at komme lige så slemt i fedtefadet på grund af nærtbeslægtedes - nutidige eller tidligere - debatdeltagelse?

Hvis man bladrer tilbage i gamle årgange af JP, kan man i 50'erne og 60'erne finde mange fornemme eksempler på stilsikker og derfor meget hvas kirkelig debat.

Polemikkens mester

En sand mester i polemikkens kunst var kirkehistorikeren, professor P. G. Lindhardt, og det tjener JP til uvisnelig ære, at man gav så megen spalteplads til netop ham, som havde så meget at tilføre debatten fordi han dels så tingene i skarpt historisk perspektiv og dels var en sprogets mester.

I 1957 bragte bladet 10. februar og 14. juli to kronikker, året efter trykt i bogen ''Repliker'', hvor P. G. Lindhardt med sylespids sarkasme og hånsk ironi, understreget med strengt saglige kirkehistoriske pointer, nedsænkede hhv. Københavns biskop Fuglsang-Damgaard og professorkollegaen Hvidberg i et hvidglødende syrebad af spot og spe. Her stikkes kniven ikke blot ind, men den drejes også rundt i såret, f.eks. når Fuglsang-Damgaard får at vide, at han med sine ord »styrker det menige folk i dets afsky for gejstligt bavl og salvelse, og i dets udbredte tro på, at kirken er et sted hvor man blæser i basun for hinanden«, mens Hvidberg bliver afsløret som den »hund der stikker snuden i eget bræk«.

''Firmaet'' sværtet til

Når nu Roskildebiskoppen er så bekymret over, at en af hans provster er gift med en kirkehistoriker, der producerer skarpe debatindlæg, så burde han da langt mere sove dårligt ved tanken om, at han selv - oh skræk - er søn af hin endnu skarpere polemiker, hvis sproglige fleuret og kirkehistoriske perspektivering med dødelig præcision ramte ikke blot en bispekollega, men selveste Københavns biskop, folkekirkens primas.

Hvor belastende!

Næsten lige så belastende for ham, som det er for folkekirken at se Roskildes bispestol beklædt af en fjende af ytringsfriheden.

Her er ''firmaet'' virkelig sværtet til.