Galleristens anti-kreative rum

Hun er VIP-gallerist i København og på Mallorca. Hun er mor til tre; deriblandt Borgen-stjernen Pilou Asbæk. Hun er født i Marokko og opfostret på adskillige franske kostskoler. Og så er hun lidenskabelig. Især når det gælder hendes største passion: kunsten.

»I dag skal enhver, der slår en lille skævert, kaldes kreativ. Men man er altså ikke kreativ, fordi man kan bage småkager og klippe lidt julepynt,« siger Patricia Asbæk.

»Når kreativitet handler om føleri og om at se mig, mig og mig, forfladiges samfundet. Der er god kunst, og der er dårlig kunst.«

Selv nægter hun at blive påklistret prædikatet kreativ.

»I min hverdag er jeg omgivet af kreative og idérige mennesker, og jeg lever af at vurdere kreativitet. Men selv er jeg altså ikke kreativ,« fastslår hun.

Derfor er det ikke et kreativt rum, som Patricia Asbæk præsenterer for læserne i dag. Faktisk er det nærmest det modsatte, nemlig en anti-kreativ oase i københavnerlejlighedens stue, hvor den 67-årige gallerist kan koble af fra arbejdsdagens uendelige række af kreative indslag.

Omgivet af historien

»Efter en lang arbejdsdag i en kreativ verden med krævende mennesker nyder jeg bare at sidde med en bog i vores bløde chaiselong i stuen,« siger Patricia Asbæk.

»Den er lavet omkring år 1792 - under den franske revolution - og har altid tilhørt min familie. Jeg føler mig i harmoni, når jeg sidder i den - omgivet af historien og de kunstværker, som jeg kan lide.«

Familien Asbæk er til kunst. God kunst. I 1975 åbnede Patricia og Jacob Asbæk Gallerie Asbæk, som siden har fungeret som kunstnerisk vugge for adskillige store navne, heriblandt Robert Jacobsen og Carl-Henning Pedersen. En af familiens absolutte yndlingskunstnere er imidlertid maleren Wilhelm Freddie, som galleriet repræsenterede i de sidste 25 år af hans levetid.

»Han og hans kone, Ellen, var som bedsteforældre for vore drenge – og han var nok den mest elskelige kunstner, som vi har arbejdet med,« fortæller Patricia Asbæk.

Yndlingsværket fra Wilhelm Freddies pensel er et maleri af en frugtopstilling, hvis grundfarve har lagt bund til de gullige vægfarver i lejlighedens stuer.

»Det er selvfølgelig også en af grundene til, at jeg holder særlig meget af min plads i stuen,« siger Patricia Asbæk.

Familiens fjerde søn

En tredje grund er, at Patricia Asbæk fra chaiselongen har udsigt til sin fjerde søn: en lille skulptur i bemalet gips, der hedder Jonas og er 32 år gammel.

»Han repræsenterer en naturtro kopi af kunstneren Kurt Trampedachs søn, som han så ud for 32 år siden. Skulpturen har fulgt os i samtlige år og fungeret som den fjerde søn i familien,« forklarer Patricia Asbæk.

»Jonas har forskrækket og fascineret børnebørn og mange andre børn på besøg, men de forliger sig med ham og vil også gerne inddrage ham i deres leg, selvom de er lidt forundrede over, at han ikke svarer.«

Den kødelige Jonas har flere gange spurgt, om han ikke må købe skulpturen, men ligesom med alt andet her i livet har Patricia Asbæk også en mening om et salg af Jonas-skulpturen.

»Jeg vil aldrig sælge den skulptur. Man sælger jo ikke sine egne børn, vel?!«