Fortsæt til indhold
Bolig

Ugens ide: Nyttigt vindfang

Mange huse fra 1960'erne og 70'erne blev designet og bygget med et lille vindfang, som selvfølgelig havde den praktiske opgave om vinteren at forhindre kulde og træk mest muligt i at slippe ind i resten af huset, når hoveddøre gik op og i.

Ideen er helt fin, men tit fjernes vindfangene, når man skal i gang med en omfattende renovering, da det måske har givet huset et noget umoderne udtryk med farvet blyindfattet glas, træpaneler eller andet materiale, som også har slugt lyset ved husets indgang. Men som sagt er ideen med et vindfang god.

På billederne er der vist et rigtigt godt eksempel på, hvad man kan gøre. Her har man ved en gennemgribende renovering i et parcelhus fra sidst i 60'erne valgt at bibeholde et vindfang - ved at isætte en butiksdør. Entreen bliver en del af stuen, uanset om glasdøren til vindfanget er lukket eller ej. Det skaber helhed og en meget rummelig fornemmelse.