KRONIK: Derfor er Danmark uden for euroen

I disse dage går de fleste EU-lande i gang med ØMU'ens tredje fase, der indebærer oprettelsen af en fælles centralbank og indførelsen af en fælles valuta, euroen. Som bekendt er Danmark et af de fire EU-lande, der ikke er med i dette projekt. Danmark har - ligesom Storbritannien og Sverige - valgt at stå uden for samarbejdet, medens Grækenland ikke har fået lov til at være med.

I den offentlige debat herhjemme henvises der gerne til Det Nationale Kompromis efter Maastricht-folkeafstemningen i 1992 som grunden til, at vi ikke er med. Og det er da også rigtigt, at et af de fire forbehold i Det Nationale Kompromis og Edinburgh-aftalen vedrører ØMU'en og den fælles valuta.

Det betyder imidlertid ikke, at det er de danske vælgere, der har bestemt, at vi skal stå uden for det valutasamarbejde, der nu igangsættes mellem en række EU-lande. Faktisk har de danske vælgere aldrig fået lejlighed til at stemme om dette emne, og derfor kan de heller ikke pålægges ansvaret for det.

Da de danske vælgere i juni 1992 gik til stemmeurnerne for at stemme ja eller nej til Maastricht-traktaten, havde de ingen reel mulighed for at stemme ja eller nej til dansk deltagelse i en fælles EU-valuta.

Det aftalekompleks, som gerne omtales som Maastricht-traktaten, omfattede nemlig en protokol, som blev knyttet som bilag til Traktaten om Oprettelse af Det Europæiske Fælleskab. I denne protokol hedder det blandt andet, at de høje kontraherende parter tager til efterretning, at den danske grundlov indeholder bestemmelser, der kan indebære en folkeafstemning i Danmark forud for Danmarks deltagelse i tredje fase af Den Økonomiske og Monetære Union. Og det hedder videre, at den danske regering underretter Rådet om sin holdning vedrørende deltagelse i tredje fase, inden Rådet foretager sin vurdering af, hvem der kan være med i denne fase.

Danmark var med andre ord ikke forpligtet til at deltage i den tredje fase af ØMU'en efter Maastricht-traktaten, og de danske vælgerne havde derfor heller ikke nogen mulighed for at stemme ja eller nej til dansk deltagelse i en fælles valuta.

Det er selvfølgelig tænkeligt, at danske vælgere kunne være så utilfredse med at være berøvet muligheden for i juni 1992 at sige ja til dansk deltagelse i en fælles EU-valuta, at de af den grund stemte nej til Maastricht-traktaten. Det er dog næppe sandsynligt, at der har været ret mange - om overhovedet nogen - der har stemt nej af denne grund. I hvert fald er det ikke en begrundelse for at stemme nej, som blev registreret i de undersøgelser, der dengang blev gennemført.

Da de danske vælgere havde forkastet Maastricht-traktaten, forhandlede den politiske klasse i Danmark sig frem til et nationalt kompromis, som i det store og hele blev accepteret af de øvrige medlemslandes regeringer i Edinburgh i december 1992. Det centrale i Det Nationale Kompromis og Edinburgh-aftalen med hensyn til ØMU'ens tredje fase var, at medens Danmark efter Maastricht-traktaten havde forbeholdt sig muligheden af ikke at ville være med, så meddelte den danske regering nu, at man faktisk ikke ville være med.

Det Nationale Kompromis hvilede på en - sikkert korrekt - fortolkning af afstemningsresultatet den 2. juni 1992 gående ud på, at en medvirkende årsag til nej'et var en folkelig modstand mod at opgive kronen og indføre en fælles valuta. Meningsmålinger viste således, at kun ca. en tredjedel af de danske vælgere i 1992 gik ind for en fælles valuta. Ikke desto mindre var der tale om, at det var de valgte politiske ledere, der fortolkede valgresultatet og indføjede ikke-deltagelse i ØMU'ens tredje fase som et af de fire danske forbehold i Edinburgh-aftalen.

I hvilket omfang netop dette forbehold betød, at de danske vælgere skiftede fra et snævert nej-flertal i juni 1992 til et klart, om end ikke særlig bredt, ja-flertal i maj 1993, er det vanskeligt at sige noget definitivt om, men det har formodentlig medvirket til, at de politiske aspekter af traktaten hos en lille, men afgørende gruppe, kom til at virke mindre skræmmende. Herfra kan man imidlertid ikke slutte, at de danske vælgere i maj 1993 tog stilling til en fælles valuta og udtalte sig imod den. Fælles for 1992 og 1993 var det imidlertid, at dansk deltagelse i ØMU's tredje fase blevet udskudt til efter en ny folkeafstemning.

Denne beslutning om, at dansk deltagelse i ØMU'ens tredje fase ikke skulle afgøres i forbindelse med afstemningen om Maastricht-traktaten, men udskydes og afgøres ved en ny folkeafstemning, blev truffet af den danske politiske klasse, formodentlig i løbet af 1991, og efter alt at dømme efter en forståelse mellem den daværende borgerlige regering og Socialdemokratiet. At afgøre mere nøjagtigt hvornår og hvordan vil kræve en nærmere undersøgelse, medmindre de involverede aktører selv vil redegøre for det.

