Fortsæt til indhold
Bolig

Matador: Derfor bor familien Skjern, som den gør

Der er stor forskel på Ingeborg og Mads Skjerns rum, fordi de er meget forskellige.

Kirsten Marie Juel Jensen, Bolius.dk

Familien Skjern var iværksættere og boede derfor meget anderledes end familien Varnæs. Her ledte chefrekvisitør Magnus Magnusson hele tiden efter lidt mere moderne møbler, lamper og malerier. Derudover var der meget symbolik i indretningen.

BILLEDSERIE: 7 billeder. Åben hele serien

LÆS OGSÅ: Matador: Derfor bor familien Varnæs, som de gør

Da Ingeborg og Mads Skjern flyttede ud i den store villa ved fjorden, omdannede de en mørk, gammel villa til et lyst og moderne hjem med lyse gardiner, malerier i hvide rammer og blomstrede lampeskærme. Ingeborg bragte også mange blomster med ind fra haven. Hun var den lyse, optimistiske person.

- Men Mads Skjern var egentlig meget traditionel. Det var Ingeborg, der var den moderne. Så vi skabte en stor kontrast til Mads Skjerns kontor. Her var det stadig tunge chesterfieldsofaer, et stort mørkt skrivebord og i øvrigt et stort maleri, hvor en ørn er ved at slå ned på sit bytte. Det skulle signalere den magt og også den portion mørke, Mads Skjern besidder, forklarer Magnus Magnusson.

LÆS OGSÅ: Matador: Derfor bor Kresten Skjern, som han gør

Lamper til Skjerns hjem fra gammel lampefabrik

Lamper spillede en vigtig rolle i Matador, så Magnus Magnusson var konstant på jagt efter tidstypiske lamper. Bl.a. ville han gerne have nogle store, gamle lamper med pergamentskærme, som ville passe perfekt til Skjern-familiens hjem.

De var meget svære at få fat i, fordi pergamentskærme er skrøbelige og ikke holder særlig godt. Men til sidst lykkedes det ham at komme i kontakt med en mand på Frederiksberg, der havde haft en lampefabrik og havde gemt sin prøvekollektion fra 1920’erne og 30’erne.

LÆS OGSÅ: Matador: Derfor bor Agnes og Røde, som de gør

- Her opkøbte vi rigtig mange lamper. Bl.a. til Skjerns hjem, fortæller Magnus Magnusson. En flot PH-lampe fik også plads i Skjern-familiens hjem, fordi den skulle signalere mode og nytænkning.

SE BILLEDSERIEN: Belysning

Ghita Nørby rettede på puderne i Skjerns hjem

En vigtig faktor, når familiernes hjem blev indrettet, var at få dem til at se beboede ud. Så når alle møbler var på plads, gik Magnus Magnusson rundt og lavede lidt rod. Lagde nogle aviser, en cigaretpakke eller noget strikketøj.

- Vi gik rundt og forestillede os, hvad familien lige var i gang med og fik det på den måde til at se ud som om, der faktisk boede folk der. Det måtte ikke være for poleret.

- Skuespillerne fik på den måde også et forhold til de hjem, der skulle være deres. Ghita Nørby, der spillede Ingeborg, gik faktisk rundt i Skjern-stuerne og nussede og rettede på puderne, som om hun boede der, siger Magnus Magnusson.

LÆS OGSÅ: Matador: Derfor bor Elisabeth Friis, som hun gør

LÆS OGSÅ: Matador: Derfor bor grisehandleren og Kathrine som de gør