Sådan fik den gamle herregård nyt moderne liv

Der er noget majestætisk over det store, hvide hovedhus, som det hæver sig over voldgraven, hvor sorte kanoner vidner om en tid, hvor det dybe vand var mere end blot til for syns skyld.

Hverringe Gods’ historie går tilbage til middelalderen, men selve hovedhuset blev bygget i 1795 af Hans Rudolph Iuel. Siden har en lang række Iuel’er boet og levet under hovedhusets røde tegl, og sådan er det stadig. Niels Iuel Reventlow er Hans Rudolph Iuels efterkommer, og han er selv vokset op på Hverringe. Et lidt anderledes barndomshjem end de flestes.

Læser du med fra mobilen, kan du se flere billeder her

»Det er sjovt, men jeg tænker egentlig ikke på det som mit barndomshjem. Det har så meget historie, hovedhuset, og jeg kender den hele. Det påvirker mig selvfølgelig. Jeg er sikker på, at man ville gøre tingene helt anderledes, hvis man kom udefra,« siger Niels Iuel Reventlow.

Netop historien – og det, at han kender den – har stor betydning for det levede liv i huset.

»Sådan et hus, som det her, er jo specielt, både at restaurere og indrette. Familien har boet i det i så mange år, og det bærer det også præg af. Man kan ikke på den måde kalde det stilrent, ikke indvendigt i hvert fald.«

Mange af de originale møblementer er bevaret fra tidligere tider, og hver generation har tilføjet en lille bid af dem selv og deres stil til Hverringe Gods. Det samme har Niels Iuel Reventlow og hans familie, og det er måske netop det, der gør, at det ikke føles som at bo i et museum.

»Man indretter ligesom sit eget lille hus i huset. Vi bor f.eks. i den ene fløj, har kontor i den anden fløj og andre dele bruger vi kun til særlige arrangementer. Vi sidder f.eks. ikke til daglig og spiser aftensmad i den store spisesal,« siger han.

Ud af de i alt 2.400 kvadratmeter, hovedhuset måler, bruger Niels Iuel Reventlow og hans familie kun de 400 af dem til daglig. Og ligesom der er rum i et parcelhus, man ikke varmer lige så meget op som andre, er det selvfølgelig også sådan på Hverringe Gods.

Fortid og nutid side om side

Niels Iuel Reventlow overtog godset efter sin far og mor i 1977 og har i årene efter bygget, banket og først og fremmest renoveret med respekt for det bestående. Et af de første og største projekter var at give bygningen nyt tag.

»Det er jo ret vigtigt, at taget er i orden – og en del sjovere at gå i gang med at renovere indendørs, når risikoen for vandskade ikke er så stor, som den var med det gamle tag. Det var meget utæt. Der kom f.eks. altid fygesne ind, som vi så skulle op og grave væk,« siger han og fortæller, at det i det hele taget var særlig vigtigt at undgå, at der kom vand ind, da huset er bygget op af bindingsværk.

Da det nye tag stod færdigt i 2003, gik Niels Iuel Reventlow så i gang indendørs.

»Helt oprindeligt var der ikke vand inde i hele huset – og her var koldt. Så jeg har fået kørt varme og strøm rundt i hele huset,« fortæller Niels Iuel Reventlow.

Det mere grove arbejde bestod desuden i at skifte en god del af bindingsværket, som årene simpelthen havde tæret for meget på. Derudover fik de moderniseret badeværelserne – dog uden at slette det oprindelige præg. Og sådan har det været hele vejen igennem. En del af det mere lette arbejde har f.eks. bestået i at male (hvis man altså kan kalde det let arbejde at male 2.400 kvadratmeter), og her søgte Niels Iuel Reventlow at matche det originale malearbejde.

»Vi har prøvet at bruge de samme materialer, som oprindeligt er blevet brugt, så vi har f.eks. malet med traditionel limfarve på lofterne, hvilket er baseret på en islandsk mosart,« fortæller Niels Iuel Reventlow og fortsætter:

»Det spændende ved at bo i et gammelt hus som dette er, at vi både skal restaurere og vedligeholde det med respekt for historien samtidig med, at vi gerne vil have moderne komfort. Vi vil gerne kunne leve et moderne liv i et gammelt hus. Det er en interessant udfordring.«

Et sted, hvor den udfordring blev særlig tydelig for Niels Iuel Reventlow, var i husets køkken. Oprindelig lå køkkenet nemlig i kælderen, hvor hønen blev slagtet, og alt blev lavet fra bunden. I dag køber vi den stort set ovnklare kylling og tilbereder den i vores køkken, som helst skal ligge i tilknytning til stuen. Og hvor de fleste andre nok bare ville have flyttet køkkenet for bestandigt, var det en smule anderledes på Hverringe Gods.

»Vores køkken ligger i dag i en af de gamle stuer. Men det er sat ind, så man altid vil kunne tage det ud igen, og vi har f.eks. bevaret træpanelerne inde bag køkkenelementerne og lagt et nyt gulv oven på det originale plankegulv. På den måde vil man kunne rekonstruere det, og stuen vil igen være intakt,« siger Niels Iuel Reventlow.

Hårdt arbejde og hobby

Der er mange kvadratmeter og næsten lige så mange forfædre at tage hensyn til, når man bor i et hus som Niels Iuel Reventlows. Det kan lyde som en stor mundfuld, og det er det også, forsikrer han:

»Det er den uendelige historie. Vi reparerer hele tiden på noget et eller andet sted. Man bliver aldrig færdig. Sådan er det at bo i et gammelt hus.«

Men det generer ham ikke. Tværtimod. For selv om det er hårdt arbejde, er det også hans hobby.

»Jeg synes, det er tilfredsstillende – det har jeg altid gjort. Det er spændende at finde ud af, hvordan man gør det rigtigt. Og hvordan man kan tage noget, der er slidt og grimt og gøre det smukt. Der er så mange muligheder,« siger Niels Iuel Reventlow og fortsætter:

»Kunsten er ikke bare at kigge tilbage, men også kigge frem. Jeg tror ikke, man kan bo – og blive ved med at bo i et gammelt hus, hvis man bliver hængende i fortiden. Man skal hele tiden skabe ny historie.«

Men at bo i et gammelt hus og være glad for det er ifølge ham også en øvelse i at gøre det til en sjov opgave både at vedligeholde, restaurere og indrette.

»Hvis man sætter sig ind i historien og materialerne og ligesom går helt ind i opgaven, så er det pludselig ret sjovt. Og så er det også virkelig tilfredsstillende, når man får lavet nogle gode løsninger, man er glad for. Men man skal også synes, at det er spændende, for ser man objektivt på det, kan man jo blive ved med at gå og vedligeholde. Hvis jeg bare gik og syntes, det hele var surt og drømte om at bo i et parcelhus, skulle jeg jo nok bare gøre det,« siger han.

Men det er ikke en drøm, Niels Iuel Reventlow har. Han bliver boende i sit barndomshjem og bliver ved med at banke, bore og restaurere med respekt for historien. For det er lige netop det, der gør ham glad for sit hjem.

»Jeg føler mig heldig ved, at jeg bor i så smukke omgivelser med så meget historie og sjæl. Og så kan jeg jo gå og glæde mig over, når jeg får lavet en god løsning, der er med til at bevare det,« slutter han.

Niels Iuel Reventlows bedste tip til renovering af gamle huse