Hvordan slipper du for hundelorte på fortovet?
Er du træt af at sætte dine skosåler i en frisk hundelort, når du går på dit fortov? Se her, hvordan du kan motivere hundeejerne til at rydde op efter deres hund.
Det er ikke lovligt at lade sin hunds efterladenskaber ligge på fortovet.
Men i praksis kan det være meget svært at håndhæve. Så er du plaget af hundelorte på fortovet foran dit hus, så prøv disse gode råd.
LÆS OGSÅ: Er det lovligt at efterlade hundelort på fortovet?
Sæt klistermærke på din skraldespand
Mange hundeejere samler faktisk deres hunds efterladenskaber op i en pose, men smider så efterfølgende posen fra sig på jorden. Og her kan du faktisk hjælpe og muligvis motivere hundeejeren til at rydde op efter sig ved at lade dem bruge din skraldespand ved fortovet.
Dansk Kennel Klub og Hold Danmark Rent har udviklet et klistermærke, som husejere kan sætte på deres private, udendørs skraldespand med teksten ”Her må du gerne smide din hundepose”. Klistermærkerne er gratis og uddeles i flere af Maxi Zoos butikker.
Du kan også bestille klistermærkerne på holddanmarkrent.dk her, hvor du dog skal betale porto og ekspedition.
Få opstillet gratis høm-høm-stationer
Organisationen Hold Danmark Rent har indgået et samarbejde med den svenske virksomhed TiksPac, der producerer poser til opsamling af hundelort, samt stationer, hvor poserne hænger til fri afbenyttelse.
Alle landets kommuner kan gratis bestille stationer samt løbende brug af poser. Formålet er, at hundeejere skal have nem og gratis adgang til poserne, hvis de skulle have glemt at få med hjemmefra.
Kontakt evt. din kommune og bed dem bestille høm-høm-stationer til dit område.
LÆS OGSÅ: Må naboen skyde din kat?
Hold dit fortov pænt
Dansk Kennelklub råder desuden til, at du selv holder dit fortov pænt ryddet. Det er for de fleste mere grænseoverskridende at lade en hundelort ligge på et pænt og velholdt fortov.
LÆS OGSÅ: Må naboens hæk vokse ud på fortovet?
Tag en god snak med hundeejeren
Hvis du tager en hundeejer på fersk gerning, kan en venlig henstilling være en mulighed.
Du kan fx sige:
- Jeg vil blive glad, hvis du samler op efter din hund. Jeg synes nemlig ikke, det er særlig lækkert at skulle gøre det, og det er trods alt nemmere, når det er ens egen hund. Og så er du heller ikke med til at give andre hundeejere et dårligt ry.
LÆS OGSÅ: Love og regler om dyrehold ved enfamiliehuse
Kilder: Holddanmarkrent.dk, theshitbook.dk
Vibeke Knudsen, kommunikationskonsulent, Dansk Kennelklub