Redaktørens tre tips: Dette design leder tankerne hen på en klassisk ølkasse
Mørkt træ spreder hygge og skaber kontrast i vores lyse, skandinaviske indretning. Et klassisk materiale, der aldrig helt forsvinder fra vores hjem – og som er fantastisk, når vi gerne vil forpuppe os.
Du har sikkert hørt om fænomenet cocooning, som beskriver tendensen til at søge det trygge og hjemlige. Vi talte meget om det under coronapandemien, hvor vi (mere eller mindre frivilligt) barrikaderede os hjemme i vante omgivelser.
Det er nemlig især i krisetider, at vi har lyst til at forpuppe os derhjemme med mørke, varme farver og materialer.
Det seneste år har vi hørt om energikrise, prepping og krig, og selv om det lige nu er sommer, lever de dunkle nuancer som mørkebrun i bedste velgående i vores hjem.
Det samme gør det mørke træ, som aldrig helt går af mode, og flere brands har for nylig lanceret og relanceret nye produkter i det varme og hyggeskabende materiale.