Toptunede norske uldnørderier

RØROS, NORGE.

Idet østlige Norge ligger den lille by, Røros. Bare lidt over 5.000 mennesker bor her i de kulørte træhuse, som i mange tilfælde er flere hundrede år gamle. Byen er omgivet af træbeklædte fjelde, men lige ved elven, der skærer sig igennem byens centrum, troner et par golde, rustfarvede bakker op over resten af landskabet. Slegghaugan – eller Slaggerbjergene – er et af de tilbageværende vidner fra dengang, byen var kendt som Norges kobber-Klondyke. Og det er også her, historien om Røros Tweed begynder. Med en barnløs rigmand og lokale fattigfolk.

»Der var stor fattigdom blandt arbejderklassen i Røros. Den lokale rigmand Peder Hiort havde ingen børn, men en stor formue, så han testamenterede de fleste af sine penge til en fond, der skulle købe råmaterialer til tekstilproduktion og oplære de lokale fattigfolk i at spinde, strikke, væve og sy,« fortæller Erling Digernes, der er tredje generation i Røros Tweed og markedschef i familiebiksen, som hans bedstefar grundlagde i byen Rauma i 1927, knap 300 kilometer derfra.

I 1968 købte hans bedstefar fabrikken i Røros, som vi er på vej hen for at se via den sceniske rute igennem byen. For byens historie er en stor del af Røros Tweed, understreger Erling Digernes:

»Der er en tradition for tekstilproduktion i Røros. Det er en del af kulturarven her, og det er den historie og det knowhow, der er vævet ind i vores plaider. Det er det, der giver Røros Tweed sin autenticitet.«

Præmierede plaider

I 1980’erne besluttede firmaet at satse på plaider og gøre det til deres hovedprodukt. I dag er Røros-plaiderne lidt af et norsk designikon, som alle nordmænd kender, og som ligger i rigtig mange norske hjem. Og i Det Hvide Hus i USA, i Kejserpaladset i Japan og hos Christian Dior i Paris. Bare for at nævne et par steder.

I sommer blev to af deres nyeste plaider, Mikkel og Natur, desuden kåret til at være det bedste tekstildesign blandt alle de viste tekstildesign på den store designmesse i New York, ICFF. De er begge designet af den opkommende norske designer Kristine Five Melvær, der fortsætter i rækken af topdesignere som Inga Sempe, Anderssen&Voll og arkitektstudiet Snöhetta. Og generelt har Røros Tweed oprustet på designfronten, fortæller Erling Digernes, som vi bevæger os gennem den gamle minebys små, bakkede gader med de farverige træhuse til kulisse.

»Vi er de seneste år gået fra at være en produktionsvirksomhed til en designvirksomhed. Det er det, der har været mit mantra. Det er et stort ansvar at tage en familievirksomhed videre og bygge videre på det, andre før én har bygget op, men i dag vil folk gerne have design – og ikke mindst historien bag. Vi har jo altid haft designere til at lave vores mønstre, men nu hiver vi dem frem i lyset, og de er med til at formidle historien om Røros Tweed,« siger han og afbryder pludselig sig selv med et stort smil og peger:

»Har du nogensinde set Pippi Langstrømpe? Juleafsnittet, hvor hun slipper væk i en hestetrukket slæde – den er optaget lige her.«

Spindelvæv og andre væverier

Efter et kvarters walk-and-talk ankommer vi til endestationen: Fabrikken. Dér, hvor det hele sker. Inde i selveste arnestedet, produktionshallen, er det allerførste, der møder os, et stort spindelvævsagtigt trådsystem, som er spændt ud mellem en lang række stålreoler. Det er trendtråden, der bliver forberedt til væven. Her er ikke et øje. Kun garn og maskiner, der enten holder garnet ud, væver det eller ruller de færdige tekstiler sammen. Og en øresønderrivende larm. Pludselig blander en skarp tsschhh-lyd sig fra oven – som når en busdør åbner. Lyden kommer fra en lille, firkantet boks i loftet, som sprøjter vanddamp ud.

»Det er for at fugte luften, så garnet ikke bliver for tørt. Ellers ville det blive statisk elektrisk,« forklarer Erling Digernes og fortsætter mod næste maskine.

Og det er her magien opstår – det er selve væven. Det er herfra, al støjen kommer. Et gråt stykke stof med en orange fugl toner frem, som var det en laser-printer, der spyttede det ud. Selve væveriet går så hurtigt, at det blotte øje ikke kan opfange maskineriet bag. Overtegnedes forvirring er øjensynligt let at læse ud, så Erling Digernes råber noget på en uforståelig norsk dialekt, mens han vinker en medarbejder, der styrer vævemaskinen, herhen.

Han trykker på den store røde stop-knap, væven standser, og med ét er der helt stille i produktionshallen. Erlings Digernes forklarer – nu igen på langsomt og på dansker-venligt norsk – hvordan en griber tager garnet med ind imellem trendtrådene og på midten tages imod af en anden griber. Han viser det i langsom gengivelse og skruer så igen op til laserprinter-hastighed.

Norsk hele vejen igennem

Når plaiden er færdigvævet, bliver den vasket og centrifugeret, og så kommer den igennem en 25 meter lang tørretumbler, som de måtte bygge en hel ny hal for at få plads til. Man kan i hvert fald ikke sige, at Røros Tweed går ned på udstyr.

Derefter bliver den set efter af kvalitetsdamerne, som med deres skarpe blik og hurtige hænder fikser evt. fejl med små pincetter, nål og tråd. Når plaiden er godkendt, bliver den kartet i en valse med en masse små nåle, så den får den bløde, plyssede finish. Kant og mærkat syes efterfølgende på i hånden, og så er plaiden færdig.

Et helt igennem norsk produkt fra ende til anden. Udover at være designet af norske designere og produceret i Norge, er plaiderne også lavet af garn fra Erling Digernes’ familiefabrik, tre timer mod vest i byen Rauma, som er spundet af ren norsk uld.

»Vi bruger kun norsk uld. Både fordi vi godt kan lide, at vi har styr på værdikæden fra lammet bliver født, til garnet bliver spundet, og til plaiden væves, men også fordi vi gerne vil lave noget unikt. Vi kunne købe noget lækkert alpakauld fra Peru, og det har vi også prøvet. Men det kan alle jo gøre. Så vi har valgt at fokusere på at lave et 100 pct. norsk produkt,« siger Erling Digernes, der er lidt af en uldekspert – uld-nørd, kunne man måske også sige?

»Ja, det kunne man nok godt sige,« lyder svaret, akkompagneret af et lille grin.

Uld – og især norsk uld – er noget, Erling Digernes kan tale om i timevis.

»I Norge er der en ganske lang tradition for at anerkende uld som en ressource. Der er gamle traditioner og systemer for sortering, og det, kombineret med det norske klima, skaber grundlaget for den gode kvalitet,« siger han.

Lidt på samme måde, som franskmændene og italienerne har forskellige cru’er og klassificeringer på vin og druer, har Norge noget lignende for uld – i alt 16 klasser kan uldet blive placeret i.

Dertil kommer, at norsk uld er noget af det reneste og mest miljøvenlige i verden og for nyligt er blevet cradle to cradle-certificeret.

»Fordi fårene går på fjeldene, hvor der er ret køligt, undgår man mange parasitter og skadelige bakterier og slipper derfor for at bruge så mange kemikalier i behandlingen af ulden. Derudover er den norske uld særdeles spændstig, dvs. at den holder sin volumen i lang tid,« forklarer Erling Digernes.

Han har fået uld-nørderierne ind fra barnsben, hvor han legede på familiens garnfabrik i Rauma, og de mange tekstiltraditioner har han lært fra bunden ved at gå til hånde med stort set alt, der omhandler plaidproduktionen. Men han er samtidig meget opmærksom på, at det gamle familieforetagende ikke hænger fast i fortiden.

»Når en virksomhed har fungeret i så mange år, skal man passe på ikke at falde i fælden og blot gøre det samme i dag, som man også gjorde i går. Det er vigtigt for os hele tiden at følge med tiden og tænke nyt,« siger han og fortsætter:

»Men én ting er som altid: Den kundskab, som ligger hos vores produktionsmedarbejdere er afgørende - for at vi kan opretholde den kvalitet, vi er kendt for, og for at vi kan have en innovativ produkt- og designudvikling.«

Og øjensynligt fænger mikset af nyt og gammelt og håndværk og design an i det internationale designmiljø. Og det, der engang var Norges største industri, tekstilindustrien, lever i det små videre i den lille østnorske by, Røros.

Røros Tweed