Kronik: Humanisme kontra kristendom

I Nordahl Griegs sang "Kringsatt af fiender" fra 1936 hedder det, at »Ædelt er mennesket«. Det kan man kalde en humanistisk trosbekendelse. Men er det rigtigt, at mennesket er ædelt, altid opfører sig ædelt over for andre? Nordahl Griegs liv viser, hvor tynd en is bekendende humanister bevæger sig på, og hvor let de braser gennem.

Da krigen mod Nazi-Tyskland brød ud, opdagede Grieg, at man ikke standser granaters flugt alene »med ånd« og »troen på livet vort, menneskets værd«, som er humanistens foretrukne våben. Han meldte sig til Royal Air Force og blev skudt ned og dræbt i december 1943 under et bombetogt over Berlin. Inden da havde han taget del i andre luftangreb, hvorved civile, herunder små børn, muligvis er blevet dræbt, da bomber hyppigt forfejler deres mål under luftangreb. Hvordan harmonerer Griegs gøremål under krigen med påstanden om, at mennesket er ædelt?

Rigtigt skidt. Eksemplet viser i at sin gru, at der er tale om selvindbildning og virkelighedsflugt, når man hævder, at mennesket er ædelt. Krig og ufred kan ikke altid bekæmpes med ord alene. Man må ud på slagmarken.

De af os, der ikke er nazister, synes, at nedkæmpelsen af Nazi-Tyskland med militære midler var helt på sin plads. Nogle synes måske endda, at det var en ædel sag at kæmpe for. Men under selve krigen, i de militære slag, som går ud på, eller i alle fald med sikkerhed vil resultere i, død og ødelæggelse, er det umuligt at opretholde illusionen om det ædle menneske. Civile - blandt dem forsvarsløse børn - bliver uvægerligt dræbt, også af en bombekastende menneskekærlig poet som Nordahl Grieg.

Kan kristne være soldater, gå i krig, der kan resultere i, at man overtræder budet om ikke at ihjelslå? Ja, det kan de. For som kristne ved vi, at man ikke kan komme gennem livet uden i situationer at opføre os mindre pænt, det der i kristent sprogbrug hedder at synde. Man kommer let til at påføre andre lidelser under udførelsen af de opgaver, man er blevet pålagt eller har pålagt sig selv.

Det ligger imidlertid ikke i kristendommen, at man skal være ligeglad med at påføre andre lidelser. Politimændene, der i Philadelphia i sommer gennemtævede en sort biltyv, opførte sig ukristeligt. Tværtimod skal man jævnfør næstekærlighedsbudet i Bjergprædiken være barmhjertig over for dem, man møder på sin vej. Men det ligger altså i kristendommen, at vi i visse situationer kan komme til at påføre andre lidelser, og da synder vi. Vi kan ganske enkelt ikke undgå det. Vil vi leve med det, er der kun et at håbe på - det er desværre ikke en menneskerettighed - Guds nåde og tilgivelse.

Paul Tibbets, piloten på det bombefly, der kastede atombomben over Hiroshima, udbrød: »Du godeste Gud!« da han så virkningen af det ny våben. Han havde det skidt med sig selv resten af livet og har nok ikke kunnet synge med på Nordahl Griegs hymne om menneskeværd og det ædle menneske.

Om Tibbits bør have større samvittighedskvaler end andre, der i en krig berøver uskyldige mennesker livet eller påfører dem livsvarige skader, er jeg ikke sikker på, selv om bomben betød titusinder af menneskers død. USA var i krig, en rigtig beskidt krig, og Tibbets havde en opgave at udføre. Han kan håbe på Guds tilgivelse. Men det er ikke forskelligt fra andre mennesker, der også synder i stort og småt.

Der trives i dag en opfattelse af, at alt det med synd og især en arvesynd, vi ikke kan løbe fra, er gammeldags og uden betydning. Det er nærmest pinligt, at nogen kan finde på at tale om det. I dag kan mennesket alt, inkl. springe ud i elastik fra Eiffeltårnet og Mount Everest, så hvorfor holde fast i Gud? Men folk er stadig religiøse, blot tror man ikke på Gud, men på menneskerettighederne, på det stærke menneske, der kan alt. Det har konsekvenser for lovens stilling i et samfund.

Forudsætter man, at mennesket er syndigt, er selvisk og vil gå sine egne veje, ved man, at der er risiko for, at det enkelte menneskes handlinger vil skade andre. Derfor ved syndsbevidste kristne, at der må der være love, der regulerer folks adfærd, så ingen lider under andres handlinger.