Det står dog under alle omstændigheder fast, at den danske regerings memorandum fra oktober 1990 ikke nævner noget herom, medens der et år senere - i december 1991 - synes at være opnået bred enighed - og i hvert fald enighed mellem regeringen og Socialdemokratiet - om at udskyde dansk deltagelse i en fælles valuta til efter en ny folkeafstemning.

Statsminister Poul Schlüter udtalte således i en forespørgselsdebat 5. december 1991: »Interessen samler sig klart om den tredje fase, hvor valutaerne låses fast. Danmark har tilkendegivet, at vi forud for overgangen til tredje fase må forbeholde os at skulle afholde endnu en folkeafstemning, og at der derfor skal indføres en klausul, som tager højde for denne mulighed. Jeg forventer, at dette ønske kan imødekommes.« Og det kunne det som omtalt i form af en protokol til Maastricht-traktaten.

Socialdemokratiets formand, Svend Auken, udtalte i den samme forespørgselsdebat i december 1991: »Socialdemokratiet fastholder, at der skal være folkeafstemning, inden der eventuelt siges ja fra dansk side, og at der skal være mulighed for, at befolkningen kan sætte sig ind i alle aspekter af de nye traktater. Vi har ydermere foreslået, at der skal afholdes en ny folkeafstemning, før Danmark i givet fald kan forpligtes til at deltage i en fælles EF-valuta.«

Den dagsorden, som derefter blev fremsat af Svend Auken på vegne af Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti, Venstre, Centrum-Demokraterne, Det Radikale Venstre og Kristeligt Folkeparti, nævner også »ingen dansk forpligtelse til at deltage i en fælles EF-valuta.«

Om denne beslutning skyldes tvivl om det fornuftige i at deltage i en fælles valuta, om det skyldes taktiske overvejelser om, hvordan man bedst kunne vinde folkelig tilslutning til at styrke EF's økonomiske og politiske samarbejde eller noget helt tredje, er ikke afgørende i denne sammenhæng, hvor det alene gælder om at påvise, at beslutningen om at udskyde dansk deltagelse i den fælles valuta til efter en ny folkeafstemning blev truffet af politikerne og aldrig blev forelagt den danske vælgerbefolkning.

Noget tyder dog på, at udviklingen er gået hurtigere, end de danske politikere regnede med, og at de havde svært ved at overskue konsekvenserne af ØMU'en. For eksempel udtalte statsminister Poul Schlüter 17. marts 1991: »Tredje fase af den økonomiske og monetære union kommer ikke til at omfatte en fælles valuta med mønter og sedler. Men det er muligt, at vi senere får en valuta med betalingsmidler - sideløbende med kronen og de andre valutaer.« Usikkerhed over for det nye og ukendte kan godt have været en del af begrundelsen for ønsket om at udskyde den danske deltagelse i den tredje fase til et senere tidspunkt.

Hvem der tog initiativet til denne beslutning, og hvem der havde størst indflydelse på, at den blev truffet, er måske ikke det mest afgørende. Det er det derimod, hvem der påtog sig at gennemføre den og dermed tage ansvaret for at omsætte den i praksis. Her kan man ikke komme uden om, at det er den daværende regering og især dens udenrigsminister, Uffe Ellemannn-Jensen, der må påtage sig hovedansvaret. Det var Uffe Ellemann-Jensen, der forhandlede den omtalte protokol på plads i Maastricht, og det var ham, der i Edinburgh fik de øvrige EF-regeringers accept af de danske forbehold.

De, der nyder magtpositionernes privilegier i form af høje indtægter, indflydelse, kors og bånd og stjerner, må også påtage sig ansvaret for, hvad de foretager sig, medens de besætter disse magtpositioner. Dette ansvar omfatter i denne forbindelse ikke så meget andet og mere end den ære eller skam, som ligger i at få sit navn knyttet til bestemte vilkår for deres landsmænds liv og levned.

Det gælder i politik som i andre af livets forhold, at det sjældent er sådan, at man kan handle fuldstændigt frit. Som regel er det sådan, at man må træffe sine valg inden for bestemte begrænsninger og mellem et overskueligt antal muligheder. Nogle gange er grænserne vide og mulighederne mange, andre gange er grænserne snævre og mulighederne få. Men man er under alle omstændigheder ansvarlig for de valg, man træffer. Uanset om Uffe Ellemannn-Jensen dengang eller senere mente, at det var en god ide at udskyde den danske deltagelse i det fælles valutasamarbejde, eller noget, som han mere eller mindre var tvunget til af omstændighederne - partipolitiske aftaler, vurderingen af folkelige meninger, eller hvad der nu har været vigtigt for ham - så var det ham, der gennemførte beslutningen om, at dansk deltagelse i ØMU'ens tredje fase med overgang til en fælles valuta først skulle ske, efter at dette spørgsmål havde været lagt ud til folkeafstemning blandt de danske vælgere.

Derfor må det i disse dage, hvor andre EU-lande går i gang med at indføre en fælles valuta, ikke glemmes, hvem der har ansvaret for, at Danmark ikke er med. Det er ikke den danske vælgerbefolkning, der har påtvunget regering og folketing noget, som er dem inderligt imod. Det er derimod den del af den politiske klasse, som er valgte politikere, som har truffet denne beslutning, og hovedansvaret for dens gennemførelse påhviler først og fremmest den daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen.