Kommentar: Selvom Hjort drikker champagne, er der absolut ingen grund til at skåle med

Væk var tiltalen, og straks skulle Claus Hjort Frederiksen og Lars Findsen hjem og fejre. Onsdag aften var der champagne i glassene, da de sammen med deres forsvarsadvokater skålede for, at retssagerne var droppet i de kafkaske FE-sager.

Man forstår godt, at det må være en stor lettelse for Claus Hjort Frederiksen. Lad ham bare skåle på det. Personligt forstår man det, og tillykke til ham. Men vi andre må ikke foranlediges til at skåle med. For det, som er en lettelse for Hjort, er en fadæse for vores samfund.

At der slet ikke føres en retssag efter alvorlige anklager med en strafferamme på op til 12 år er umådelig trist. I et retssamfund udgør vores retsvæsen den daglige udmøntning af en af civilisationens vigtigste grundværdier.

Det er ikke uden grund, at gudinden Justitia er en af romertidens mest kendte skikkelser. Verden over er hun afbilledet med vægten i den ene hånd og sværdet i den anden. Retfærdigheden og magten. Romerne fandt inspirationen til Justitia i den græske mytologi, hvor retfærdigheden forbindes med hendes mytologiske slægtning Dike. Retfærdighed er en af de værdier, vi forbinder med civilisation, og som har rundet vores samfundstradition i årtusinder.

At lækagesagerne nu fra det ene øjeblik til det andet går fra at stå som massive straffesager til i dag at være pist forduftede bryder med en grundlæggende logik i forståelsen af ret og uret.

Påtaleopgivelsen – altså opgivelsen af straffesagerne – er ikke en frifindelse på den måde, som de to hovedpersoner og deres advokater gerne vil udstille det som.

»Den måde sagen er droppet på, opfylder de ønsker, jeg havde. Nemlig at Højesteret har udtalt, at det, jeg er anklaget for, at jeg har røbet, ikke er rigtigt. Det var alment kendt, at der var et kabelsamarbejde. Det er så godt som at være blevet frikendt,« forklarede Hjort torsdag til Jyllands-Posten.

På sin vis har han ret. Han er ikke dømt. Ergo er han uskyldig. Det modsatte er ikke bevist. Det forstår vi godt, han skåler på. Han er part i sagen. Anklagemyndigheden omtaler ham som uskyldig, for de har opgivet at føre sagerne. Men selvom man juridisk er uskyldig, når det modsatte er ubevist, så er det svært at frikende ham moralsk og i øvrigt.

For vi ved stadig ikke, om han var blevet dømt, hvis sagen var ført. Hvad nu, hvis anklagemyndigheden havde ret i sine anklager? Selvom vi ikke kender detaljerne i de mørkelagte anklager, er der rejst mistanke nok til, at alle sidder tilbage med tvivlen. Når vi andre skal lade eftertanken indfinde sig efter de seneste års absurde spionsag, sidder vi mest af alt tilbage med manglende forståelse. Det var som en dårlig amerikansk film, men slutningen var måske alligevel det værste.

I Weekendavisen fredag kunne man læse et interview med Hjort, som så alligevel fik én til at undre sig. Her gengiver han sit bevægegrundlag for i offentligheden at omtale det ellers hemmelige kabelsamarbejde med USA. Han er tilbage ved frustrationen over, at regeringen for tre år siden tillod Tilsynet med Efterretningstjenesterne (TET) at udsende en pressemeddelelse med kritik af tjenesterne.

»Regeringen havde accepteret, at Tilsynet med Efterretningstjenesterne udsendte en pressemeddelelse, hvor man faktisk pegede på kabelsamarbejdet, som jo i almindelig forstand var en hemmelighed,« sagde han.

Her anerkender Hjort med andre ord, at der var tale om en hemmelighed. Pressemeddelelsen fra dengang omtalte nemlig ikke kabelsamarbejdet. Det var såmænd detaljer, der først blev fremført offentligt af ham selv sidenhen.

Sammen med en kollega interviewede jeg selv Hjort i 2020. Han var fly forbandet over S-regeringens hjemsendelse af Findsen og andre topembedsmænd i kølvandet på tilsynskritikken. Og i den forbindelse fortalte han en lang række detaljer om det omdiskuterede efterretningssamarbejde, som for mig var nye.

»Hvad med din egen tavshedspligt? Det er du ikke bange for?,« spurgte vi ham.

»Nej, så kan jeg sidde tre måneder i fængsel et eller andet sted og slappe af. Jeg har jo ikke den store politiske karriere foran mig, og jeg har ikke modtaget nogen ordener, så de kan ikke fjerne nogle ordener,« sagde Claus Frederiksen og grinede som det sidste på båndoptagelsen af interviewet.

Han grinende allerede dengang. Men er det virkelig sådan, at jo større hemmeligheder, man har, jo mere kan man tillade sig at røbe, fordi de ikke kan føres i en retssag? Er det sådan, at mens andre kan ende i retten for ikke at betale en parkeringsbøde, så kan en tidligere minister dele statshemmeligheder?

Højesterets afgørelse om delvis åbenhed handlede om processen, men sagen blev aldrig afgjort. Det var ikke Højesteret, men anklagemyndigheden, der opgav sagen. Så nu er Hjort uskyldig og fokus rettes naturligt mod de ansvarlige for det aparte forløb. Men at Hjort har udtalt sig vidt og bredt om noget, der i Danmark ikke var officielt bekræftet før, kan der ellers ikke være tvivl om. Fortroligheden om nogle af tjenesternes dybeste hemmeligheder er åbenlyst kompromitteret fra nogle af systemets mest magtfulde. Men det kan de så åbenbart tillade sig og gå fri af ansvaret.

Den berømte, tidligere spionchef Lars Findsen gør sig fredag i Jyllands-Posten munter ved tanken om at kunne genindtræde i efterretningstjenesten. Som om han kunne sikkerhedsgodkendes.

Hjort og Findsen skal have god fornøjelse med deres muntre liv. De kan blive rige på flere bøger og foredrag. Vi er mange, der sikkert læser og lytter med. Men helt principielt må vi ikke kollektivt kåre dem til helte, når vi alle sammen forhåbentlig kan se, at omgangen med statshemmeligheder har været sløset.

Selv en chefredaktør ønsker sig ikke et samfund med så meget åbenhed, at de mest magtfulde kan tillade sig at sige hvad som helst uden at tage ansvaret på sig. Så meget åbenhed, at en statshemmelighed kan afsløres, mens man griner hele vejen til Bogforum og fejrer sin uskyld med champagne.

Lyt igen? Marchen Neel Gjertsen og politisk analytiker Niels Thulesen Dahl interviewede i deres podcast Claus Hjort om spionsagen.