Ren og rå landidyl hos smykkedesigneren

Det øjeblik man drejer ned ad den vej, Marie von Lotzbeck bor på, er det tydeligt, at man bevæger sig ind på et mere landligt territorium. Vejen bugter og snor sig, der er ingen fortove og ikke ét eneste parcelhus i syne. For enden snævrer vejen ind til en lille sti midt mellem to marker. Og på midten bor Marie von Lotzbeck. Her er bare én nabo, og med ét føles det som at være langt ude på landet.

Læser du med fra mobilen, kan du se flere billeder her.

»Jeg elsker roen,« siger smykkedesigneren og afslører, at de faktisk havde været forelsket i beliggenheden længe før, de købte huset:

»Vi har tit kørt tur her med familien, og vi sagde altid, at hvis vi skulle flytte mere nordpå, skulle det være her. En dag ringede min søster så og fortalte, at de var kørt ned ad en vej, man ikke måtte køre ned ad – og her havde de fundet et hus, der var til salg.«

Marie von Lotzbeck og hendes tvillingesøster, Julie von Lotzbeck, der er kunstmaler, faldt pladask for huset og købte det sammen. Og det er let at forstå, når man står i de idylliske omgivelser med marker og Øresund til den ene side og bøgeskov på den anden side. I dag har de boet der i seks år med mænd og henholdvis et og to børn.

»Vi havde ellers altid forsvoret, at vi skulle bo sammen, fordi vi er tvillinger. Vi ville i hvert fald ikke ende som to gamle, mærkelige damer, der nærmest er groet sammen. Men det var en rigtig god mulighed for at få mere plads uden at sprænge budgettet,« siger Marie von Lotzbeck, der i dag nyder at have familien så tæt på.

Nyt og gammelt i ét

En gang for længe siden var huset reserveret til den lokale skovløber. Og udefra ligner det hvidmalede hus med det røde tegltag et helt almindeligt landhus som så mange andre. Men allerede fra første skridt ind i huset bliver det tydeligt, at dets indre på ingen måde er som så mange andre. I den store luftige entre er der åbnet op til kip, og dagslyset strømmer i rigelige mængder ind ad de store ovenlysvinduer. Et sortmalet vinduesparti fra det lokale, nu nedlagte Nivå Teglværk fungerer som rumdeler ind til stuen, hvor en lille sofa med matchende stol sammen med et lavt, sort sofabord udgør rummets eneste møbler. De hvidspartlede mursten på væggen ud til køkkenet bærer på en åben pejs, som på kolde dage sørger for, at varmen breder sig fra den lille stue ud i køkkenet og op på første sal. Sammen med det rå betongulv føles det næsten som at træde ind i en loftlejlighed i New York. Bare med et skud ægte dansk, landlig hygge lige uden for døren.

»Alt er jo nyt, så jeg synes, det gamle, lidt slidte look bløder de skarpe, rene linjer lidt op,« siger Marie von Lotzbeck og fremhæver den spartlede murstensvæg.

»Dele af den har vi muret op på ny, men vi har prøvet at få det hele til at se ud som om, det er gammelt. Så nogle af murstene stikker lidt længere ud end de andre, og så har vi spartlet dem med kalkmørtel, så de ser lidt slidte ud.«

De rustikke elementer skaber et varm modspil til den ellers minimalistiske og stilrene indretning, hvor farvespektret bevæger sig fra sort, over gråblå til hvid, og hvor der er ganske lidt nips.

»Jeg er ikke så meget til nips. Jeg vil hellere have få, gode ting. Det skaber ro, og så står de få ting, man har, mere frem.«

Netop den visuelle ro er vigtig for Marie von Lotzbeck, og ser man på hendes smykker, genkender man straks det simple, grafiske udtryk med enkle, rene linjer kombineret med det rå og rustikke, som også kendertegner hendes hjem.

