Perfektionisme til sidste lyskilde

Susanne Appel tager en rund skive og sætter den sirligt ind i maskinen, som tager imod, snurrende. Sådan gør hun op til 600 gange om dagen. Med præcision. Et øjeblik efter er den runde skive omdannet til en stor skærm.

»Den her er PH5,« forklarer hun, mens hun studerer den nøje og lægger den i bunken til de andre.

»Det er vigtigt at være præcis, for er der den mindste fejl, skal den skrottes.«

Susanne Appel har været operatør hos Louis Poulsen i snart 10 år – faktisk så lang tid, som fabrikken har ligget i Vejen. Hun er én blandt de små 240 medarbejdere, som arbejder på den velrenommerede lampefabrik, hvoraf 200 er direkte tilknyttet produktionen og lageret.

Louis Poulsens fabrik lå oprindeligt på Sluseholmen i København, men i takt med at området blev omdannet til boligkvarter, så man sig om efter nye lokaler, og fabrikken i Trekantområdet, der i forvejen var en lampefabrik, var perfekt.

»Her er vi både tæt på Skandinavien, Europa og havne, og vi har god adgang til kvalificeret viden og arbejdskraft,« fortæller Søren Schøllhammer, VP Operations hos Louis Poulsen, da han tager imod Jyllands-Postens udsendte.

Tæt på markedet

Louis Poulsen flyttede til Vejen på et tidspunkt, hvor mange virksomheder flyttede deres produktion til udlandet. Så valget var utraditionelt, men for lampeproducenten gav det mening.

»Vi har ikke fortrudt. Vi er nemlig ikke en volumenproducent, i modsætning til hvad mange tror. Tværtimod håndterer vi 14.000 individuelle komponenter, men producerer kun små serier på gennemsnitligt 25 enheder, ligesom en stor del af vores marked er Skandinavien. Derudover laver vi både indendørs- og udendørslys og specialproducerede produkter, og det er nødvendigt at være tæt på vores kunder,« forklarer Søren Schøllhammer.

Inde bag et åbent, lyst kontorlandskab ligger den store fabrik. Overalt ser man medarbejderne arbejde koncentreret ved deres maskiner. Fælles for mange er, at de har arbejdet her i årevis.

»Det er en god arbejdsplads,« lyder det, »vi kan lide at være her.«

Hvorfor for eksempel metaltrykker Jens Nørklit hver morgen sætter sig ind i sin bil og kører halvanden time fra Skive mod Vejen. Det har han gjort i 10 år.

»Jeg gør det, fordi jeg holder af mit fag og min arbejdsplads,« forklarer han og går over til den store maskine, hvor en LC Shutters-pendel netop er færdig.

»I er jo heller ikke mange,« tilføjer Søren Schøllhammer:

»Faktisk bliver der kun uddannet en metaltrykker hvert andet år, så vi vil gerne holde fast i de bedste. Hør Jens, kan du ikke lige vise os, hvordan den maskine fungerer?«

Jens Nørklit nikker og åbner den store maskine. Han studerer pendlen og sætter den roligt ned. Så tager han en metalplade, som ligner en af dem, Susanne Appel brugte, sætter den ind, trykker på en knap og lader den køre. I løbet af et par minutter former den sig fra at være en metalplade til at blive en Toldbod-lampe.

Indflydelse og arbejdsglæde

Vi går forbi en bunke Aeros-lamper. Flere PH5’ere. LC Shutters-pendler. Døren går op til et larmende rum, hvor to mænd med høreværn står og pudser kobberskærme, og vi fortsætter op til et stort vægskema. Her kan medarbejderne få overblik over dagen og komme med feedback.

»Det er vigtigt, at medarbejderne føler, at de har indflydelse og bliver hørt. Rent industrielt har vi nogle rigtig dygtige medarbejdere, og forstår man at udnytte og værdsætte den kapacitet, kan vi noget ganske særligt i Danmark,« forklarer Søren Schøllhammer og fortsætter:

»Vores ufaglærte ansatte sætter en enorm stolthed i deres arbejde, og det er ikke en selvfølge, så når man ser på løbende forbedringer og udvikling, har jeg ikke bare ti teknikere, jeg har 130. Det er sådan, man finder den merværdi, der er i en dansk arbejder. Og det skal man huske i al snakken om videnssamfund – der er nogen, som skal lære ingeniørerne, hvordan tingene foregår i virkeligheden. Det er også værdifuld viden.«

Søren Schøllhammer går over mod en kasse, hvor der ligger nogle lampedele.

