Annonce
Debat

KRONIK: Tyrken på Balkan

Da sultan Orhan i 1352 erobrede fæstningen Tjimpe i det sydlige Thrakien, indledtes en epoke i Europas historie, som den dag i dag har enorm symbolsk og psykologisk betydning. Tyrken havde dermed bidt sig fast på Balkan og indledt et erobringstogt, der i de følgende århundreder gjorde Det Osmanniske Rige til ikke blot en dagligdags realitet for Balkans brogede befolkning, men også til en storpolitisk trussel for de førende kontinentalmagter. Hvem var denne Orhan, og hvem var disse osmannere?

Orhans far, Osman (heraf osmanner), havde omkring 1300 antaget sultantitlen som leder af et af de turkiske emirater, der var opstået et halvt århundrede tidligere i Lilleasien i kølvandet på mongolernes splittelse af selsjukkernes rige. Osman blev snart en trussel mod Det Byzantinske Rige, hvis hovedstad kejserbyen Konstantinopel siden det 4. århundrede havde været Roms afløser som centrum i Romerriget, senere Det Østromerske Rige.

Da osmannerne dukkede op på Balkan, var halvøen delt op mellem Byzans, der havde Thrakien, Thessaloniki og en stor del af Peloponnes og de tre selvstændige kongedømmer Bulgarien, Serbien og Bosnien. Nord for linjen Donau og dens biflod Sava, der normalt defineres som Balkans nordgrænse, lå kongedømmet Ungarn, der indbefattede Kroatien og Slavonien, samt mod øst Transsylvanien og fyrstendømmerne Valakiet og Moldavien.

Da osmannerne først havde sat deres fod på Balkans jord i 1352, gik det stærkt med erobringer. I de følgende tre århundreder ekspanderede de mod øst ind i det kaukasiske område, ind i området mellem Eufrat og Tigris mod Den Persiske Golf og i Nordafrika. På Balkan blev Bulgarien erobret 1396, Serbien 60 år senere, hvorefter i hastig rækkefølge fulgte Bosnien, Albanien, Grækenland og Hercegovina. Ungarerne led et sviende historisk nederlag ved Mohàcs i 1526, og tre år senere stod osmannerne foran Wiens mure.

I mellemtiden havde de i 1453 erobret den sidste rest af Det Byzantinske Rige, nemlig selve kejserbyen Konstantinopel. Denne erobring fik for osmannerne en enorm symbolsk betydning. Sultanen opfattede sig selv som kejserens naturlige efterfølger og sin nye hovedstad, nu kaldet Istanbul, som centrum i sit verdensrige. Han hyldede dermed det universelle princip om, at der kun var plads til én arvtager til Romerriget .

Fra anden halvdel af det 16. århundrede mistede osmannerne imidlertid pusten og begyndte at afgive landområder. Men erobringerne blev genoptaget i det 17. århundrede, bl.a. med ekspansion mod nord ind i Transsylvanien, Podolien og Dnestr-Bug-området, hvor de stødte sammen med den etablerede stormagt Polen-Litauen og den gryende stormagt Rusland. Belejringen af Wien i 1683 betød for osmannerne kulminationen på deres europæiske erobringer, og fredsslutningen i Karlowitz i 1699 fastlagde nordgrænsen for deres indflydelse. Ungarn og Transsylvanien blev afstået til kejseren i Wien.

I de følgende to århundreder blev Balkan for alvor en brik i det europæiske stormagtsspil, mens Det Osmanniske Rige nu blev opfattet som en etableret stormagt på linje med de øvrige europæiske magter. Man begyndte ved de europæiske hoffer at tale om »det østlige spørgsmål«, dvs. graden af magternes indflydelse på Balkan. Habsburgernes Østrig og romanovernes Rusland blev nu konkurrenter om denne indflydelse og dermed om muligheden for i fremtiden at dele den osmanniske arv. Fra slutningen af det 18. århundrede og i første halvdel af det 19. århundrede var den russiske indflydelse stærkt voksende - ideologisk handlede det for Moskva om at erstatte den muslimske halvmåne med det kristne kors - korset på Hagia Sophia-kirken i Konstantinopel, men realpolitisk handlede det lige så meget om adgangsvejene til Middelhavet, dvs. om herredømmet over stræderne. England og Frankrig greb ind for at redde "Europas syge mand", som osmannerriget nu kaldtes, fra at kollapse.

Balkan blev fra nu af for alvor et problem for de europæiske magter, samtidig med at nationale bevægelser udviklede sig som steppebrande. Denne cocktail af storpolitik og nationalisme førte i første omgang til, at osmannerne under Balkankrigene 1912-13 stort set blev trængt ud af Europa og i anden omgang til udbruddet af 1. Verdenskrig, og efterfølgende til det moderne og verdslige Tyrkiets dannelse under Kemal Atatürks ledelse.

Denne historie om osmannernes op- og nedgang er ofte fortalt og her kun gengivet i meget grove rids. Men den er aktuel i forbindelse med en ny bog af lektor Henning Mørk, som har sat sig den enorme opgave at ville beskrive "Balkan under tyrkisk herredømme, 1350-1800", dvs. i geografisk henseende halvøen syd for Donau-Sava-linjen. Men han vil meget mere end det. Sultanernes, storvezirernes og osmannernes liv, deres erobringer, deres organisation af det erobrede og deres politik bliver i Mørks bog til en storslået ramme om en helt anden historie. Det bliver kulisser i en scenografi, hvor et spil af dimensioner slippes løs, hvor aktørerne ikke er sultaner og storvezirer, men derimod de ganske almindelige mennesker, der udgør den nationalt og kulturelt brogede befolkningsbuket, som Balkan først og fremmest er. For første gang i Skandinavien får vi her en samlet beskrivelse af den symbiose mellem orientens styreform og Balkans farverige palet af folk og kulturer, som bliver en integreret del af halvøens historiske arv. Hvis man ikke forstår denne arv, forstår man ikke en dyt af, hvad der sker på Balkan i dag.