Fra top til tå

Det rolige resultat er Marie von Lotzbeck og hendes mand dog ikke kommet sovende til. De har lavet det meste selv, og renoveringen har taget tid. Lang tid. De har gravet ud og støbt fundament med gulvvarme, revet vægge og lofter ned, fået kloakeret, muret op på ny, pudset, slebet og malet.

»Da vi overtog huset, bestod det groft sagt af fire vægge fyldt med skimmelsvamp. Men stedet var bare så dejligt, at vi måtte bo her. Så vi har lavet alt om fra bunden.«

Det var samtidig med, at finanskrisen ramte, så budgettet var ikke så stort, som de havde forventet. Derfor valgte de at gøre langt det meste selv og frem for at flytte ind i huset, flyttede de ind i en campingvogn i haven. Marie von Lotzbeck, hendes mand, deres på det tidspunkt etårige datter og deres hund. Da de havde boet der et halvt års tid, og kalenderen skrev november, blev det alligevel for koldt. Så de fik gjort førstesalen beboelig i en ruf og rykkede derop til at starte med. Resten af boligen har de renoveret skridt for skridt og levet med de gamle løsninger så længe. Og nogle af de løsninger var meget gamle. Det er f.eks. bare et år siden, at de fik skiftet det gamle brændefyr, som varmede begge dele af dobbelthuset op.

»Vi måtte derud og fyre op fire gange om dagen. Det fungerede egentlig fint med varme, og der var masser af varmt vand – men det var lidt ærgerligt at lugte af røg hele tiden,« siger hun og griner.

Nu har de fået gasfyr og solceller på det lille baghus, der fungerer som fyrrum, men der er stadig mange renoveringsdrømme tilbage. For eksempel vil de gerne bygge en udestue af de mange genbrugsvinduer, de reddede fra Nivå Teglværk for mange år siden.

For selv om de allerede har lagt flere timer i huset, end man kan tælle, og at det har været hårdt arbejde, er de ikke blevet trætte af at gøre det selv.

»Det er fantastisk. Det giver en stor tilfredstillelse at lave arbejdet selv. Det er virkelig sjovt og også ret fedt at lære at spartle og mure og sætte tapet op. Jeg er blevet virkelig god til at spartle,« siger Marie von Lotzbek og fortsætter:

»Det har da også været en hård omgang. Ingen tvivl om det. Men jeg har altid sagt, at jeg kan, hvad jeg vil. Lige siden jeg som barn nægtede at lade min far sætte støttehjul på min første tohjulede cykel. Og selv om jeg blev drillet med, at jeg da ikke kunne løbe igennem vægge, så har jeg holdt fast i det. Om det er nye smykkedesign eller huse, der skal bygges op – jeg elsker at skabe helt fra bunden og er vild med selve processen og tanken om det færdige resultat. I en designprocess opstår der ofte udfordringer, som man givetvis ikke har prøvet før, hvilket kan gøre, at man stagnerer lidt i projekterne. Her er min stædighed det helt perfekte redskab. Huset her er lidt et bevis på den stædighed. Jeg anede f.eks. intet om husrenovering, men jeg kastede mig alligevel ud i det uden at nogen viden om det. Og det er jo gået ganske fint,« slutter hun.

Siden familien von Lotzbeck flyttede ind for knap seks år siden, er der løbende sket forandringer på huset. Men selv hvis de en dag bliver færdige med at ændre, bygge til og optimere, bliver indretningen aldrig statisk. De rå, lakerede betongulve, som Marie von Lotzbeck og hendes mand selv har støbt, vil f.eks. ændre sig fra år til år, som de får et nyt lag lak, forklarer Marie von Lotzbeck.

»Herude på landet render vi jo ind og ud med mudder på skoene, så det skulle være et gulv, der kunne tåle noget. Et gulv, hvor man ikke ser støvet. Og når man så lakerer det, så kan man stadig se sliddet. Det er ligesom en kinesisk, krakeleret lak, hvor man kan se ned igennem de gamle lag.«

At bo med familien

Mit bedste indretningstip: Keep it simple