Træmænd
Hvem vil ikke gerne være gift med en træmand? Altså ikke sådan en i ordets egentlige betydning; ”en tør og kedelig mand”. Næh, en mand, som har hænderne sat rigtigt på, og som elsker duften af træ, at save i træ, at hamre i træ, at bygge i træ - bare det ikke går over gevind.
I den gamle folkeskole var der pigefag, og der var drengefag. Pigerne havde håndarbejde, hvor vi lærte at strikke og sy. Vi havde også husgerning. Her lærte vi husmoderens pligter som renlighed i køkkenet og at lave mad.
Drengene derimod havde sløjd - træsløjd. Stolte var de, når de ved skoleårets slutning tog deres arbejde - i dette tilfælde en fodskammel - under armen og gik med løftet pande gennem skolegården. Det er utroligt så forskellige fodskamler kan se ud. Ikke alle havde tæft for senere i livet at blive gode træmænd.
Men det er heller ikke nødvendigt. For hvis manden nu elsker at sysle med træ, som børnene i skolefritidsordningen er forhippet på at lave så mange bordskåner som muligt til jul, så har begge grupper opnået det samme: At skabe noget hjemmelavet, som bliver taget imod i giverens ånd. IH! HVOR ER DEN FLOT!
Der er nu intet som hjemmegjort.
Se jer blot rundt i parcelhuskvartererne fra 60'erne og 70'erne. Her kan man opleve rig variation over temaet udestuer. Ikke alt er lige kønt, men hvad gør det, når farmand gang på gang kan berette, om dengang han opførte sit kunststykke!
Næh, så ligger der noget mere håndværksmæssig kunnen bag det arbejde på et hus, jeg tidligere kørte forbi dagligt. Masser af træudskæringer i tyrolerstil. Da huset ikke kunne bære flere, gik manden over til at handle med hjemmegjorte trænisser - også sådan lidt i tyrolerstil.
Stil var der over dem, blot ikke en stil som passede de forbikørende. For da ”Til salg”-skiltet blev taget ned, var udbuddet nøjagtigt det samme, som da det fire måneder tidligere var sat op.
Gad vide, hvad træmanden har fundet på at bruge sine evner til nu.
Måske skulle jeg køre et smut til Vejle.
liselotte.klitgaard@jp.dk