Halvøen er ensbetydende med mange forskellige nationer, mange forskellige sprog, en lille håndfuld forskellige religioner og en mængde myter, som hver især bliver til den sandfærdige og skinbarlige historie i den enkelte nations og stats optik. Ved at studere disse myter og vurdere dem i deres rette historiske sammenhæng får man en forståelse af nutidens problemer på Balkan. Lad os blot tage et par af de mange eksempler på myter, som Mørk fremhæver og dokumenterer med lange og sigende kildecitater i sin bog.

Albanerne i den eksjugoslaviske stat Makedonien har altid ment, at de udgjorde 40 pct. - dvs. et flertal - af den samlede befolkning. Det mener de fortsat, selv om en folketælling under vestlig kontrol i 1994 afslørede, at de kun udgør 22 pct. Et andet eksempel: Serberne led et sviende nederlag på Kosovo-marken (i den nuværende provins Kosovo) i 1389, »men i den serbiske historiske bevidsthed er det ikke nederlaget, der står i fokus. Det er noget andet og "større", serbisk modstand mod fremvæltende muslimske (og dermed vantro) horder. Det, der så bliver det centrale, er den serbiske vilje til - på Europas og kristendommens vegne - at bekæmpe dette osmanniske fremmedelement« (p. 28). Slaget bliver med andre ord led i en civilisatorisk bestemt mission. Det undskylder ikke Serbiens fremfærd i Kosovo i dag, men det giver et signal om, hvordan man måske ikke skal tackle konflikten.

Hvis Balkan-folkenes myter om sig selv og andre er en myretue at bevæge sig rundt i, er historiografien om dem at sammenligne med et hvepsebo, hvor hvepsene har vidt forskellig nationalitet, og hvis stik derfor er af lige så forskellig intensitet. Henning Mørk forsøger at bevæge sig mellem cellerne i hvepseboet, men undgår næppe at blive stukket. Sagt med andre ord: han er en dristig mand, der ved som en god forsker at forsøge at dele sol og vind lige risikerer hug fra mange sider - i hvert fald hvis Balkanfolkene lærer sig dansk. Hans forsøg på at finde en fællesnævner mellem forskerens objektive analyse og de mange selvforståelser på Balkan er i det store og hele lykkedes, hvilket i sig selv er al ære værd, al den stund myter er vanskelige at argumentere imod. Det er ret sigende, når forfatteren understreger, at de eneste samlede balkanhistorier er skrevet på vestlige sprog. Der findes naturligvis tykke nationalhistorier for de enkelte nationer, der også inddrager nabolandene i deres beskrivelser, men det står ikke dermed lysende klart, at det også dermed er de samme begivenheder, som de beskæftiger sig med.

Mørk stiller kun indirekte de store spørgsmål som f.eks., hvilken overordnet betydning tyrken fik for Balkan. Det er også et vanskeligt spørgsmål, når man forsøger at overskue fem århundreders herredømme under ét. I den første fase diskuterer han problemet under overskrifter som slaveri og deportation, kolonisering og islamisering. Et væsentligt spørgsmål har været, hvordan det store befolkningsflertal af bønder har oplevet de forandringer, der var en naturlig konsekvens af erobringen. Var centraliseringen af magten, indførelse af et velorganiseret og velfungerende osmannisk forvaltningsapparat, der havde militæret og dets behov som sin krumtap, at foretrække frem for de kristne feudalherrers hidtidige indbyrdes stridigheder eller deres mere eller mindre brutale hals- og håndsret over deres undersåtter? Mørk er tilbøjelig til i de første århundreder at svare ja. Kunne den osmanniske skik med at indsamle kristne drengebørn (blodskat) blandt Balkans bønder og uddanne dem til infanterisoldater (janitsharer) betragtes som den mulighed for social mobilitet og avancement til de højeste poster (endog til storvezir) i den osmanniske vidtforgrenede forvaltning, som bønderbørn ellers ville have været berøvet? Kilderne rummer bekræftende svar på dette spørgsmål, hvor grusomt det end måtte forekomme moderne mennesker. Datiden var grusom, selv med nutidens øjne. Men Mørk har givet ret, når han konkluderer, at byrderne for bondebefolkningen blev større og måske ubærlige i det øjeblik, ekspansionsmulighederne tyndede ud fra slutningen af det 17. århundrede. Herefter var Det Osmanniske Rige nødsaget til at klare de samme og måske endog voksende militære opgaver med færre ressourcer til rådighed. Mørk slutter sin bog på det tidspunkt, hvor Osmannerriget for alvor begynder at blive "Europas syge mand". Vi venter spændt på dens fortsættelse, ikke mindst pga. EU-Europas anstrengte forhold til tyrkens historiske arv og image på Balkan og dermed også til det moderne Tyrkiet.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
JP mener: Husk at tale med djævlen
Hvis man kun hører sig selv og sine ligesindede, bliver man dummere og dummere for hver dag, der går.
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce

Blog: DR kan ”næsten være lige meget”

Morten Uhrskov Jensen
Ordene er Martin Krasniks, og vi må håbe, at vi når dertil, hvor DR lukker og slukker. Men først til lykke med de 20 pct.’s besparelser.
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her