Kronik: Legenden lever - endnu

Bob Dylan, sanger & sangskriver, som netop er hædret med en Oscar for sin filmmusik, fylder 60 år i maj. Men det er en afkræftet og sygdomsramt kunstner, vi taler om.

Hvor det bærer hen, har flere indlæggelser og Dylans egne ord på det senest officelt udgivne album ikke ladet nogen tvivl tilbage om.

»Jeg blev født her, og jeg skal dø her - imod min vilje«, hedder det blandt andet, og senere »jeg kan end ikke huske, hvad det var, jeg kom hér for at slippe væk fra«. Rene ord fra en mand der, foruden John Lennon, mere end nogen anden sanger og sangskriver har ætset sig ind i bevidstheden hos ikke blot sin egen generation.

Stort set samtlige sange på den meget roste ''Time out of mind'' omhandler dette ene og sidste, at dø, men nok så meget om at have levet et liv fuldt ud. »Jeg har været så langt nede, at det er ufatteligt, at jeg nogensinde kunne rejse mig igen«, fortæller Dylan, hvis timeglas er ved at rinde ud; »det er ved at blive mørkt, men endnu ikke helt«, er statuserklæringen fra den nu snart 60-årige poet. Nyeste udspil er en af Dylan sammensat opsamlings-cd, og bebudet tourné, der måske bringer ham til Danmark.

Det faktum, at Dylan har kunnet præge så vidt forskellige mennesker, fortæller en del om den styrke, der ligger i hans tekster, så lad mig vende blikket mod det store episke indhold i hans produktion.

Paradoksalt er det et spørgsmål, hvor gammel Dylans protestsangerrolle egentlig er. Rent faktisk er det kun i løbet af de første fem år af sin nu 37-årige karriere, at Dylan vandt hævd som protestsanger! Da Bob Zimmerman i 1961 skiftede efternavn til Dylan, lånte sin fars bil (og en god sjat lommepenge) for at prøve lykken i New York og pladedebuterede under sit nye navn, var det hovedsagelig med traditionelle folkesange. På debutpladen er der da også kun en sang af hans egne - ikke en protestsang - men en hyldest til sit erklærede forbillede, Woody Guthrie, (kendt ikke mindst fra ''This land is your land'').

Først i 1962 skulle Dylan med sit ''Freewheelin'''-album slå sit ry fast som protestsanger, og i løbet af de følgende fire år bidrage til den amerikanske sangskat med ballader som ''Blowing in the wind'', ''Masters of war'', ''The times are a'changing''; sange der nu er fast repertoire hos enhver lejrbålssanger med en spansk guitar, og med tidens tand vel også selv har mistet nogle.

Nogenlunde samtidig med at Dylan skiftede sin akustiske guitar ud med en elektrisk i midten af 60'erne (til stor forargelse for folkemusikpuritanerne) begyndte hans sange at antage et mere introvert præg; det var ikke længere våbenfabrikanterne og de korrupte politikere, der var hans inspirationskilde, så meget som det var det indre liv, og kærlighedsproblematikken, der blev central.

At Dylan i denne periode betragter sig som en ''fredløs'' er uomtvisteligt. Mest direkte kommer den fredløses filosofi til udtryk i den episk stort anlagte ballade ''Desolation Row'' (fra 1965), hvori de fredløse er samlet uden for det normale samfund, på ''Trøstesløshedsvej'' (som Poul Borum lydhørt gendigtede det), hvortil det etablerede samfund skal »passe på, at ingen flygter til«, samt på ''Absolutely sweet Marie'' fra det berømte dobbeltalbum ''Blonde on blonde'' fra 1966, hvori det direkte hedder, at man »for at leve uden for loven må være ærlig.«(!) Hermed siges det jo, at det etablerede samfund; loven er korrumperet, og at ethvert menneske må gøre op med sig selv, om det vil leve efter samfundets eller den fredløses trøstesløse, men ærlige præmisser. I det hele taget bliver Dylan frygtelig moralsk i denne periode, også i forhold til kærligheden. Den ægte fredløse er besiddelsesløs; altså kan man heller ikke eje hinanden, og en stribe besungne kærlighedsforhold (blandt andre til Dylan's egen hustru) går mere eller mindre i vasken, enten fordi pigen bringer et ejerforhold ind i kærligheden, eller fordi hun tilhører det eksisterende korrupte og uærlige samfund.

Det var en stor mundfuld for publikum, der - udover vreden over den elektriske guitar - også fandt hans nye tekster kryptiske, og sandt er det da, at en del af sangene er vanskeligt gennemskuelige i deres symbol- og billedsprog, der sine steder bliver nærmest surrealistiske.

Publikum havde foretrukket de gamle protestsange med det let genkendelige fjendebillede. De nye sange var da godt nok samfundskritiske, men det var en kritik, der gik nok så meget på det etiske, og tvang folk til selv at tage stilling. Dylan var ikke missionerende på det tidspunkt (undtagen måske overfor kvinderne!).

Men sådan er det med Dylan; mister han publikum et sted, får han et nyt, næsten per automatik. Han blev pludselig et idol for flower-power generationen, hvis ubestridte bannerfører indtil da havde været Donovan (som Dylan, foruden med John Lennon, knyttede et personligt venskab med).

Igen et paradoks da Dylan (i lighed med Frank Zappa) aldrig havde vedkendt et tilhørsforhold til denne bevægelse og iøvrigt da også takkede nej til at optræde ved Woodstock-festivalen. (Der skulle gå 25 år, før han i 1994 sang ved Woodstock, og da var duften ærligt talt gået af blomsterne).