»En ridse, et hår eller en bule, og det er ud,« siger han og vender og drejer en lampedel.

»Nå, der var den.«

Han peger på en blyantscirkel. En lillebitte bule.

»Som du kan se, mener jeg det seriøst.«

Perfektionister til fingerspidserne

Turen går til et lokale, hvor der står ”støvfrit” på døren.

»Kom, vi lister ind, vi støver ikke så meget,« siger han og griner.

»Vi er nok lidt vores egen værste fjende, når det gælder vores produkter, for vi er virkelig perfektionister. Men vi er jo også kendt for vores kvalitet, så den skal vi leve op til.«

I det støvfri rum bliver skærmene malet. Nordmanden Gaute Skolby er i gang med røde underskærme. Han putter tre dutter på nogle pinde, sætter skærmen på og starter maleprocessen. Efter nogle sekunder er den hvide skærm rød. Kun den ene side, forstås.

»Så – nu skal den tørre. Det tager 20 minutter i ovnen,« siger Gaute Skolby, der har arbejdet hos Louis Poulsen i 11 år og kom med fra fabrikken på Sluseholmen.

Med en baggrund som autolakerer tog han en overbygning for at kunne udføre sit nuværende malerjob.

»Det kræver præcision,« siger han på syngende norsk.

»Kun til kanten, ikke længere.«

Vi lister ud af det støvfri rum og fortsætter ud i montørafdelingen.

»Det er en tilfældighed, men kvinder har nok mere sans for detaljen,« kommenterer Søren Schøllhammer om det iøjnefaldende i, at der næsten kun sidder kvinder.

Én skruer og sætter en ledning fast, én piller ved en fatning, og en tredje putter klistermærker på en Louise Campbell LC Shutters-lampe.

»Farverne skal sidde det rigtige sted,« siger hun og peger på en brugsanvisning, der anviser hvor det røde, det nude og det turkise klistermærke skal sidde på lampen. Hun fortsætter koncentreret.

På bordet står noget nyt. En prægtig rund pendel, designet af Øivind Slaatto, kendt for sit arbejde med blandt andet B&O-højtalere.

»Er den ikke fantastisk?« spørger Søren Schøllhammer retorisk.

Han kender udmærket svaret. For lampen Patera, selv om den er ny, føles som en klassiker. Og er ganske fantastisk.

»Vi har store forventninger til den,« siger han og løfter den op:

»Den lyser helt magisk.«

LED giver muligheder

Hos Louis Poulsen frygtede man, at LED aldrig ville blive ordentlig kvalitet, men i dag giver lyskilden helt nye muligheder for at skabe minimalistiske og komplicerede lamper. Netop sådan skal Louis Poulsen fastholde sin berettigelse de kommende årtier. Ved at kunne noget særligt, siger Søren Schøllhammer:

»Vi uddanner derfor designerne i, hvordan man arbejder med lys. Vi laver kunsthåndværk i industrikvalitet, og der er jo en grund til, at vores lamper holder, både i kvalitet og design i 50 år.«

I den anden ende af montørafdelingen står Birgitte Baggesen. Hun samler den færdige PH5-lampe. På væggen overfor hende er der væg til væg med skruer. For det er ikke sådan, at enhver møtrik går med enhver Louis Poulsen-lampe. Det ved undertegnede alt for godt, efter selvsamme type lampe fik et stød ved en flytning og måtte skilles ad og sættes sammen. Og aldrig er blevet helt sig selv igen. Birgitte Baggesen har arbejdet som montør i snart syv år og samler ti i timen. Først en lille møtrik, så et rør og så en møtrik til.

»Måske, du har sat et af rørene forkert? Der er meget lidt forskel. Og så skal du lige gøre sådan her,« siger hun og vupti, lampen er samlet. Og stabil.

»Man skal passe på med at skille dem ad. Det tager tre måneder at blive oplært som montør,« siger Søren Schøllhammer og fniser lidt.

Og sådan falder skruen på plads på flere niveauer. For udover at have lært og værdsat, hvilket arbejde der går i en Louis Poulsen-lampe, så er der igen en PH5, som i undertegnedes hjem er stabil. For det var det lille rør. Og det er ikke sådan lige til at hamle op med en 141 år gammel specialist.