Haven ved hegnet
Gennem de seneste 25 år har Inger Skoudal og Jørn Møller Jensen langsom forvandlet deres oprindeligt traditionelle 1.000 kvm store villahave til en grøn oase af stier, klippede vækster og højbede. Her er spændende hele året rundt.
I et helt almindeligt parcelhusområde i Silkeborg midt mellem græsplæner og ligusterhække finder man “Haven ved hegnet”. Som så mange af nabogrundene bestod også Inger Skoudal og Jørn Møller Jensens have oprindeligt mest af en græsplæne og nogle buske her og der. Men interessen for at forvandle haven opstod hen ad vejen – ikke mindst på grund af haverejser til England og Italien, hvor parret første gang oplevede opstammede og formklippede planter.
Langsomt, men sikkert er græsplænerne blevet nedlagt til fordel for snoede, markstensbelagte stier, der fører rundt i haven. Da stierne blev anlagt, hobede den opgravede jord sig op i bunker rundt omkring i haven – og det blev startskuddet til de højbede, som i dag udgør en stor del af haven. Æstetik og komposition betyder meget for parret, hvis ene halvdel, Jørn Møller Jensen, er kunstmaler. Derfor har anlægget af haven været en kreativ leg med former, farver og forskellige elementer som skulpturer, stramme linjer og løse konturer. Filosofien bag er, at i bedene skal al jorden være dækket. Stenbeds-planter, bunddække, rododendron, stauder, buksbom og meget mere bidrager til, at haven ser frodig og grøn ud hele året rundt.
Særlige grønne rum
Inger Skoudal og og Jørn Møller Jensen har bevidst lagt vægt på, at haven skal være inddelt i fredfyldte grønne rum, afgrænset af lave hække og klippede vækster – en indretning som pirrer nysgerrigheden. Hvad venter der om det næste hjørne? Der må gerne være antydninger her og der, men hemmelighederne skal åbenbares lidt efter lidt, når man bevæger sig videre rundt i haven.
Rummene er opstået dels ved hjælp af stierne, dels ved at bruge mange formklippede buske og træer. Især buksbom og de opstammede småtræer spiller en stor rolle i haven, og langt de fleste af planterne har Jørn Møller Jensen selv produceret ved at tage stiklinger fra eksisterende planter. Parret bruger nemt fem-seks timer om dagen i haven, og de har for længst erkendt, at det er godt for psyken at være herude i det fri, hvor det grønne dominerer. Havens største betydning for de to er det rekreative – den er en lise for sjælen. De oplever ofte, at i en tid hvor man kan købe alt færdigt, har det stor betydning at få lov at være kreativ – få impulser, der sætter fantasien i gang og slipper idéerne løs. At en af de største glæder i tilværelsen er at få lov til at skabe noget med sine hænder.
Beskæring holder haven i form
Det meste af tiden i haven handler om beskæring, så kompositionerne holdes i ave. De stramme klippede former mod det fritvoksende er en effektfuld kontrast, der spilles på mange steder. Beskæringen har – ud over det skønhedsmæssige – også et praktisk formål, nemlig at væksterne holdes trimmet, så der også fremover er plads til planterne. Det er nødvendigt i Haven ved hegnet, hvis de smukke geometriske kegler, kugler, søjler og ellipser, som indgår i havens rumlige arkitektur, fortsat skal have deres berettigelse som kontrast til den øvrige fritvoksende beplantning.