Dylan havde imidlertid nok at se til, optrådte næsten konstant med sine lange, lyriske ballader og var nødt til at tage amfetamin for overhovedet at kunne huske alle ordene - ifølge interview med Jann Wenner fra musiktidsskriftet ''Rolling Stone''. På et tidspunkt var Dylan da også ved at dele skæbne med Jimmi Hendrix og Jim Morrison, hvis ikke et motorcykeluheld i slutningen af 1966 bogstavelig talt havde tvunget ham til at ligge på den lade side i henved halvandet år, i hvilken periode han blev stoffri og iøvrigt havde rigelig tid til at filosofere.

Det er fristende at sammenligne Dylans udvikling med Kierkegaards beskrivelse af livsstadierne, og vist er det, at han efter den første ungdoms fascination af kærlighedens æstetik beskriver en udvikling hen mod en etisk fordring for i de efterfølgende år at nærme sig en religionsopfattelse og et dertil hørende krav.

I årene efter rekonvalescensen, fra ''John Wesley Harding'' -albummet i 1968, der inddrager flere bibelske personer, frem til ''Street legal'' -albummet i 78 er Dylan søgende efter et ståsted; bliver samtidig også interesseret i miljøspørgsmål, og eksperimenterer også musikalsk. Blandt andet tager han en tur i ''country-land'' med en anden gammel ven, Johnny Cash.

Årene efter sin skilsmisse i 1979 frem til og med 1983 er præget af Dylans omvendelse fra jødedom til kristendommen, og han bliver faktisk for en gangs skyld missionerende i ordets oprindelige betydning. På den første i en række religiøse plader, ''Slow train coming'' fra 1979 havde Dylan inviteret en lovende ung guitarist, Mark Knopfler, der netop havde debuteret med sit ''Dire Strait''- band. Kunne Dylans eminente evne til at finde dygtige guitarister ikke skabe røre nok om udgivelsen, gjorde den religiøse fordring det i alt fald. Igen vendte publikum ham ryggen. »Kan du finde noget bedre end Jesus, må du have et hjerte af sten«, riposterer Dylan på ''Shot of love''-pladen fra 1981. To år senere kulminerede Dylans prædikener på ''Infidels'', altså ''(De) vantro'', og det var næsten for meget af det gode.

Men lige så hurtigt som han havde skabt røre i vandene, lige så stille trak Dylan sig tilbage fra sin selvvalgte budbringerrolle.

Da jeg faktisk godt kan lide manden og (en stor del af) hans musik, ville jeg jo gerne skrive, at han efterfølgende fejrede nye triumfer, men i sandhedens interesse må jeg konstatere, at de næste - næsten 10 år - har været præget af mere eller mindre ligegyldige produktioner, kuriøse (men ikke nødvendigvis spektakulære) filmforsøg og en stigende uoplagthed ved koncerter, der har efterladt et indtryk af, at Dylan i højere grad var interesseret i at tjene penge hjem til diverse børnebidrag end i at synge og spille. En positiv undtagelse herfra var dog samarbejdet med George Harrison, Jeff Lynne, Tom Petty og (nu afdøde) Roy Orbison i ''Travelling Wilburys''-projektet.

For fire år siden efter lang tids pause dukkede albummet ''Good as I have been to you'' op. Det interessante herved er ikke så meget at Dylan har droppet backing-bandet, som at han udelukkende synger bedagede traditionelle folkesange, så han er på den måde vendt tilbage til sit udgangspunkt. Dette uddyber han på ''World gone wrong'' fra 1993, i hvilken cd der er indlagt et helt lille manifest, hvori der blandt andet langes ud efter computerteknologien.

Åbenbart er Dylan en indædt modstander af informationsteknologien, og siger således: »teknologi, der kan udslette sandheden, er nu tilgængelig. Ikke alle har råd til den, men den er tilgængelig. Bare vent til priserne falder! Så vil der ikke være sange som disse mere«. Et ganske alvorligt udsagn, må man sige, på tærskelen til det 21. århundrede! For der er jo det at indvende, at uden den selvsamme teknologiske udvikling, havde Bob Dylan aldrig opnået den udbredelse han faktisk har, fra grammofonplader, over cd'er til internet, men denne selvmodsigelse bekymrer ham tilsyneladende ikke.

I slutningen af forrige år manifesterede Dylan sig så ''Time out of mind'' med sange uden antydning af protest eller folklore, men til gengæld mættet med en melankoli, dødsangst og rekapitulation af kærestesorger, som var det vitterlig Dylans svanesang.

Dette kan selvsagt kun tiden vise, men dødsfrygten er reel nok, især på baggrund af Dylans alvorlige hjerteproblemer, der førte til en akut hospitalsindlæggelse for et år siden. Det er ikke helt »mørkt endnu, men det nærmer sig«, klager Dylan, og fortsætter: »jeg blev født her, og skal dø her - imod min vilje«...»hver en nerve i min krop er så fraværende og stum - jeg kan ikke en gang huske, hvad det var, jeg kom her for at slippe væk fra«. Dylan mistede fornylig sin cancerramte eks-hustru, hvilket fik ham til at donore et større beløb til kræftforskningen.

Koncerterne vil vise, om Dylan vil vise sig fra denne nye melankolske side; som missionerende eller i sin rolle som folkemindesamler.

Det er aldrig til at vide på forhånd, da man - som vi har set - kun kan være sikker på, at Dylan aldrig helt er det sted, hvor man tror.