Fortsæt til indhold
Bolig

Tre slags mørtel

<p>Jeg er kommet til at diskutere med min nabo, hvad mørtel består af.</p>

Naboen mener, at det er en fælles betegnelse for forskellige materialer, og jeg mener, at der kun findes én slags mørtel. Grunden til diskussionen er, at vi skal reparere den mur, der ligger mellem vores huse.



Med venlig hilsen

Jacob Berg

Århus


SVAR:

Mørtel er en fællesbetegnelse for det materiale, som man anvender til at mure op med og består af kalk og sand. Hvis man iblander cement, er der tre forskellige typer mørtel med forskellige anvendelsesmuligheder. Kalkmørtel består af sand og kalk og hærder op og bliver helt gennemhård. Blandingsforholdet er én del kalk til tre dele sand. Hvis muren er af ældre dato, er det formentlig denne type mørtel, der er blevet anvendt, og derfor også den, der skal bruges til reparation. Senere, da cementen begyndte at vinde indpas, opstod blandingen cementmørtel, der består af grus og sand blandet med cement. Her skal blandingsforholdet, der er anvist på emballagen, anvendes. Cementmørtel er meget stærk og så tæt, at fugt ikke kan trænge igennem, hvorfor den kun skal anvendes på de steder, hvor der ikke er risiko for fugt. Den sidste type mørtel er kalkcementmørtel - ofte forkortet til kc-mørtel. Tidligere blev denne type mørtel også kaldt bastardmørtel, da man var usikker over for det nye materiale cement. Den består af kalk, cement og sand. Blandingsforholdet måles i kilo - en kc 50-50-700 er således en blanding med 50 kilo kalk, 50 kilo cement og 700 kilo sand.