3 med porre
Torsk dampet med kapers og små tomater Hertil salat af rå porre, citronconfit og krydderurter
(4 personer)
600 g fersk, klargjort torskefilet
1 lille porre
1 spsk olivenolie
1 spsk æbleeddike
2 økologiske citroner
½ dl sukker
1 spsk salt
plukket dild og kruspersille
100 g små tomater
Fremgangsmåde
1. Skær citronskallen i tynde skiver, blanchér dem kort i kogende vand, køl hurtigt ned.
2. Gnid skallen med salt. Pres saften af de citroner, hvor skallen blev skåret fra, tilsæt sukker og kog det op. Når det koger, hældes det hen over skallerne, der stilles koldt i 6-7 timer.
3. Skær torsken i ensartede stykker, læg dem i et ildfast fad med tomater og kapers, tildæk det og sæt det i ovnen ved 180 grader i 8-10 minutter.
4. Skær toppen af porren, skær stokken i ultratynde skiver, skyl dem godt i koldt vand. Når strimlerne er afdryppet, marineres de i eddike og olie og krydres med salt og peber.
5. Pluk krydderurterne.
6. Tjek, at fisken er gennemdampet, servér tomater og kapers sammen med fisken til de marinerede porrestrimler og den syltede citronskal.
7. Ved servering drysses fisken med krydderurterne.
8. Tilberedningstid: 7½ time
Tilbehør
Lav en gammeldags kartoffelmos, og servér den til, gerne med lidt grov sennep og en kold pilsner.
Porredolmer
med hvide kartofler,
stegesky og persille
(4 personer)
2 store porrer
½ kg hakket kalv og flæsk
1 æg
½ dl hvedemel
½ dl piskefløde
½ dl sødmælk
salt og peber
800 g kogte pillede aspargeskartofler
persille
Fremgangsmåde
1. Del porrerne på langs, skyl dem grundigt. Kog dem i 1 minut i letsaltet vand, køl dem ned og aftør dem.
2. Rør farsen sej med salt, dernæst mel, så æg, mælk og fløde.
3. Sæt farsen koldt i 30 minutter.
4. Bred porrebladene ud, læg fars midt på, fold porrerne omkring farsen, læg dolmerne i et ildfast fad, og stil dem i ovnen i ca. 20 minutter ved 175 grader, eller indtil de er færdige.
5. Servér dolmerne med kartofler og
stegesky, drys med persille.
6. Tilberedningstid: 40 minutter.
Tilbehør
Skær rødbeder i ens skiver, krydr dem med salt, peber og honning og bag dem møre. Servér dem varme til de gode
dolmer.
Gratineret porretærte
med blå ost og salvie
(4 personer)
1 usødet tærtedej
2-3 porrer
100 g danablu
8-10 salvieblade
½ l piskefløde
4 æg
salt og peber
Fremgangsmåde
1. Skær porrerne i ensartede stykker og skyl dem grundigt. Kog dem 2-3 minutter i letsaltet vand.
2. Rul tærtedejen ud og kom den i en tærteform, forbag dejen i 5-7 minutter ved 175 grader, indtil den er gylden.
3. Rør fløde og æg sammen, kom porrerne i formen, hæld
æggemassen over, smuldr osten henover sammen med salvien.
4. Bag den i ca. 25 minutter ved 175 grader, eller indtil den er færdigbagt.
5. Tilberedningstid: 45 minutter.
Tilbehør
Lav en god salat af tyndtskåret løg, hjertesalat og lidt
brødcroutoner og marinér det i en olie-eddike-dressing.
Vidste du …
… at porren tilhører liljefamilien, at den på latin hedder porrum, at den romerske kejser Nero havde en passion for porre, som han mente gav ham bedre stemmeføring.