Fortsæt til indhold
Bolig

Hvad gør du, hvis vand fra naboens grund oversvømmer din have?

En del grunde ligger lavere end nabogrundene, og det kan sende vand ind på dem. Læs, hvad du kan stille op, hvis du plages af oversvømmelser på grund af vand fra naboens grund.

Bolius

Ligger din grund lavere end naboens, er der risiko for, at en stor del af overfladevandet ender på din side af skellet, når det regner meget. Om du kan stille noget op, afhænger dog af kilden til problemet.

Skyldes oversvømmelserne af din grund naturlige årsager - som fx et skybrud eller en længere periode med store nedbørsmængder - kan du sandsynligvis ikke drage naboen til ansvar for problemet.

Ekstremt vejr og skrånende terrænforhold kan være faktorer, som gør det umuligt for naboen at leve op til ansvaret for at lede regn- og overfladevand forsvarligt væk fra sin egen grund.

Tre situationer, hvor din nabo kan bære ansvaret for oversvømmelsen

1. Naboen har terrænreguleret grunden

Er problemet med overfladevand fra nabogrunden opstået, efter at din nabo har terrænreguleret dele af sin grund og dermed øget niveauforskellen mellem jeres grunde, kan du klage til kommunen. En terrænregulering må ikke medføre ulemper for de omkringliggende grunde. Så vurderer kommunen, at den er kilde til oversvømmelserne, kan naboen blive pålagt at rette op på problemet.

2. Naboen har opført et nyt befæstet areal, men ikke sørget for afløb

Kan du påvise, at oversvømmelserne af din grund skyldes, at naboen har anlagt en ny fliseterrasse eller lavet andre tiltag på grunden, der gør, at vandet har svært ved at trænge ned i jorden eller løbe ud i afløb, kan du også kontakte kommunen.

Ifølge såvel bygningsreglementet som afløbsnormen skal en grundejer sørge for at bortlede regnvand, så det ikke medfører risiko for oversvømmelse. Og der skal være afløb fra bl.a. større arealer med fliser.

3. Naboen har ikke vedligeholdt sine afløbsinstallationer

Naboen har ansvaret for alle afløbsinstallationer, dvs. kloakledninger og brønde, på sin egen grund. Skyldes problemerne med oversvømmelse, at afløbene ikke virker, at tagrenderne er fyldte eller lignende, skal din nabo udbedre problemet for egen regning.

LÆS OGSÅ: Hvor stor forskel må der være på to grundes terrænhøjde?

Vil du have naboen til at erstatte skader på din grund som følge af oversvømmelsen, kræver det sandsynligvis en retssag, hvor du skal gøre et naboretligt ansvar gældende. Dvs., at retten skal bedømme, at din tålegrænse er krænket.

Der skal sandsynligvis være tale om ikke-ubetydelige gener, som fx at vandmængderne besværliggør, at du kan komme til og fra huset, gør det umuligt for dig at dyrke grøntsager i haven eller ødelægger bygningsdele eller installationer.

Der vil altid være tale om et skøn fra sag til sag. Du bør derfor rådføre dig med en advokat, inden du kaster dig ud i et sagsanlæg.

LÆS OGSÅ: Tjek husets brønde og undgå vandskader

Nedsivning af regnvand på egen grund kan være et supplement til at løse overbelastningsproblemer i kloakken og dæmme op for oversvømmelser.

Der findes flere forskellige løsninger, heriblandt:

  • Faskine
    En faskine er et hulrum under jorden, hvor regnvand opsamles og langsomt siver ud i jorden. Det kræver en kommunal tilladelse at grave en faskine ned.
  • Regnbed
    Et regnbed er en lille beplantet lavning i haven, hvor regnvand opsamles og siver ned i jorden. En billig og flot løsning.
  • Regnvandstønde
    Kobles til nedløbsrøret og opsamler regnvandet fra taget, som herefter kan genbruges til fx havevanding eller bilvask.
  • Nedsivning i græsplænen
    En simpel, billig og effektiv måde at nedsive regnvand på. Vandet ledes fra nedløbsrør og flisebelagte arealer bort fra huset og ud på græsplænen. Lav evt. en lille forhøjning i plænen mod skellet.

Se tema om oversvømmelse

Kilde: Anvisning for håndtering af regnvand på egen grund, udgivet af Teknologisk Institut