Fortsæt til indhold
Bolig

Svøm i din egen sø

Vand i haven er yderst populært i disse år. Hvis du drømmer om et bassin i haven, kan en svømmesø være en flot og helt anderledes løsning.

Når man taler om en pool i haven, tænker de fleste nok på en klassisk, rektangulær swimmingpool med turkisblåt vand og en svag lugt af klor. Inden for de seneste år er der dog kommet andre muligheder til, nemlig de såkaldte svømmesøer.

En svømmesø kan kaldes en slags blanding mellem en pool og et havebassin. Den udgraves og anlægges som en naturlig sø i haven, kantet med planter og sten – og ved hjælp af et særligt system holdes ferskvandet i søen rent uden brug af kemikalier, så man uden fare kan bade her og samtidig skåne miljøet.

Svømmesøen her er anlagt i forbindelse med huset og er således en naturlig forlængelse af terrassen. Søen indrammes delvis af en træterrasse og en bro, der fører ud til en platform. På disse steder er søens sider helt lodrette, i modsætning til bredderne med natursten, der skråner. Det betyder, at dybtvandzonen kan placeres tæt på terrasserne, og at man kan springe i vandet herfra.

En af de helt store fordele ved at vælge en svømmesø er, at den kan anlægges på mange forskellige måder, så den kan tilpasses omgivelserne og falde fuldstændigt ind i havens stil. Søen kan være større eller mindre, kan bugte sig i den form, der passer bedst til forholdene. Derudover kræver svømmesøen lagt mindre vedligeholdelse end en traditionel swimmingpool, og rensesystemet er ganske ufarligt for den omkringliggende natur.

Forskellige typer svømmesøer

Der findes forskellige typer svømmesøer, som inddeles i kategorier. Kategogi 1 er den mest ”naturlige”, hvor søen anlægges uden tekniske løsninger, mens kategori 5 er den mest avancerede med en høj grad af specialiserede installationer. I Danmark anlægges langt de fleste svømmesøer i kategori 3 og 4. Det er søer med cirkulationspumper og biologiske filtre, som gør vandet helt eller næsten helt klart.

Gangbroen, som forbinder terrasse og trædæk, løber hen over søens udmunding til skimmersøen, der sørger for at holde vandet klart og rent. I den fjerneste ende af søen kan man lige skimte den lave afdeling med en trappe af trædesten.

Alle svømmesøer består af flere zoner. En lavtvandszone (100-120 cm vand), som kan bruges til leg og ophold. Her er anbragt trædesten, så man nemt kan komme ned i og op af vandet. Længere ude finder man dybtvandszonen, hvor vandet er tre meter dybt. Sidst, men ikke mindst, anlægges der en såkaldt bredzone på 100 cm langs mindst to af søens sider. Svømmesøen er foret med fiberdug nederst og ovenpå en kraftig gummidug, der fastgøres i bred-zonen. Bredderne afsluttes af et kantbånd, der adskiller søen fra den omgivende jord og beplantning. Denne adskillelse er essentiel for at holde vandet klart. For svømmesøers fjende nummer ét er fosfor, som ellers ville blive vasket ud i søen fra omgivelserne – og jo mindre fosfor, der er i søen, jo klarere bliver vandet.

Sådan holdes vandet rent

Vandet recirkulerer mellem selve svømmesøen og en mindre, lavvandet del ved siden af, kaldet en skimmersø. Bunden i skimmersøen består af sten og nogle særlige fiberruller, som opfanger alle affaldsartikler og nedbryder dem biologisk. Det rensede, klare vand sendes derefter tilbage til svømmesøen. Rensningsprocessen er således helt naturlig, og der tilsættes ingen kemikalier som f.eks. klor.

Det meste af tiden passer svømmesøen sig selv, dog skal man en gang imellem fjerne blade og planterester ved skimmersøen og langs bredderne, ligesom man en-tre gange om året skal rense søens bund for slam og plantedele. Resten klarer systemet selv.

10 gode planter til svømmesøen

  • 1. Kattehale
  • 2. Engkappeleje
  • 3. Gul sumpiris
  • 4. Kalmus
  • 5. Siv
  • 6. Kærmysse
  • 7. Dværgdunhammer
  • 8. Skavgræs
  • 9. Star
  • 10. Vandmynte