Fortsæt til indhold
Bolig

Auberginer

Vi finder oftest de aflange, violette typer i butikkerne, men auberginer, der hører til natskyggefamilien ligesom kartofler, kan have flere farver, former og størrelser For eksempel kan de være små og hvide - deraf det amerikanske navn: egg plants. Tilberedningen er dog i det store og hele den samme, selv om mulighederne for variation er store, som det fremgår af ugens tre opskrifter.

Af ULRIK BOESEN

KREOLSK

Indkøbsliste

2 mellemstore auberginer

100 g udblødte og kogte røde kidneybønner

(kan udelades)

50 g smør

2 hakkede løg

2 fed hvidløg, knuste

5 stilke persille,

5 stilke blegselleri i små tern

2 grønne peberfrugter i små tern

Cajun-blandingskrydderi efter smag

(specialbutikker)

1 dl hønsebouillon

1 dl hvidvin

400 g flåede tomater (1 dåse)

500 g hakket okse

Ost til gratinering (cheddar og parmesan)

Opskrift

Auberginerne bages i ovnen ved 160 grader i 10-15 minutter. Flæk dem og skrab det meste af frugtkødet ud. Gem skallerne. Frugtkødet hakkes og svitses grundigt i smørret med løg, hvidløg, selleri, peberfrugt og 1 tsk. af krydderiet. Tilsæt og svits kødet. Tilsæt bouillon og vin og lad det koge næsten væk. Tilsæt tomaterne og evt. bønner og lad det simre et kvarters tid. Smag til med salt, peber og evt. mere krydderi, og fordel fyldet i de fire skaller. Drys med reven cheddar og parmesan og gratiner under grillen, til overfladen er gylden. Tip: Tilsæt evt. røget skinke i tern og/eller lidt stærk krydret pølse sammen med kødet.

THAI

Indkøbsliste

1 stor aubergine

8 kinarejer

2 stilke citrongræs

Saft af 2 limefrugter

Chilipasta efter smag - ca. 1 spsk.

Soja

1 skalotteløg

1 frisk chili

Frisk koriander

Opskrift

Auberginen steges/bages i en hed ovn - helst under grillen - til den er meget mør og næsten sort udenpå. Flæk den og pil frugtkødet ud, inden den er helt afkølet. Rejerne marineres en times tid i lidt soja. Lynsteges kort inden serveringen nogle få minutter på en hed pande. Citrongræs snittes meget fint i papirtynde skiver (minus den hårde del). Dressing: 2-3 kviste koriander kommes i blender eller processor med pillet skalotteløg, limejuice, chili,

1 spsk. chilipasta samt 1 spsk. sukker. Tilsæt gradvist soja til ønsket smag og konsistens. Anret aubergine som på billedet med rejer, drys af citrongræs og dressing efter smag.

INDISK

Indkøbsliste

4 baby-auberginer

1 stor aubergine

1 endive (julesalat)

4 fed hvidløg

1 dl planteolie

1 dl mild rødvinseddike

Tandori masala

(blandingskrydderi, fås i specialbutikker)

5 g frisk reven ingefær

1 skalotteløg

Opskrift

Auberginerne pensles med lidt olie og bages, til de bliver meget bløde (ca. 25 min. for de små, ca. 1 time for den store ved 160 grader). Den store flækkes, frugtkødet skrabes ud, hakkes og ristes på en pande. Smag til med reven ingefær og tandori masala. Eddiken koges ind til sirup (til ca. en tredjedel). Løg i tynde ringe og blade af endive vendes i lidt olie. Anrettes som på

billedet.