Asatro, kranier og et billede af Dronning Margrethe og Prins Henrik på toilettet: Han har taget familien med hjem til sin første kærlighed
Christian og Camilla Bækholm lejede sig sidste år ind i Lille Kærstrup, baronens private bolig ved Valdemars Slot i Troense på Tåsinge. Beliggenheden i Det Sydfynske Øhav opfylder deres drømme om at mærke naturens kræfter året rundt og ikke mindst at have rigelig med plads til familie- og arbejdsliv.
Landskaberne i Det Sydfynske Øhav er noget helt specielt, og særligt kyststrækningerne med de små landsbyer ved Svendborgsund er så idylliske, at man nærmest føler sig hensat til de nationalromantiske omgivelser i gamle Morten Korch-film.
Helt skæv er sammenligningen ikke, da Morten Korch (1876-1954) var født i Odense og formentlig var fascineret af den fynske natur. Især på Tåsinge udspiller Danmarkshistorien sig i stor stil, for her foregik den ulykkelige kærlighedshistorie om linedanserinden Elvira Madigan og den svenske dragonløjtnant Sixten Sparre. Her gik stor kærlighed tabt.
Netop kærlighed til barndommens land i Tåsinges skipperby, Troense, fik Christian Bækholm sammen med sin hustru Camilla Bækholm og deres to døtre til at flytte fra Østerbro i København, hvor de havde boet i 25 år.
»Det har altid siddet i hjertet på mig at komme ud på landet at bo igen. Vi savnede at være tæt på naturen, men havde visse overvejelser, da Camilla havde stor succes som stifter og indehaver af to af Nordens førende pilatesstudier og et TRX-studie,« siger Christian Bækholm og fortsætter:
»Men vi var nået til et punkt i vores liv, hvor vi gerne ville noget andet, selv om vores to døtre ikke jublede, da de blev præsenteret for idéen,« siger Christian Bækholm, der sammen med familien nyder de imposante omgivelser i villaen – bygget til lensbaronen – med direkte kig til en stor sø, enge og skov.