Rotter på loftet er en myte
Hvis nogen påstår, at du har rotter på loftet, er det næppe sandt. Rotter kan sjældent finde tilstrækkeligt med føde på loftet af en normal bolig.
Der er mange sejlivede myter om skadedyr, som indtager vores hjem og specielt husets øverste gemmer. Og at tale om rotter på loftet vil ofte være helt forkert, fastslår Boligejernes Videncenter, Bolius.
Mens mus kan leve overalt og ofte har held til at overvintre i det lune hulrum mellem loft og isolering, kan de noget større rotter sjældent klare sig i længere tid på et normalt loft. For mens mus kan klare sig med ganske lidt føde og væske, stiller rotten større krav.
Rotter foretrækker kloakker
"Rotter er også mere forsigtige end mus og foretrækker ofte mere lukkede områder med lettere adgang til føde. Det er bl.a. derfor, de klarer sig så godt i kloakkerne," siger Claus Schultz, Rentokil, til Bolius.
Når folk ofte tager fejl af mus og rotter, skyldes det ifølge ham, at f. eks. halsbåndmusen kan blive 20 cm lang inklusiv hale. Og hvis en husejer ser sådan en stor mus flygte hen over loftsbrædderne, kan han sagtens forveksle musen med en rotte.
Snarere en mår
Hvis man vil være sikker, kan man drysse lidt mel omkring en klat margarine. Rotter vil efterlade et tandaftryk på ca. tre mm., mens musenes tænder er smallere. Desuden kan se tydelig forskel på deres fodaftryk i melet.
Lyder der voldsomme lyde fra loftet, som små mus næppe kan frembringe, er der større sandsynlighed for, at en mår er på spil, fastslår Bolius.