Luca vil give bofællesskabets værdier videre til sit barn: »Det er nemt at gøre gode ting, når man bor sådan et sted«
Bofællesskabet Sættedammen fra 1972 skulle være noget midt imellem de vilde kollektiver og ligusterkvarterne. Det blev det – og i dag har både pensionister og børnefamilier stadig glæde af opfindelsen.
Birgith Sletting og Leif Kjærsgaard var hårdt ramt af en virus.
I tre uger lå de på langs. Og i alle tre uger kom folk forbi deres hjem med blomster og spurgte, om de skulle handle ind for dem.
»Sådan en omsorg finder man ikke mange steder,« siger Leif Kjærsgaard og fortsætter:
»I Hellerup, hvor jeg boede før, kendte vi jo dårligt hinanden.«