Trendy religiøsitet
»Der er i øjeblikket travlt i butikken, så vi kan desværre ikke komme til telefonen. Prøv igen senere.«
I den katolske butik Stenobutikken på Vesterbro i København mærker man tydeligt en stigende interesse for katolske symboler - eller devotioner, som de også kaldes. I dag består kundekredsen ikke kun af de traditionelle kunder, men også af søgende mennesker og så dem, der gerne vil være moderne.
»Vi har unge mennesker, som køber rosenkranse og klager over, at de ikke kan få dem over hovedet,« fortæller Agnes Sivertsen, der har betjent kunder i butikken i otte år.
Gabriels Handelshus i Ranum har specialiseret sig i devotioner lige fra egenproduktion af de små lanterner, som katolikker sætter på grave, og rosenkranse til mere eller mindre antikke madonnaer og ikoner. Og her melder man om en eksplosiv stigning i interessen for firmaets produkter, især lanternerne og rosenkranse er der stor efterspørgsel efter.
Også Green Square Antik i København tror på de religiøse figurer. Her har man altid haft enkelte antikke religisøe statuetter, men for nylig hjemtog forretningen en større samling af de såkaldte "Santos" fra Filippinerne. Der er tale om ægte antikviteter, og der er kræs for samlere - figurer, som er mellem 100 og 300 år gamle.
»Min intuition siger mig, at det er rigtigt at tage flere hjem lige nu,« som direktør Mads Holst udtrykker det.