Antikvitetshandlerens hovedgård

Uhyggen er netop lettet en smule, da vi forlader Lis Messmanns landkøkken, hvor hun har budt på frokost og spøgelseshistorier. Fotografen er i færd med at opstille sit udstyr, da et lys fra bordkandelaberen i den ene spisestue falder ned med et smæld. Var det mon Birgitte, som gav sit besyv med?

Lis Messmann beroliger os med, at det nok bare var hunden, som skubbede til bordet. Men man kan ikke lade være med at tænke sit. For Lis Messmann bor på Skiveegnens ældste herregård, og det er ikke småting, som i tidens løb er gået for sig her. Og Birgitte, ja, hun blev halshugget, dømt for blodskam, fordi hun forelskede sig i sin afdøde mands fætter.

I dag dukker hun af og til op, som en fornemmelse eller som et koldt strøg ned ad ryggen på en nutidig forbipasserende. Historien om Birgitte og alle de øvrige historiske beboere på Staarup Hovedgaard lever side om side med Lis Messmann, der trods sin passion for antikviteter og historie, er en meget nutidig og realistisk kvinde.

»Hvis man vil bo på en herregård i dag, skal man tænke kreativt,« siger hun og forklarer, at Staarup Hovedgaard ikke længere har jordtilliggender og dermed indtægter fra landbrugsdrift. I stedet er den gamle porthuslænge istandsat og ombygget til antikvitetshandel, mens det meste af hovedbygningen fungerer som museum, hvor interesserede kan få et kig ind i en svunden tid.

»Der er ingen tvivl om, at man skal være idealist og entusiast for at drive et sted som dette,« konstaterer hun.

Et gammelt hus i brug

Mange mennesker vil sikkert genkende Lis Messmann fra DR1-udsendelserne Hvad er det værd, hvor hun er med i det team af vurderingsfolk, som kigger nærmere på privates genstande fra de gamle gemmer. Og i det daglige er det også gemmer, som Lis Messmann interesserer sig for.

I hendes private gemakker, som er placeret i en del af hovedbygningens underetage, finder man næppe et eneste møbel fra Ikea. Hendes private møbler såvel som de udstillede møbler har alle historie. Ikke den samme, men de repræsenterer forskellige tidsaldre og stilarter.

»Fra jeg var helt ung, interesserede jeg mig for gamle møbler og kunne lide at sætte dem i stand. Jeg fik aldrig indrettet mig med en toer og en treer rundt om et sofabord,« fortæller hun med et smil.

Til gengæld har hun indrettet et hjem med masser af historie, varme og hygge. Hendes stue domineres af en enorm pejs, som er stor nok til at rumme tre voksne mennesker i fuld højde. Ildstedet har oprindeligt været brugt til madlavning, for før moderniseringen af bygningen var køkkenet placeret her.

Selv om Lis Messmann har reserveret en ganske ydmyg del til privatbolig, bruger hun også resten af huset ved særlige lejligheder. På den måde føjer hun sin egen historie til stedets. Blandt andet er husets to døtre begge blevet gift i riddersalen, ligesom familiens konfirmationer, barnedåb og årlige sammenkomster bliver holdt i de fornemme omgivelser.

»Det er vigtigt for huset, at man bruger det og ikke blot lader det stå hen. Hvorfor skulle vi ellers gide bruge tid på at støvsuge og vedligeholde det hele,« mener Lis Messmann, der understreger, at hun også vil nyde at bo på et sted som dette - ellers bliver det hårde vedligeholdelsesarbejde for surt.

Historiske modeluner

En vandring gennem hovedbygningens mange rum er en vandring gennem forskellige stilarter og modeluner. Her bliver man husket på, at boligindretning til alle tider afspejler samfundsudviklingen og menneskers historie. På Staarup Hovedgaard kan man blandt andet opleve et smukt udsmykket loft i den vestre gavlsal. Her har frisiske malere foreviget det, som man dengang anså for at være eksotiske landskaber fra det sydlige Europa.

Salen er lys og enkelt indrettet med møbler, som passer i stilen, og Lis Messmann synes, at den er husets mest behagelige rum på grund af det smukke lys, som strømmer ind gennem vinduerne. På første sal får man endnu et kig ind i husets historie. Her står de rustikke mure råt med bindingsværk, og en niche afslører, at her har engang været en døråbning til et trappetårn. Herfra træder man ind i Riddersalen, som har levet et noget omtumlet liv.

»Da vi begyndte restaureringen i 1988, var salen inddelt i fire mindre rum, men vi åbnede det hele og førte den tilbage til dens oprindelige udseende,« forklarer hun.

Hovedbygningen var ødelagt

For ethvert herresæde med respekt for sig selv havde en riddersal. Staarup Hovedgaard var en stor virksomhed, som beskæftigede mange mennesker. Riddersalen var den tids mødelokal, hvor herremanden kunne holde møder og tage imod.

»Op til 1800-tallet var det almindeligt, at man møblerede ved væggene. Det gjorde rummet fleksibelt, og man kunne rykke møblerne ind på gulvet alt efter behov,« fortæller Lis Messmann.

Møblerne i Riddersalen er fra 1400- og 1500-tallet, og de har taget mange år at samle. For da Lis Messmann og hendes mand overtog stedet i 1988, var der intet tilbage af det oprindelige møblement.

»Staarup Hovedgaard har været i min mands slægt. En dag, vi var i området, kørte vi forbi, fordi min mand var nysgerrig efter at se, hvordan her så ud,« fortæller hun.

»Vi var rystede. Stedet lignede en husvildebarak og var næsten ødelagt.«

Glad hver morgen

For to mennesker, som begge var vilde med herregårde, antikviteter og historie, kunne et sådant forfald ikke bare glemmes. De købte stedet og brugte fem år på at sætte det i stand, inden de flyttede ind.

Murværket blev restaureret, gulvene skiftet, nye vinduer sat i, og der blev installeret el. Derudover indrettede de museet med antikviteter fra det meste af Europa og åbnede butikken, hvor man i dag kan købe antikviteter i mange stilarter og fra fjerne egne som Kina.

Mens de fleste mennesker irriteres over at skulle i gang med at male udhæng på parcelhuset eller stresser over staudebedet, er Lis Messmanns gør det selv-projekter langt større. Inden vinteren for alvor sætter ind, har hun to mand i gang med at rense det dobbelte voldanlæg, som omkranser huset. Derudover er der altid et projekt eller fem, som hun kan gå i gang med.

»Hovedbygningen er fredet, og den er vores alle sammens kulturarv. Så længe jeg står glad op om morgenen, bliver jeg ved. Når det ikke længere er tilfældet, ringer jeg efter en ejendomsmægler,« siger hun.