Fortsæt til indhold
Bolig

Varmt vand uden bakterier

Flere har spurgt, hvor grænsen for temperaturen i varmtvandsbeholderen går, når det gælder om at holde det varme brugsvand fri for legionellabakterier.

Men det er ikke særlig hensigtsmæssig at stole på en temperatur på for eksempel 60 grader, der normalt anses for at være den "sikre" over for legionella.

Hæves temperaturen til 60 grader, skabes der bedre betingelser for at andre bakterier, der trives ved højere temperaturer. De forskellige temperaturer har hver deres bakterier, som kan medføre gener.

Overingeniør Arne Holm Pedersen, Århus Kommunale Værker, anbefaler, at temperaturen i varmtvandsbeholderen holdes på 55 grader. Blandt de forebyggende forholdsregler, som der peges på, er, at der sker en jævnlig udslamning af beholderen, og at der eventuelt sker en ombygning af eksisterende anlæg for at minimere opholdstider og for at undgå "døde ender" ved tappesteder, der ikke bliver brugt.

»Men problemet kan helt undgås ved at vælge en gennemstrømningsvandvarmer,« siger overingeniør Arne Holm Pedersen.