Cykelstierne er blevet en kampplads om både rum og fart
Det er som om, der er opstået et slags cykel-hierarki de seneste år på de aarhusianske cykelstier. Hvad gør vi ved dette kaos? Laver dem tresporede? Eller viser mere hensyn?
Det var en af de smukke sensommerdage, hvor alt bare går op i en højere enhed. Solen skinnede mildt ned over byen, og jeg havde været forbi den lokale bager og købt en jordbærtærte til børn og børnebørn. Med kageæsken i hånden og et smil på læben cyklede jeg hjemad på min trofaste citybike med en nærmest poetisk ro omkring mig.
Men lige da jeg mærkede, hvor perfekt livet var – bang!
»CYKEL BAGFRA!« råbte en stemme så høj og skinger, at den kunne have vækket hvem som helst. Instinktivt kiggede jeg mig hurtigt over skulderen og så til min rædsel to racercyklister med hårde hjelme komme susende som to missiler øjensynlig fast besluttet om at slå Tour de France-rekorden på denne få hundrede meter lange strækning hjem fra bageren. Med et hurtigt sving kastede jeg både mig selv, cyklen og, desværre, jordbærtærten ind på fortovet i et desperat forsøg på at undgå kollision. Tærten overlevede – men det gjorde mit gode humør ikke!
Inden jeg får alt for mange MAMIL´er (Middle Aged Men In Lycra) imod mig, så lad mig straks anerkende, at racercyklen giver supergod motion og frisk luft, og at denne artikel ikke er rettet mod dem, som KAN se, at der er en forskel på at køre stærkt på en øde supercykelsti til og fra de ydre forstæder, og at forsøge at ramme 50 km/t gennem Bruuns Gade eller Nordre Strandvej.
Nuvel, vi danskere elsker vores cykelstier. De er kendt verden over for at være sikre, fredelige og nærmest hellige steder for alle os cyklister, der hellere vil have vind i håret end sidde fast i trafikkøer. Men de seneste år har tingene ændret sig. Det er som om, der er opstået et slags cykel-hierarki. Først har vi eliten: racercyklisterne, som ikke kender forskel på land og by og som i deres stramme lycra, ser cykelstien som deres personlige træningsbane. De suser forbi, råber advarsler i sidste øjeblik, og lader ikke til at tage hensyn til os andre, der blot vil nyde en stille tur hjem fra bageren.
Dernæst har vi elcyklerne, som også er blevet en stor del af gadebilledet. Antallet af solgte elcykler er steget markant de seneste år. I 2023 alene blev der solgt næsten 60.000 elcykler i Danmark, hvilket er en stigning på 30 provent fra året før. De giver mange, der ellers ville tage bilen, en hurtigere og mere bekvem løsning, men med en hastighed på op til 45 kilometer i timen, og det kan nogle gange virke som en udfordring på de allerede pressede cykelstier.
Og så er der den tredje gruppe i hierakiet, og det er ladcyklerne. Med plads til både børn, hund og indkøbsposer er de fyldige og med stærke el-motorer kan de også være hurtige. Både el-cyklen og ladcyklen er dog fantastiske opfindelser. De har gjort det muligt for mange familier at klare dagligdagens transport uden at være afhængige af bilen - eller bil nummer to, og det er jo utroligt glædeligt i en tid, hvor vi alle bør tænke på vores CO2-aftryk.
Vi kunne alle have gavn af lidt mere ydmyghed og forståelse for, at cykelstien er for alle.
Selvom vi alle elsker cyklen som transportmiddel, viser statistikken, at der er kommet flere af os på cykelstierne, og at vi har forskellige formål og hastigheder. En rapport fra Vejdirektoratet viser, at cykeltrafikken i danske byer er steget markant de seneste år, og med introduktionen af både elcykler (herunder ladcykler) og racercykler er cykelstierne kommet under særligt pres. Stierne, der engang var brede nok til alle, er nu blevet en kampplads om både rum og fart og en udfordring for os andre, der blot prøver at komme sikkert hjem med en jordbærtærte.
Hvad gør vi nu?
Spørgsmålet er nu: Hvad gør vi ved dette kaos på cykelstierne? Skal vi gøre dem tre-sporede ala E-45? En bane for de hurtige racercyklister og el-cykler, en for de almindelige dagligdagscyklister som mig selv og en tredje for de tunge køretøjer som ladcyklerne? Måske er det lige voldsomt nok, og inden vi begynder at tegne nye streger på asfalten, kunne vi måske starte med noget lidt mere simpelt – nemlig at vise lidt mere respekt og hensyn til hinanden. Vi kunne alle have gavn af lidt mere ydmyghed og forståelse for, at cykelstien er for alle, uanset om man er en stresset forælder med ladcykel, en fartglad racercyklist eller en glad og forventningsfuld bedstefar.
Så lad os tage en dyb indånding og huske på, at cykelstien er vores fælles rum, og det kunne måske endda redde den næste jordbærtærte fra en ublid skæbne.