Lovgivning er også nødvendig af hensyn til omsorgen for de svage, da vi som kristne ved, at vi ikke kan leve op til næstekærlighedsbudet i et og alt. Hvis handicappede, fattige og nødlidende kun var overladt til vores barmhjertighed og personlige godhed, ville de ikke blive behandlet så godt, som de vil blive det i et samfund, hvor lovregler sikrer dem hjælp.

Går man derimod ud fra, at mennesket er godt, ædelt og stærkt og uden synd, vil man tage mere lemfældigt på love, retsregler osv., da man ved med sig selv, at man gør det gode, når man handler. Den rene har lettere ved at gribe til stening end den urene. Redaktøren af det humanistiske Århus-tidsskriftet "Faklen", Rune Engelbrecht Larsen, har til eksempel slået til lyd for, at indvandrere bør bevæbne sig som reaktion på nogle danskeres barske udtalelser i indvandrer- og flygtningedebatten.

Hvis man vil finde rødderne til humanismens nuværende status som en art religion, skal man gå til renæssancemennesket Giovanni Pico della Mirandolas programskrift med den sigende titel "Det står mennesket frit for at hæve sig mod det guddommelige". Under den franske revolution slap man forbindelsen til den kristne Gud. De revolutionære nedskrev "Menneskerettighedserklæringen" i 1789, og et par år senere tog de skridtet fuldt ud, da de som led i en afkristningskampagne omdannede Notre Dame fra at være et Guds hus til at være et fornuftens tempel.

Revolutionen udartede til anarki, så for at dæmpe gemytterne indstiftede Robespierre en ny religion, hvor man dyrkede "Det højeste Væsen", der havde karakter af nogle leveregler, som befolkningen skulle rette sig ind efter. Årene under den franske revolution er et skrækindjagende eksempel på, hvordan det kan gå, når mennesket tager magten og lader fuldstændig hånt om landets love og lægger afstand til den besindelse, der ligger i kristendommens syndsbegreb.

Kommunismen fuldendte opgøret med kristendommen og hævdede at kende opskriften på skabelsen af et jordisk paradis for menneskeheden. Det franske kommunistpartis avis hedder "l'Humanité", der både kan betyde menneskeligheden og menneskeheden. Kommunister omtalte rask væk massemorderen Stalin som "Den store humanist". Det danske kommunistparti fandt i 1935, at der ud af Stalins taler vældede »en usigelig lyrisk følsomhed over for mennesket, en kærlighed til mennesket«.

Med de nidkæres tro på, at netop de har manualen til det perfekte menneskelige samfund, har kommunister haft let ved at henrette mennesker, der anfægtede kommunisternes ret til at opføre sig, som de ville. Lenin udstedte egenhændigt henrettelsesordrer. Humanismen, dyrkelsen af det ædle menneske og det menneskelige, ender forbavsende let i sin modsætning - menneskeforagt.

Der er en forbindelse mellem kristendom og humanisme, da de humanistiske idealer minder om næstekærlighed, og humanisme kan måske kaldes verdsliggjort kristendom. Men hvor de kristne bud lyder, at »Du skal elske Gud af hele dit hjerte« og »elske din næste som dig selv«, skærer humanister ofte Gud væk.

I Guds sted træder det uafhængige menneske, der egenhændigt tiltager sig magt i næstekærlighedens navn og kan dømme levende uden om lovgivningen, hvis lovene anses for at være menneskefjendske. I humanismen er mennesket blevet herren, hvorimod kristendommen siger det modsatte, at Gud er herren og vi hans tjenere.

Nogle kristne har selv båret ved til opfattelsen af, at humanisme og kristendom er et fedt. De taler om det "kristne menneskesyn" og mener, det kan udmøntes i et parti eller i det mindste i en politisk programerklæring. Men et "kristent menneskesyn" må ud over at fremhæve næstekærlighed, holde fast i, at kristendommen går på to ben: At mennesket også er syndigt, og ikke er ansvarlig for sin egen frelse. Det kristne menneskesyn, således formuleret, burde snarere mane til ydmyghed, beskedenhed og forsigtighed i politiske spørgsmål og være forbeholden over for politiske utopier.

Men den humanistiske religion er så tiltrækkende, at folk vender sig bort i væmmelse, når kristne taler om synd. Da prøver nogle kristne at gøre kristendommen indbydende. Så indbydende, at nogle i dag, når de hører ordet kristendom, forbinder kristendom med skønsang i kirken en hverdagsaften og pengebidrag til Folkekirkens Nødhjælp. Alt sammen godt nok, men det er ikke kristendommens kerne.