Michéle Bellaiche: Et uoverskueligt hjem
Tv-værten Michèle Bellaiche bor i en gammel villalejlighed i hjertet af Frederiksberg.
Michèle Bellaiche, 36 år, Frederiksberg
Har en bachelor i litteraturvidenskab og journalistik som bifag. Har siden 1998 været ansat på TV2, hvor hun har blandt andet har været vært på Nyhederne, Go' Aften Danmark, Station 2 samt været vært i forskellige debat- og valgprogrammer. Gift. Mor til Philip på to år og Josephine på syv år.
Hvad er aktuelt for dig lige nu?
Jeg er vært på det nye program "Klamphuggerne", der sendes hver torsdag klokken 20, hvor vi stiller skarpt på håndværkere, som virkelig, virkelig har gjort livet svært for mange danskere. Det er et program, hvor vi både opsøger de såkaldte håndværkere, og hvor vi hjælper de ramte familier videre samt kommer med forbrugeroplysninger.
Hvad faldt du for ved din bolig?
At lejligheden ligger i hjertet af Frederiksberg i en gammel villa fra 1899. Og så synes jeg, det er dejligt, at lejligheden er lidt uoverskuelig med masser af kringelkroge, som har masser af historie gemt i væggene.
Har du bygget meget om?
Tja, vi har væltet en væg, så vi kunne få et køkken-alrum.
Hvilket rum holder du mest af?
Vores køkken-alrum, hvor vi har et stort gammelt fransk spisebord i egetræ stående, som måtte hejses op med en kran og transporteres ind gennem et brandvindue for at komme ind i lejligheden. Her kan vi sidde 16 mennesker omkring, hvis vi sætter ekstra plader i. Det er i det rum, vi er samlet til daglig, til jul, når vi har gæster - ja altid. Det er så hyggeligt.
Hvad behøver ethvert hjem?
En god og varm stemning. Jeg har været i hjem, hvor alt var så tjekket, men der var ingen hygge. Det er ikke, fordi der er noget galt med møblerne, men mere, at de mennesker, der bor der, nok har for travlt med, at alt skal være perfekt, ryddeligt og i orden, så der slet ikke er tid til hygge. Nærvær er vigtigt i et hjem. Jeg har det selv ordentligt - for det meste - men der skal være tid til at slappe af og være til stede.
Hvad inspirerer dig, når du indretter dit hjem?
Vi er en stor og meget aktiv familie, så vi vil helst ikke have for mange ting. Vi bor meget enkelt, og det gør det nemmere at rydde op. Jeg er typen, der tit rydder ud - også i børnenes legetøj. Når der kommer nyt ind, ryger der noget gammelt ud, som vi så forærer væk.
Hvad er det næste, du ønsker dig til dit hjem?
En eller anden dag, når jeg uventet får en masse penge, lukker jeg øjnene, kører dankortet igennem og køber en hvid Koglelampe af PH. Det kunne jeg godt tænke mig.
Hvor står dit tv?
I stuen.
Har du en rædsel i dit hjem?
I sidste uge havde jeg min pæne lyse sofa. Men nu er den forvandlet til en junglebog - og en rædsel. Min søn Philip har i et uopmærksomt øjeblik malet "træer" på den med grøn tusch. Han har åbenbart arvet min trang til udfoldelse. Jeg har forsøgt at vaske betrækket, men der er stadig streger tilbage.
Hvad byder du uventede gæster på?
Forhåbentlig god stemning og måske en smoothie, for den smager godt og giver god samvittighed. Men samtidig kan jeg også godt byde på friskbagte kager fra bageren lige rundt om hjørnet. Jeg elsker kager. Hans Pilgaard har en gang sagt til mig, at man bliver fed af at være sammen med mig ...
Hvad står der i din bogreol?
Bind 1-8 af Verdenslitteraturhistorien. Jeg har megen klassisk litteratur stående som for eksempel Herman Bang, Hemmingway, Kierkegaard. Det er min akademiske baggrund, som skinner igennem. På mit natbord ligger lige nu en kæmpe murstensbog om Alexander Foss, en Danmarkshistorie og nogle danske ugeblade og magasiner. Jeg er til det hele.
Hvad hænger på dine vægge?
Malerier, blandt andet af min yndlingsmaler Gerda Marie Jørgensen. Der hænger også nogle af mine egne malerier og kultegninger, som jeg lavede, da jeg var på barsel med mit første barn.
Hvordan slapper du bedst af hjemme?
På sofaen eller foran pejsen. Det kan også være på min spinningscykel, hvor jeg i en halv times tid kan forsvinde for omverdenen med vild musik i iPod'en.
Læs også: Simone Egeriis: Et musikalsk hjem