Fortsæt til indhold
Bolig

Før flytningen, arbejdede de hårdt om vinteren for at holde varmen: »Det er ligesom at bo på hotel«

Mia Helmer og Kasper Maaløe flyttede fra et skovarbejderhus uden for byen til et gammelt byhus i Kerteminde. Alt indbo håndplukker de, og kravet er æstetik, høj kvalitet og god patina. De overskydende designperler fra 1930’erne-1950’erne videreformidles til andre.

Astrid Ellemo

De historiske byhuse ligger side om side i de små snævre gader i den gamle, maleriske købstad Kerteminde. Kvarteret med de tæt bebyggede små gader og gamle bindingsværkshuse bærer på klassiske navne som Nørregade, Fiskergade og Møllevænget.

I et af byhusene fra 1930’erne, bygget i halvandet plan med skrå vægge øverst, bor billedkunstner Mia Helmer og hendes mand Kasper Maaløe.

Trappegangen med sortlakeret gadedør med vindue for oven i elegant Art Deco-stil er tidstypisk. Det samme er den svungne trappe med ditto sortlakeret håndliste, de brede trin og et terrazzogulv – kunstfærdigt udført med bort langs panelerne.

Terrazzogulvet er det oprindelige, og selv om det er præget af tidens tand, kunne de aldrig finde på at sløjfe det, da huset er født med det.